Fattigdom giver etisk dilemma
Fattigdom giver etisk dilemma
Pædagoger giver et stykke frugt eller knækbrød til børn, der ikke har fornuftige madpakker med. De giver forældre råd om genbrugstøj eller samler selv tøj ind. Og de planlægger arrangementer, hvor man ikke skal tage noget med eller betale en 50’er for at deltage.
Alt sammen for at forsøge at imødekomme børn og familier, der er økonomisk trængte. Det viser BUPL’s nye undersøgelse af børnefattigdom. Den særlige indsats betyder ifølge Elisa Rimpler, formand for BUPL, at pædagoger kan komme til at stå i et etisk dilemma.
»Vi bliver som pædagoger nødt til at vælge, hvor vi skal lægge vores indsats. Udfordringen er, at vi samtidig får færre og færre ressourcer, så det bliver sværere at løfte den helt basale opgave, vi har. Hvis der er børn og familier, der har brug for at blive taget særligt hånd om, så kræver det ekstra arbejde af pædagoger, og det har vi svært ved at få mulighed for, med de ressourcer vi har i dag,« siger Elisa Rimpler, som advarer mod at tro, at pædagoger helt kan udligne sociale og økonomiske forskelle mellem børn.
»Vi kan kun gøre det, vi kan, og det betyder, at vi kommer til at stå med vores gode hjerte og faglighed og se på, at der er børn, som glider ud af hænderne på os. Vi kan give omsorg og en hjælpende hånd, og vi kan sørge for ekstra skiftetøj i daginstitutionen. Men vi kan ikke kompensere for den bekymring, som et barn føler, fordi forældrene har det svært, eller for følelsen af at være uden for, fordi man har svært ved at lege biograf, skovtur eller ferie, når man aldrig har prøvet nogen af delene,« siger Elisa Rimpler.