Færre vil være pædagog

Antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen er i år faldet med 18 procent. Det vækker stor bekymring på seminarierne og i BUPL. Årsagen skal blandt andet findes i små ungdomsårgange og uddannelsens kvalitet, men nu har pædagogjobbets ry for ringe løn og stress i hverdagen også sat sine spor.

For syvende gang på syv år i perioden 2000 til 2007 kan Børn&Unge nu igen skrive overskriften "Færre vil være pædagog". Senest skrev vi det i 2006, hvor faldet i det samlede antal ansøgere var på 2,6 procent sammenlignet med året før. Ansøgertallet har stort set været faldende siden sidst i 90'erne, men i år er faldet meget stort. I juli 2006 søgte 8972 personer uddannelsen, men tallet i år er faldet til 7342, som svarer til 18,2 procent færre ansøgere. Samme udvikling er gældende, hvis man alene ser på tallet for 1. prioritetsansøgninger.

Det voldsomme fald vækker stor bekymring på seminarierne, og formand for Pædagogseminariernes Rektorforsamling John Gulløv udtaler i en pressemeddelelse, at søgningen til pædagoguddannelsen har nået et kritisk punkt. Han mener ikke, at man, som man tidligere har gjort, bare kan tilskrive faldet de små ungdomsårgange og diskussioner om uddannelsens kvalitet.

"Udviklingen på det pædagogiske arbejdsmarked påvirker også ansøgernes interesse negativt," siger han.



Ond cirkel. Udsigten til et job med lav løn, og en hverdag med stress, vikarkolleger og langtidssygemeldinger er da heller ikke just god reklame for uddannelsen, men ikke desto mindre er det billedet, som både medier, pædagogerne selv og pædagogernes fagforening tegner af pædagogjobbet. Det er et stort dilemma for forretningsudvalgsmedlem i BUPL, Allan Baumann.

"Vi er jo nødt til at varetage vores medlemmers interesser og fortælle om og klage på deres vegne, når vilkårene er for ringe eller kan blive bedre," siger han.

Men han ved også, at de negative udsagn om pædagogjobbet er med til at skræmme nye kræfter væk.

"Den store nedgang i ansøgertallet er meget bekymrende. Problemet bliver i sidste ende, at der ikke er nok pædagoger. Især i Storkøbenhavn ser vi allerede områder med stor pædagogmangel. I Gladsaxe er manglen på over 100 pædagoger og i Lyngby-Taarbæk over 50," siger han og kalder det en ond cirkel.

"Pædagogmangel betyder bare flere stressede pædagoger og flere langtidssygemeldinger, flere negative mediehistorier og dermed også i sidste ende endnu færre ansøgere til uddannelsen," siger han og finder ligesom John Gulløv udviklingen bundærgerlig.

"Det er en skam, for den nye pædagoguddannelse er en fantastisk god uddannelse - og ikke mindst hvis der er hold i den netop indgåede trepartsaftale (se artikel side 14, red.) om at omlægge arbejdspraktikkerne til SU-finansierede studiepraktikker," siger formanden for Rektorforsamlingen.

Der er studiestart på den reformerede pædagoguddannelse 1. august 2007.



Udviklingen i procent i antal ansøgere med uddannelsen som 1. prioritet fra 2002-2006

Sygeplejerske: +11

Lærer: -30

Pædagog: -20

Socialrådgiver: +8

Kilde: "Valg og fravalg af lærer-, pædagog-, sygeplejerske-,

og socialrådgiveruddannelsen", Epinionsundersøgelse fra

foråret 2007. Kan læses på www.uvm.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.