Et sort kapitel

De seneste uger er et sort kapitel i BUPL's historie. Og der kommer sikkert til at gå lang tid, før vi - og det gælder både menige medlemmer og politisk ledelse - rigtigt kommer os igen.

Forbundshuset havde en dårlig sag, ingen tvivl om det. To ansatte chefers og en daglig leders fratrædelser - og økonomien omkring dem - rejste en mediestorm, som ikke lagde sig igen. Tværtimod oplevede vi en massiv, vedvarende og negativ omtale af BUPL - med et voldsomt tab af troværdighed og handlekraft til følge. Det værste var dog den store skuffelse blandt medlemmer, som ellers altid har betragtet BUPL som en værdig organisation med en høj grad af etik og moral. Skuffelsen skabte vrede hos mange - og beskyldninger om pamperi og ringe ansvarsfølelse prægede debatten både internt og i medierne.

Men man skal i den almindelige skuffelse og vrede heller ikke glemme, at der sikkert er en hel del, der har politisk interesse i at male med på negative billeder af fagbevægelsen.



Spørgsmålet nu må være, om vi vil fastholde BUPL i fortiden, eller om vi vil være en del af fremtiden. Det kan lyde letkøbt, at vi skal rette blikket fremad, men det er altså nødvendigt efter min opfattelse - og det er ikke nødvendigvis let.

Vi skal først og fremmest se på, hvad der er opgaven, og hvordan opgaven bedst muligt løses. BUPL skal tage ansvar for den skade, vores omdømme har lidt, og BUPL skal fremstå som medlemmernes/pædagogernes fagforening. Det skal være en fagforening med en etik og moral, der svarer til det menneske- og samfundssyn, som pædagoger står for. Vi skal have genskabt sammenhørigheden og fællesskabet fra top til bund. Troværdigheden skal genoprettes, og demokratiprocessen skal være klar og tydelig, så medlemmerne ved, hvad de er med til at beslutte.



Nu står vi overfor en ekstraordinær kongres - den anden i løbet af tre måneder! For mig at se er det vigtigt, at vi får valgt et Forretningsudvalg, som kan rumme forskellige holdninger for derved at kunne repræsentere medlemmerne bredt. Og forskelligheden skal kunne rummes og respekteres ud fra en fælles opfattelse af, at man som forretningsudvalgsmedlem - og politisk valgt i det hele taget - er til for forbundet og medlemmerne. Ordet solidaritet er ikke taget ud af det danske sprog, men der er måske grund til at reflektere over, om vi kun er solidariske, når det går godt, eller om vi kan og vil udvise solidaritet i tider, hvor det går skidt. Hvis ikke vi kan, så er det i hvert fald til stor fryd for dem, som gerne ser, at der opstår intern splittelse i fagbevægelsen.



Men en fagforening er andet end sin ledelse. En fagforening er sine medlemmer, og for at BUPL skal kunne leve op til visionen om at genskabe den troværdighed, der har kendetegnet os i så mange år, så kræver det i høj grad opbakning og engagement fra medlemmernes side.

Carl Scharnberg siger det sådan her: "Det nye sker, når den, der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig." Og min opfordring skal være: Bland jer på medlemsmøder, generalforsamlinger og på kongressen, og lad os i fællesskab tage ansvar for kampen, faget, gode løn- og arbejdsvilkår og for at BUPL igen bliver en fagforening, vi pædagoger kan være stolte af.