Farlig leg: Leg bliver farlig af forbud

Børn hopper på trampolin, klatrer i træet og leger tæt ved vand, fordi de synes, det er sjovt. Legen er sjov, fordi den også er lidt farlig. Det er blandt andet det farefulde, som får børn til at blive ved med at lege. Men børnene og deres leg modarbejdes for meget af pædagoger og forældre, der har mere fokus på sikkerheden end på børnenes mulighed for at lege.

Det mener Helle Skovbjerg Karoff, adjunkt og ph.d. på Aalborg Universitet i København. Hun er i gang med forskningsprojektet ’Fare, leg og teknologi’, hvor hun undersøger aspekter af den farefulde leg hos børn fra 8-14 år.

Hun er interesseret i det farefulde i legen, fordi det er en del af børns legekultur, som er under pres. Det skyldes voksnes trang til at styre barndommen.

»Vi skal passe på med for mange forbud. For børn opsøger det farlige, ellers synes de ikke, at en leg bliver ved med at være sjov. Men betingelserne for den farefulde leg er blevet anderledes. Vi skal give ansvaret tilbage til børnene, for børn er gode til at hjælpe hinanden med, at der bliver fare nok, men også med at passe på sig selv og hinanden. Hvis vi voksne bakker en lille smule, sørger børnene selv for, at legen bliver ved med at være spændende, men også sikker,« siger hun.

Den norske legeforsker Ellen Beate Sandsetter kalder sammenhængen mellem det sjove og det farlige for ’funscary’. Hvis børn ikke får lov til at lege ’farligt’, gør det dem ikke kun fysisk dummere. De bliver også dummere rent legemæssigt, mener Helle Skovbjerg Karoff.

Hvis en mor eller en pædagog hele tiden står og siger ’pas nu på, pas nu på’, mens barnet hopper på trampolin eller klatrer i træer, ødelægger de den gode stemning og barnets lyst til at lege videre.

»Der er noget benzin i det farlige, som gør oplevelsen bedre. Gode oplevelser med leg gør børn mere kompetente til at lege, fordi de vil stræbe efter mere af det gode. Og når de stræber efter mere, bliver de også bedre til det,« siger hun.



Farlig leg kan læres. Det har en bagside, at der er overdreven fokus på sikker­heden, samtidig med at børn har færre muligheder for at lege i flok med børn i alle aldre. For eksempel går der viden tabt om, hvordan man leger og klarer farlige elementer i legen. De blev tidligere givet videre fra ældre til yngre børn, mener Helle Skovbjerg Karoff.

»Da jeg var syv år, fortalte jeg min søster, som var to år yngre, hvor de bedste gemmesteder var, hvad man kunne bruge pinde til, hvad man kunne bruge åen til, og hvor man kunne bygge gode huler. Det sker i mindre grad nu, fordi børnene er opdelt i alder og leger, hvor de hele tiden er overvåget af voksne,« siger hun.

Fordi børns lege det meste af tiden foregår i institutioner og skoler, er fokus på sikkerheden øget. Børn må ikke komme til skade, når de er i pædagogernes varetægt, og forældrene lægger pres på personalet for mere sikkerhed. Mere end pædagogerne selv ønsker, mener Helle Skovbjerg Karoff.

I stedet for at indføre flere forbud, skal pædagogerne arbejde med ’farlighed’ i deres praksis. De skal indse, at børn har brug for det, og så må de sammen med børnene lave regler for, hvad de må og ikke må. Derved bliver det lettere at give forældrene kvalificerede svar på, hvorfor børnene skal have lov til de lidt farligere lege.

»Pædagoger har forstand på at gå i dialog med børnene om, hvad der er farligt, og hvordan de kan passe på sig selv og hinanden. Det skal de udnytte i stedet for at lave forbud,« siger hun.

Helle Skovbjerg Karoff kender til en skole i Aarhus, hvor der er et bestemt stykke af åen, som børnene gerne må færdes ved. Men der er også et stykke, hvor de ikke må. Og pæda­gogerne er dygtige til at tale med børnene om, hvorfor den ene side af åen er okay, mens den anden side ikke er. Børnene har nu lært, hvordan man færdes de mere ’farlige’ steder.

»Det betyder, at der hele tiden er en dialog mellem børnene om, hvordan de håndterer faren. Det gør legen mindre usikker, og der sker færre uheld,« siger hun.



Giver usikre børn. Ofte bliver forbud legitimeret med manglende ressourcer til hele tiden at have øjnene stift rettet mod alle børn, mener Helle Skovbjerg Karoff.

Men pædagoger og forældre skulle hellere tænke på, hvad der sker med børnenes leg, hvis de bliver mandsopdækket og forbydes at lege farefulde lege. Hun så, hvordan det kan gå, hvis hensynet til sikkerheden kommer til at stå over hensynet til børnenes muligheder for at udfolde sig, da hun for nogle år siden lavede studier i skoler og institutioner i England.

»Alle foranstaltninger i institutioner og på skoler blev vurderet ud fra, om børn kunne komme til skade. Intet handlede om at lære børn at håndtere fare, men udelukkende om at undgå den,« siger hun.

Blandt andet besøgte Helle Skovbjerg Karoff en børnehave med børn i 3-4-års-alderen i Sheffield. Uden om børnehaven var der et hegn, og for at børnene skulle kunne kigge ud over hegnet og sige farvel til deres forældre, skulle de stå på et lille fundament, som var cirka 10 centimeter højt. Men det måtte de ikke, for så kunne de jo falde ned. De engelske børn var blevet meget usikre af alle forbuddene og ventede på, at andre skulle sætte legen i gang.

