Et liv med børn og musik

Lad os starte med en kliche: Jytte Rahbek Schmidt er vokset op i et hjem med klaver. Hvor meget kliche det end måtte være, så havde det stor betydning for, at det netop var musikken, som blev hele hendes liv.

Jytte Rahbek Schmidt har været med til at kæmpe for en synliggørelse og anerkendelse af den rytmiske musik og af, at børn kan noget selv rent musisk. Og de første toner til denne kamp blev altså lagt dengang hjemme ved klaveret, da hun ikke var mere end et par år gammel.

"Jeg kan huske dengang..". Udtrykket bliver brugt mange gange, når man taler med Jytte Rahbek Schmidt, men der er også en lang række år at huske fra. Hun er født i 1919 i Århus. I hvad hun selv kalder for "en helt almindelig kernefamilie". Faderen var lærer og elskede at have med børn og musik at gøre.

"Han havde en masse venner, som var revyskuespillere, kunstnere og sangere, som kom i vores hjem, så der var altid en masse musiceren. Og min mor spillede på klaver og akkompagnerede os børn til sådan nogle almindelige børnesange. Så jeg er født ind i en familie, hvor der var en masse at lytte til," fortæller Jytte Rahbek Schmidt og siger, at det har betydet, at samværet omkring det musikalske er noget, som har ligget vældigt dybt i hende. Musik var noget med fællesskab.



En barndom med musik. Da Jytte Rahbek Schmidt er fem år, dør hendes far, og familien flytter til København. Her flytter de meget rundt, da boligsituationen i 1924 ikke var meget bedre, end den er i dag.

"Der er næsten ikke de steder, jeg ikke har boet i hovedstaden. Og alle steder havde min mor sit klaver med, så musikken fulgte med som barn."

Også i skolen fulgte musikken med. Jytte Rahbek Schmidts mor havde lyttet efter sin afdøde mand, som havde været lidt af en foregangspædagog på den skole, hvor han underviste. Moderen var meget politisk og bevidst om, at der var en anden måde at tænke børneopdragelse på. Derfor startede Jytte Rahbek Schmidt i tyverne sin skolegang i de såkaldte Vanløse-forsøg, hvor kulturaktive socialdemokrater stod bag de første forsøg på at ændre børneopdragelsen. Det var en form for friskole inden for den kommunale form.

"I de traditionelle første klasser skulle børnene sidde stille og lære abc og tallene. Hos os gik vi ned og kiggede på frøer, og når vi så kom tilbage, så sang vi en sang om frøer. Der var ikke noget almindeligt pensum, så man gav plads til at synge og være sammen på en anden måde," forklarer Jytte Rahbek Schmidt.

Hun krydrer hele tiden sin talestrøm med små rytmer, som hun slår på lårene eller tramper i gulvet for at illustrere, hvad det er, hun taler om. Ind i mellem bryder hun ud i sang, og det er hver gang med et bredt smil på læben og en vrikken med kroppen, der smitter.



Mødet med jazzen. Da Jytte Rahbek Schmidt kom i mellemskolen, stødte hun for første gang på jazzen. Hun fik en musiklærer, der havde haft Bernhard Christensen, som lige havde lavet jazzoratoriet "De 24 timer". Og da interessen først var vakt inden for den genre, gik det stærkt. Jytte Rahbek Schmidt stiftede bekendtskab med Astrid Gøssel, som var blevet kendt og af nogle frygtet for sin nye gymnastikform, som blev anset for at være fræk og provokerende, fordi der også var gang i den syd for bæltestedet. Astrid Gøssel tog privatelever og underviste i, hvordan man fik den lyd og det rytmiske udtryk, som kom frem, når man både kunne bruge kroppen og stemmen. Jytte Rahbek Schmidt fik presset sig ind som en af disse elever. Hun var 17 år. På det tidspunkt var Jytte Rahbek Schmidt ikke klar over, at hun ville komme til at præge arbejdet med musik i landets institutioner i så stor grad, som hun er kommet til.

