Færre ansøgere kan betyde ringere uddannelse

Flere års fald i antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen fortsætter. Ungdomsårgangene er små, og måske forbinder de unge faget med støj, pladsmangel og dårlig løn. BUPLs næstformand frygter, at seminarierne vil optage hvem som helst til skade for uddannelsen

Antallet af kvote-2 ansøgere til pædagoguddannelsen er gjort op, og tallene viser, at udviklingen fra midt i 90erne fortsætter: Der bliver færre og færre ansøgere. I år er antallet af ansøgere faldet med 13,8 procent blandt dem, der ønsker pædagoguddannelsen som første prioritet. Og selvom ungdomsårgangene er små, kan det ikke være den eneste forklaring.

Lærerseminarierne har til sammenligning kun oplevet et fald på 3,9 procent siden sidste år, mens ingeniørstudiet har fået en større søgning end tidligere.

Formanden for Pædagogseminariernes Rektorsamling, Søren K. Lauridsen, mener, at faldet til dels skyldes, at ansøgertallet var usædvanligt højt mid i 90erne. Desuden er de unge i dag blevet mere karriere-bevidste, mener han.

»Jeg tror, at pendulet svinger på en måde, hvor vi har være oppe at toppe midt i 90erne. Nu oplever vi en afmatning, fordi de unge i dag er mere karriere-bevidste og er begyndt at søge mod det private erhvervsliv i stedet. Det tror jeg blandt andet skyldes, at de menneskelige værdier, som pædagogfaget står som eksponent for, nu også er at finde indenfor de uddannelser, der kvalificerer til det private erhvervsliv.«

Rektorformanden kan også godt forestille sig, at nogle vælger pædagogstudiet fra, fordi det forbindes med støj, pladsmangel og dårlig løn.

»Det kan sagtens være. Der har været megen omtale af pædagogfaget i de senere år. Det mener jeg grundlæggende er positivt, men jeg tror godt, at vi kunne bruge nogle mere nuancerede billeder af, hvad pædagogfaget også er,« mener Søren K. Lauridsen.

BUPLs næstformand og uddannelsesansvarlige, Annette Trads Hansen, tror ikke, at pædagogfagets omdømme er skadet.

»Det er rigtigt, at vi på mange måder har været kritiske over for de problemer, der er. Men jeg mener ikke, at vi har tegnet et dårligt billede af faget, og jeg hører ikke de unge sige, at de vælger området fra, fordi de anser det som et møgjob.«



Frygt for kvaliteten. Umiddelbart ser Annette Trads Hansen ikke faldet i ansøgertallet som alarmerende. Men hun frygter, at seminarierne vil optage hvem som helst for at fylde pladserne op og dermed forringe uddannelsens kvalitet.

De studerende, der bliver optaget i år, vil som de første blive smykket med titlen "professionsbachelor", og det stiller særlige krav til uddannelsen. Der skal strammes op på 1. års prøven, og derfor vil det være et problem, hvis seminarierne hjælper og bærer studerende gennem uddannelsen, som ikke er i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer, mener hun.

»Det kan være bekymrende, hvis seminarierne nu optager revl og krat for at udfylde pladserne. Det gjorde de sidste år.«

BUPLs næstformand ser helst, at seminarierne tilpasser antallet af pladser på seminarierne.

»I virkeligheden er det en stor udfordring nu, hvor seminarierne alligevel står over for CVU-dannelserne. Det er en mulighed for en rationalisering af seminarierne. Sammenlægninger kan sikre et kvalitetsløft af uddannelsen,« siger hun.

Rektorsamlingens formand mener ikke, at seminarierne har optaget studerende, der ikke var kvalificerede.

»Vi har altid foretaget en kvalitetsvurdering af ansøgerne, og det vil vi også gøre i år. Jeg mener ikke, at vi har optaget nogle, der er for dårligt kvalificerede. Men det kan da godt blive et problem, hvis faldet fortsætter,« siger Søren K. Lauridsen, der mener, at der stadig er rigeligt med ansøgere at vælge imellem.

Pædagogseminarierne har i år 5.839 studiepladser til rådighed, og antallet af kvote-2 ansøgninger, hvor ansøgeren har pædagoguddannelsen som første prioritet, er 5.832. Dertil skal lægges dem, der har uddannelsen længere nede på prioriteringslisten samt kvote-1 ansøgerne, der først er opgjort 1. juli.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.