»Sådan skulle det helst ikke ende her. Vi skal indse, at fare handler om at være opmærksom på de omgivelser, man er i, og om at håndtere sin egen krop i forhold til dem. Sikrer man for meget, tager man den evne fra børnene,« siger hun.

Helle Skovbjerg Karoff mener, at voksnes utryghed ved ’farlige’ lege kan hænge sammen med deres egne mangelfulde erfaringer med for eksempel trampolinen eller at klatre i træer. Hendes råd til voksne er derfor, at de selv skal mærke, hvad det vil sige at hoppe eller gøre noget andet, som de finder for farligt for børnene. For så ved man mere om, hvor der skal passes på.

»Der er en helt klar sammenhæng mellem kompetence og det at komme til skade. Der sker færre skader, jo dygtigere man er. Når vi som voksne vurderer farlighed, så gør vi det ud fra de kompetencer eller mangel på samme, vi har, og derfor bedømmer vi ofte noget som farligere, end det er,« siger hun.



Ikke en Ronja-barndom. Børn uden fysiske erfaringer bliver fysisk dummere. Helle Skovbjerg Karoffs forskning handler dog ikke om det udviklingspsykologiske og fysiologiske perspektiv i farlig leg. Hun er mere interesseret i, hvordan det farlige er vigtigt for, at børn kan skabe situationer, hvor det er sjovt at lege.

»Jeg taler ikke for en ’Ronja-i-skoven-barndom’, og der er ikke grund til at romantisere over børns farlige lege. Det handler mere om at se i øjnene, hvilke konsekvenser et over­drevent sikkerhedsfokus har. Men det handler også om at trække linjerne op for, hvor børnene er i stand til at klare sig selv, og hvor det vil være godt, at voksne sætter rammer for legens udfoldelser,« siger hun.

Derfor har Helle Skovbjerg Karoff i et pilotprojekt med en trampolin undersøgt, hvordan børn gebærder sig, hvis de får lov til at lege ’farligt’.

Ved at sætte en trampolin op i en baghave i et boligkvarter med mange børn i alle aldersgrupper og filme, når der var aktivitet på trampolinen, fik Helle Skovbjerg Karoff indblik i både børn og voksnes adfærd. Hun så, at forældres råb og formaninger forstyrrede børnenes leg, så de glemte at passe på. Altså fik forældrenes adfærd den stik modsatte virkning af, hvad de ønskede.

Når børnene fik lov til at lege selv, så forskeren, at de havde gode strategier for at håndtere det farlige. Børnene passede i stor udstrækning både på sig selv og de andre. De gav dem, der var lidt mere modige, mere plads, og de var gode til at have styr på deres kroppe, så de vidste, hvor både de selv og andre befandt sig.

Forskeren så også, at børn er rigtig gode til at fornemme, hvem der kan lide, hvis legen bliver farligere, ved at andre hopper tæt på dem, og hvem, der ikke kan, og så stille ind efter det. Er nogle børn dårlige til at fornemme andres behov, får de besked om det med det samme.

»Børnene sætter ind socialt, hvis de ikke kan acceptere en bestemt opførsel. Det siger noget om, at de børn, der ikke er i stand til at aflæse strategierne, får problemer. Derfor er det også vigtigt, at alle børn får kendskab til strategierne, ved at vi tillader, at de får lov til at opleve dem på egen krop,« siger Helle Skovbjerg Karoff.

I de tre uger, hvor hendes trampolinstudie stod på, skete der ikke en eneste ulykke.



Børn kan selv

Børn benytter sig af forskellige strategier, der er med til at mindske faren i deres lege:

• De passer på sig selv og andre.

• De giver plads til dem, der er lidt modigere.

• De er gode til at have styr på, hvor deres krop er i forhold til legeredskabet eller ’det farlige’.

• De har styr på, hvor de andre børn er.

• De holder justits med, om de selv eller andre kan lide for farlige lege.

• De skrider ind over for uacceptabel adfærd.

• Store søskende tager ansvar for de små og lærer dem, hvordan de skal gebærde sig.

• Børn har forskellige regelsæt alt efter alderen på de børn, som er med til at lege.

• De bruger ofte lyd og larm som et kommunikationsmiddel til hinanden.

Leg kan være farlig på forskellige måder:

• Ved højder

• Ved fart

• Gennem sociale relationer

• Ved brug af farlige redskaber

• Ved farlige elementer som sten, skrænter, åer eller søer.

Kilde: Helle Skovbjerg Karoff.



Forskeren og hendes forskning

Helle Skovbjerg Karoff er adjunkt og ph.d. på Aalborg Universitet /København ved Forskningslaboratoriet for IT og Læringsdesign (ILD).

Hun er mor til tre børn. Forskningsprojektet ’Fare, leg og teknologi’, hvor hun er på vej ud i feltstudier af 8-12-årige børns leg, er støttet af Carlsbergfondet. Forskeren skal følge børn i deres skole, i SFO’en, i hjemmet, i fritidsaktiviteter og i leg med kammeraterne på legepladsen eller hjemme. Hun skal studere børnene for at se, hvad de laver, hvem de er sammen med, hvad de må og ikke må, og hvordan de håndterer det farlige. Børns farestrategier, som hun har set i et studie med en trampolin og børns adfærd på den, håber hun at få uddybet i det større studie senere.

En anden del af studiet er at forske i den teknologi, som i højere og højere grad kobles på legeredskaber. Teknologien bruges som et ’drive’ til at få børnene ud at være mere fysisk aktive. Det kan for eksempel handle om trykknapper på trampolinen, som giver lyd og lys, når børnene hopper i bestemte zoner. Helle Skovbjerg Karoffs tese er, at teknologien på de fysiske legeredskaber både kan hjælpe med, at det farlige kan være til stede under sikrede forhold og samtidig risikere at gøre redskaberne mere farlige.