Fantasifulde børn - sande løgne

En lille pige er på koloni med den døgninstitution, hvor hun er anbragt. Hun er ude at gå en tur med nogle lokale børn og kommer tilbage til pædagogerne og fortæller en hårrejsende historie om, hvordan en hundehvalp er blevet smidt ud af et vindue fra 2. sal, men at pigen heldigvis når at gribe den.

Er det en løgnehistorie? Tja, i hvert fald er det en symbolsk fortælling om en lille pige, der bliver kasseret af sine forældre, og som må redde sig selv. Det mener Per Thomsen, der er privatpraktiserende psykolog. Han har specialiseret sig i at arbejde med behandlingskrævende børn og unge - blandt andre pigen med hundehvalpen. Han mener ikke, at hun lyver.

"Hun har ikke bevidst defineret, at hun vil fortælle en løgnehistorie. Men hun fortæller sin personlige historie på sin egen måde. Samme pige fortalte også om en måge, der blev skudt med en pil i røven. Det er hendes måde at genfortælle sandheden om det, som alle vidste i forvejen. Nemlig at hun er blevet alvorligt seksuelt misbrugt. Men omgivelserne har givet hende prædikatet, at hun er en pige, der lyver," siger Per Thomsen og slår fast:

"Min pointe er, at børn lyver ikke. De historier, de fortæller, er ikke tilfældige. Børn fortæller en særlig sandhed på en særlig måde. Og pædagoger har en pligt til at forsøge at forstå, hvad barnet siger. Hvis du blot tager for givet, at barnet lyver uden at undersøge motivet, har du en meget dårlig sag."



Voksne lyver selv. Per Thomsen bliver jævnligt kontaktet af pædagoger, der har det svært med børn, der lyver, og som ikke ved, hvordan de skal reagere på røverhistorier. Ofte lyder følgebemærkningen, at barnet lyver for at få opmærksomhed. Den sætning får Per Thomsens nakkehår til at stritte.

"Børn har altid en grund til gøre, som de gør. Hvis pædagogerne vurderer, at et barn lyver for at få opmærksomhed, må de undersøge, om barnets liv er så kedeligt, at han bliver nødt til at bruge en fantasiverden for at få et spændende liv. Og så må de inddrage forældrene."

Det er Per Thomsens oplevelse, at voksne let kommer til at tage afstand fra det barn, der lyver. Sjovt nok, for vi burde ellers have en vis forståelse for lemfældig omgang med sandheden. Vi er nemlig ikke selv for gode, når det handler om at balancere på sandhedens smalle sti.

"De fleste voksne har problemer med deres egen løgnagtighed. Vi har en lang række måder at undgå at være sandfærdige på. Vi vil gerne skåne værtsparret for den udiplomatiske sandhed om deres mislykkede forsøg på at kopiere det asiatiske køkken. Derfor lader vi, som om middagen smager godt. Eller vi beskriver os selv som omstillingsparate, når vi søger et nyt job, selvom vi godt ved, at sandheden er, at vi egenrådige," siger Per Thomsen.

Alligevel er vi selv hurtige til at stemple det barn, der taler usandt.

"Det vækker nogle bestemte følelser i os, når et barn lyver. Vi har lært, at det er forkert at lyve. Det er uærligt, det er en forbrydelse, det er forbundet med noget negativt. Derfor tager vi afstand fra barnets handling frem for at søge at forstå det. Men hvis pædagoger skal forholde sig fagligt og pædagogisk til børnene, kræver det, at de gør op med deres egne moralnormer," siger Per Thomsen.



Løgn handler om mindreværd. Jens Andersen, der er psykolog på Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning i Århus, møder jævnligt lærere og pædagoger, der arbejder med lidt for fantasifulde børn.

"Mange tror, at børnene er uærlige eller uhæderlige, når de overdriver eller siger ting, der ikke passer. Men det er forkerte begreber at bruge, for børn ønsker ikke at være uhæderlige. De vil bare gerne anerkendes," siger Jens Andersen.