"Jeg ville være jazz-sangerinde. Det var mit mål. Det første gik altså på mig selv, og det lå i tiden, at hvis man var sådan en, der ville revolutionere verden, så var det den rytmiske musik, man sloges for. Så i det øjeblik at man gav sig til at uddanne sig inden for den rytmiske musik og ville være aktiv, så var man jo allerede inde i den proces med, at man ville lave om på det traditionelle."



Pædagogik og hoftesving. Det var gennem Astrid Gøssel, at Jytte Rahbek Schmidt stiftede bekendtskab med småbørnspædagogikken. Der var to sider af arbejdet som elev hos Astrid Gøssel. Den ene handlede om kroppen. Traditionel gymnastik var på det tidspunkt noget med at bevæge arme og ben. Det ville Gøssel gøre op med, fordi hun mente, at det ødelagde folks kroppe og holdning. Nu skulle hofterne i svingninger til rytmerne af jazzmusik. Den anden side af arbejdet var børnesangene. Astrid Gøssel arbejdede med, at børn skulle lave deres egne sange. Deres spontansang kaldte hun det. Gøssel havde observeret børn, når de sang, og det var tydeligt, at børnene stadig brugte hele kroppen, når de sang. Introduktionen af spontansang vakte genkendelse hos Jytte Rahbek Schmidt. Hun havde selv i Vanløse-forsøgene oplevet, at man sagtens kunne lave ting selv. Men det lå ikke rigtigt i tiden, at børn selv kunne producere.

"På det tidspunkt skulle børn bare sidde på bænke og synge skønsang," husker Jytte Rahbek Schmidt.

Hun var vokset op i et meget bevidst pædagogisk miljø, og mødet med Gøssel forstærkede en grundholdning og et livssyn om hele mennesker, om fællesskab og om at bruge musikken og rytmikken til at "lukke op" for mennesker.

Astrid Gøssel arbejdede på Kursus for Småbørnspædagoger i København, og når hun ikke selv var i stand til at møde op, så brugte hun gerne Jytte Rahbek Schmidt og andre elever som vikarer i sine timer. På den måde kom Jytte Rahbek Schmidt ind i pædagogikken, og drømmen om at blive jazz-sangerinde røg i baggrunden. Sammen med de andre ildsjæle på Kursus for Småbørnspædagoger startede en lang kamp for at komme igennem med de nye pædagogiske synspunkter, de nye rytmer og få ændret normen.

"Vi var jo en del, der efterhånden kunne se, at rytmikken var vigtig og rigtig, men det var kun i det der lille område i København, hvor tingene levede. De fandtes ikke udover København og var ikke accepteret udover vores kreds."



Oprøret lurede. Astrid Gøssel, Jytte Rahbek Schmidt og andre tilhængere af brugen af rytmisk musik i arbejdet med børn var klar til at tage kampen op mod den klassiske pædagogik.

"Vi lavede oprør mod de klassiske retninger, Fröbel og Montessori. Vi syntes jo, at det var forfærdeligt. I Montessori-pædagogikken skulle børnene sidde og pille med de her toner. Det var en intellektuel måde at gå ind i musikken på. Det lille barn skulle sidde og finde ud af, om en tone var høj eller lav. Der kom vi med den mere kropslige side af det, og sagde, at det der, det er altså ikke børn," siger Jytte Rahbek Schmidt.

Hun forklarer videre, at Fröbel i deres øjne var "lidt bedre":

"Han brugte jo dramatiseringen, så han havde på en måde kroppen med. Men i børnehaverne blev det til sådan nogle underlige klicheer, fordi man ville have børnene til at være artige og pæne, så sanglegene var altid med faste roller. Fröbel var jo faktisk genial for sin tid, men da det var kommet hertil, var det bare stivnet."

Så tilhængerne af den rytmiske musik syntes stadig, at der manglede noget:

"I Fröbels faste roller var der jo ikke meget fantasi, og det ville vi have ind i børns arbejde med musik. Vi havde ikke ordet "kreativitet" dengang, men det var børns egen skabende produktion, vi ville have frem. Børns egen kultur."

