Fejlfrie BUPL

BUPL's klagenævn behandlede i perioden fra november 2001 til marts 2003 bare 11 klager: I intet tilfælde fik klageren medhold.

Tre forklaringer er mulige. Enten er pædagoger og klubfolk tålsomme folk. Det kan også være, at de ikke ved, at der findes et sted at klage. Eller også er det så simpelt, at der ikke rigtig er noget at klage over.

Kendsgerningen er i hvert fald, at BUPL's klagenævn siden sin start i april 1997 på intet tidspunkt har været ved at drukne i arbejde. Faktisk har nævnet ved flere lejligheder efterlyst noget mere publicity omkring sin eksistens. Antageligt i det forfængelige håb, at der så ville dukke flere klagesager op.

I løbet af de seks år, nævnet har eksisteret, er der ikke indløbet og behandlet mere end et halvt hundrede klager, og i intet tilfælde har nævnet fundet anledning til at omgøre BUPL's afgørelse eller, som nævnet også har mulighed for, at fastsætte en erstatning for økonomiske tab på grund af forkert sagsbehandling.

I sin seneste redegørelse, der dækker perioden november 2001-marts 2003, betegner nævnet de 11 klager, det har behandlet, som forbavsende få i betragtning af BUPL's størrelse.



En garde. Nævnet noterer desuden, at det har været lettere end tidligere at få de relevante oplysninger fra de enkelte BUPL-afdelinger, selv om flere af dem, som nævnet konstaterer, har en nærmest fortørnet holdning, når der stilles spørgsmål til dem.

Advokat Jytte Lindgaard, der er formand for klagenævnet, siger uddybende:

"At vi får så få klager hænger først og fremmest sammen med, at sagsbehandlerne i BUPL gør deres arbejde imponerende godt. Derfor er det mig også en kilde til evig forundring, at vi tit og ofte bliver mødt med en negativ attitude, når vi søger sagerne oplyst. Man er sådan meget en garde. Det kan godt være, at der juridisk ikke er noget at komme efter, men hvis nu medlemmet synes, at det har fået en dårlig behandling, så bør man da være opmærksom på, at der kan være et problem, i stedet for at møde os med mistro. Verden er jo ikke bare sort-hvid."



Uafhængighed. Afgørelsespraksis - et halvt hundrede klager, alle klager helt eller delvist afvist - kunne godt minde om den, der ses, når borgerne klager over politiet. En forskel er der dog. Mens nemlig klager over politiet efterforskes af politiet selv, er der gjort meget ud af at sikre, at medlemmerne af BUPL's klagenævn er uafhængige af BUPL.

Formanden skal være uddannet som jurist og må ikke være medlem, ansat eller på anden måde relateret til BUPL.

Nævnets øvrige seks medlemmer skal derimod være medlem af BUPL, men må ikke være valgt som tillidsrepræsentant, ansat i BUPL eller have familiemæssige, ægteskabelige eller lignende relationer til politikere eller ansatte i BUPL.

Klager over BUPL's ageren tager klagenævnet sig ikke af. De skal fremføres i de dertil indrettede fora. Det, nævnet har kompetence til at blande sig i, er konkrete administrative afgørelser, som knytter sig til sagsbehandling i fagforeninger og forbund.

Nævnet kan kritisere og omgøre afgørelser, tilkende erstatning og henstille til BUPL, at der ændres i forretningsgange. Sidstnævnte mulighed er klart den mest anvendte.

"Vi skal træffe afgørelser, javel, men jeg ser ikke klagenævnet udelukkende som en afgørelses-fabrik, vi skal også inspirere til nye og bedre måder at gøre tingene på," siger Jytte Lindgaard.



Ingen fejl, men... Konklusionerne i de 11 klagesager, som gennemgås i klagenævnets seneste beretning, er enten, at det påklagede forhold ligger uden for nævnets kompetenceområde, eller at nævnet ikke kan give klageren medhold.

Dermed ikke sagt, at alt er i skønneste orden.

Således hedder det i en sag, som faktisk ender med at "frikende" BUPL's sagsbehandling:

"Det er vigtigt, at afdelingerne er klar over, at medlemmerne ofte står i en presset situation, og at man har forståelse for, at det er medlemmet, der skal vurdere og beslutte samt være enig i de skridt, der foretages, således at forbundet ikke, selv om det er i medlemmets interesse, "handler hen over hovedet på medlemmet"."



Her må klages

Klager over BUPL's sagsbehandling, hvad

enten den er sket i fagforeningen eller i forbundet, rettes til:

BUPL's klagenævn

c/o advokat Jytte Lindgaard, Niels Hemmingsens Gade 10, Postbox 15, 1001 København K

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.