Det er hans opfattelse, at børn, der ikke fortæller sandheden, ofte er marginaliserede børn. De er usikre, sårbare og har svært ved at gøre sig gældende i en børnegruppe. De forsøger at imponere de andre børn, som imidlertid hurtigt tager afstand fra dem, når de finder ud af, at historierne ikke holder vand. En ond cirkel er ved at blive dannet.

"Når et barn lyver, er det pædagogernes opgave at hjælpe ham til at blive en del af gruppen, så han føler sig anerkendt. Det duer ikke at forhøre ham eller tage afstand fra hans historier, for meget ofte er løgnehistorier et udtryk for mindreværd," mener Jens Andersen.

Heller ikke Per Thomsen anbefaler, at pædagoger dvæler ved løgnen og lægger i kakkelovnen til et længere foredrag om sandhed og løgne.

"Det vil nødvendigvis blive en moralsk afstandstagen, hvor barnet får at vide, at det er forkert. Det er jo for så vidt også korrekt, men det er ikke særlig nyttigt at få at vide, uanset om man er tre eller fjorten år. Det giver heller ingen pædagogiske handlemuligheder, og det udelukker muligheden for at forstå, hvad barnet egentlig siger," siger Per Thomsen.



SUT-metoden. Selv anbefaler han pædagoger at arbejde ud fra det, han kalder SUT-metoden. S står for at spejle, U for at undersøge fantasien og T for at tilbyde alternativ virkelighedsopfattelse. Per Thomsen giver et eksempel:

"Et barn fortæller, at hans far har vundet ti millioner i Lotto, og nu skal de rejse jorden rundt. En spejling kan i det tilfælde være, at pædagogen siger: "Det er du godt nok glad for. Du smiler og ser meget glad ud." Pædagogen går altså med på hans følelse og afspejler følelsen uden at sætte spørgsmålstegn ved historien."

Efter spejlingen kan pædagogen begynde at undersøge fantasien. Hvad kan man for eksempel lave på en jordomrejse? Men hun skal ikke tale om lottogevinsten og rejsen som en realitet, men derimod i parallel tale. Altså hvad slipper man for, når man er ude at rejse? Hvad kan man opleve?

"Efterfølgende kan pædagogen tilbyde barnet en alternativ opfattelse. For eksempel ved at sige: "Vil du høre, hvad jeg tror? Jeg tror, at du har fortalt den her historie, fordi du har lyst til at være sammen med din far og mor og rejse sammen med dem". Og det er okay at nappe ham i næsen, for der er kontakt til drengen. Til gengæld er det vigtigt, at tilbuddet om alternativ opfattelse ikke indeholder nogen anklage mod barnet og forældrene," forklarer Per Thomsen.

Ifølge psykologen kan det sagtens være, at barnet insisterer på, at den er god nok. Familien har vundet i Lotto. Det er okay.

"Det afgørende er, at pædagogen har undersøgt barnets motiv til at fortælle historien, for dermed føler barnet sig taget alvorligt. Når et barn lyver, kan der være tre grunde: Det vil opnå noget. Det vil undgå noget. Eller det vil kommunikere noget. Det er et af de tre motiver, og det er pædagogens opgave at finde ud af hvilken sandhed, der bliver fortalt."

Ved at tage barnet alvorligt, opnår pædagogerne flere ting.

"Barnets forståelse for sig selv bliver større. Og det lærer, at voksne er nogle, man godt kan tale med, og som interesserer sig for det, der er inden i barnet. De fleste børn vokser fra at lyve. Nogle med dårlig samvittighed over at de løj. Mens de, der blev lyttet til og taget alvorligt, vokser op med en fornemmelse af, at det, de sagde, ikke var helt meningsløst," siger Per Thomsen og slår fast:

"Det, vi voksne kalder løgn, er en kommunikationskanal. Børnene udtrykker noget, og derfor er det vigtigt, at vi ikke bare affærdiger dem. Alle børn eksperimenterer med sandhed og løgne. Det er en undladelsessynd ikke at give det opmærksomhed."