Netop børns egen kultur har været et vigtigt fokuspunkt i ildsjælenes arbejde med børn og musik. Jytte Rahbek Schmidt er ikke i tvivl om, hvorfor de måtte kæmpe sådan for at få rytmikken ud i institutionerne.

"Det var, fordi den var uartig. Man kunne ikke se, at det havde noget med kultur at gøre, så man kæmpede imod det. Det lå i samfundet, at man skulle blive på sin plads og lave sit arbejde, og det brød vi med. Vi ville have det initiativ frem, som ligger i børn. Hele det område, som vi i dag kalder børnekultur, var nyt, og folk forstod det ikke."

Derfor blev det også en kamp for at få pædagoger til at forstå, at et barn har andre muligheder for at udtrykke sig end med det talte sprog.

"Man kunne ikke se, at det var en værdi, at børn lavede deres egen tegning og ikke bare tegnede efter en skabelon. Det lå ikke i den pædagogik at bruge alle børns forskellige udtryksmåder i deres udvikling. Det ville vi have frem med vores pædagogik," siger Jytte Rahbek Schmidt.



Rytmikken breder sig. I 1946 efter anden verdenskrig flyttede Jytte Rahbek Schmidt, som nu både havde mand og børn, tilbage til Århus. Under krigen var Social-pædagogisk Børnehaveseminarium blevet oprettet i byen. Det var en søsterorganisation til Kursus for Småbørnspædagoger, og der var også blevet lavet et par, hvad Jytte Rahbek Schmidt kalder fremskridts-venlige børnehaver. Hun blev ansat på seminariet, og her arbejdede hun videre med rytmikken. Hun underviste kommende pædagoger i at inddrage rytmikken i deres arbejde med børnene ude i institutionerne. Et af målene med undervisningen var at få indført den rytmiske sang, så børnene kunne komme til at digte og synge. De studerende lærte sange, hvor børnene selv kunne digte videre.

Jytte Rahbek Schmidt var i 1952 med til at starte Århus Friskole sammen med en forsamling pædagogiske fornyere fra tiden i København, og hun underviste i musik på skolen. Først i tresserne startede hun også i samarbejde med en anden lærer fra skolen en efteruddannelse af pædagoger. En overbygning på grunduddannelsen målrettet til pædagoger, som både indeholdt teori og praksis på musik- og bevægelsesområdet. På det tidspunkt var der på andre børnehaveseminarier opstået et behov for den musikundervisning, de praktiserede på Social-pædagogisk Børnehaveseminarium, så de kursister, som Jytte Rahbek Schmidt og hendes kollega uddannede på efteruddannelsen, kom til at undervise rundt i landet. Langsomt bredte arbejdet med børn og rytmik sig.

"Jeg synes, at vi nåede fantastisk langt herovre. Alle os, der var ansat på Det Social-pædagogiske Børnehaveseminarium, havde de samme visioner. Vi var jo bare blevet flere og flere, og det gav os gode muligheder til at brede rytmikken ud," siger hun og fortsætter:

"Vi holdt foredrag i børnehaver, vi sendte studerende ud fra seminariet, som var interesseret i de her ting, og på efteruddannelsen fik vi de garvede pædagoger ind, som ikke var vant til denne form for pædagogik, men som hurtigt blev "omvendt"," smiler Jytte Rahbek Schmidt.

I 1989 fyldte Jytte Rahbek Schmidt 70 år og måtte gå på pension. Et livslangt arbejde med børn og musik måtte afsluttes fra hendes side. Når man siger til Jytte Rahbek Schmidt, at det da må være skønt at se, at meget af det, som man kæmpede så hårdt for dengang, nu er alment kendt og anerkendt, griner hun hjerteligt:

"Ja, men det skal man jo ikke sige til folk, men jeg tænker det da gerne lidt med mig selv en gang imellem."