Filmskatten

Forklædt som spil dirigerer Filmskatten børn rundt i filmverdenens hemmeligheder. Med filmklip, interview med skuespillere, animatorer og forfattere kan børn og voksne lære, hvordan en film bliver lavet

Der var en gang en gammel biograf, som blev drevet af en genial mand, der desværre havde en knap så genial hjælper. En dag døde den gamle mand, og den dumme hjælper vidste ikke bedre end at kalde på hjælp fra den gode filmfe. Desværre havnede feen i filmfremviseren, og den eneste, der kan befri hende, er mig.

Computerskærmen går i sort. Heldigvis har jeg en lommelygte, og lyskeglen, som jeg kan styre, strejfer rundt på væggene i den gamle, forfaldne biograf. Endelig finder jeg kontakten, så der kommer lys i foyeren. Jeg finder op til filmfremviseren, hvor den fangne filmfe fortæller, at jeg skal ud og finde tre film i tre forskellige genrer, animation, fiktion og dokumentar, før jeg kan befri hende - og hun advarer mig mod den gamle, ubegavede altmuligmand, som vil prøve at få filmene selv.

Spillet Filmskatten er i gang, og når det går så let med at finde frem til feen, og senere de forskellige film, så skyldes det, at jeg har en dygtig guide i Michael Brask. Han er producer på Filmskatten og kommer fra Rexfilm, som sammen med Omen Media har lavet Filmskatten.

»Børnene ser det simpelthen som et spil. Og når de prøver det anden gang, så leder de efter nogle nye film, som de ikke har set før,« fortæller Michael Brask. I alt er der ni forskellige filmklip, tre fra hver genre, at finde frem til.



Bag om filmene. Filmskatten er et undervisningsprogram om film forklædt som spil og sat ind i en filmisk ramme. Inden for den ramme lykkes det at fortælle mange af hemmelighederne bag en films tilblivelse. Med flotte filmklip, der fylder hele skærmen, bliver forfattere og instruktørers forklaringer illustreret.

Man ser blandt andet, hvor galt det kan gå for Steen Rasmussen i filmen Hannibal og Jerry, hvor han skal mime til en sang, mens han kører rundt i en lille bil. Steen Rasmussen bliver så medrevet af sin optræden, at han drøner rundt med bilen, og på et tidspunkt dukker hele filmholdet op i baggrunden.

Vi ser også, hvordan tegneserieskaberne tænker sig i figurernes fremtoning med eksempler fra Jungledyret Hugo. Og vi ser, hvordan selv dokumentarfilmene er konstrueret virkelighed i Pigerne 4.b.

Børnene kan også prøve at klippe deres egne filmstumper sammen, så de kan se, hvor vigtig klipperens arbejde er.

Og for at tjekke, om spillerne har fulgt ordentligt med, kommer altmuligmanden (i skikkelse af Tom McEwan) og stiller et spørgsmål til den film, man har fundet. Kan man svare rigtigt, beholder man filmen, og feen er et skridt nærmere sin befrielse. Svarer man forkert, tager altmuligmanden filmen.



Børn er superskrappe. Filmens målgruppe er primært børn fra ni til 13 år, fortæller Michael Brask.

»Men mindre børn kan også finde ud af det. Vi har testet det på 70-80 børn, og de er superskrappe til det. De overgår mange voksne. De kan nemt navigere rundt i huset, og de trykker på alt, de gennemskuer alt, og de løber bare derudad.«

Filmskatten skal bruge en computer med DVD-rom drev, men det er der ikke mange computere, der har, erkender Michael Brask.

»Så vi håber, at vi kan lave en aftale med Det Danske Filminstitut om, at man kan få et DVD-drev med, når man lejer Filmskatten. Men det er altså ikke afklaret endnu,« understreger Michael Brask.

Filmskatten er ikke til salg, men den kan lejes fra uge 43 ved henvendelse til Det Danske Filminstitut på telefon 8731 7700.

Og jo, det lykkedes mig at finde tre forskellige film, besvare spørgsmålene og befri den gode filmfe.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.