Et juleeventyr

Det var en af de morgener. Kort før jul og selvfølgelig ikke et snefnug at se nogen steder udover på genboens kunstigt sprayede vinduer. Som utålmodige fingre trommede regn på ruden. Udenfor havde nattens stædighed lavet dagen om til en tåget grå og våd suppe. Og jeg var sur. Sur som man kun er det sådan en morgen. Jeg skældte ud på radioværten, slukkede for ham, så vredt på uret og besluttede, at der var tid nok til at rydde lidt op på børnenes værelse, inden den mindste, som endnu lå og sov i dobbeltsengen, skulle i børnehave.

På værelset lå legetøjet knæhøjt. I det tågede, mørke morgenlys var der noget uvirkeligt over den sammenfiltrede masse. Som om alle tingene var døde, udsat for en gal mands massakre.

»Bahh,« sagde jeg højt, rystede tanken af mig, greb en papkasse og gik brysk i gang.

»Ud med den og dén og dét der, hvad er det da for noget, og alle de der evindelige bunker af tegninger, altså ærligt talt, hvor længe kan man blive ved at gemme dem?«

I løbet af rekordtid var kassen fyldt. Dernede lå filtpåklistrede husholdningstændstikæsker, edderkoppekastanjer, fedtede fingermalingstegninger, hjørneknækkede stryge-perleplader, ubehjælpeligt klumpede og indtørrede lysestager af ler, malede syltetøjsglas, efterårsblade klistret på papir, iturevne perlekæder, små hjemmebøjede æsker af pap, trylledejs-ting, uroer, flamingobilledrammer...

Selvtilfreds stod jeg og betragtede min fangst. Først dér slog det mig, at alt det, der lå i kassen, var forældre-julegaver, børnene gennem tiden havde lavet på deres institutioner. Nå, skide nu være med det, ikke mere pjat, ud med hele lortet, tænkte jeg stålsat.

Men så skete der noget meget mærkeligt. Hårene på mine arme rejste sig. Min rygsøjle frøs. Nede i kassen bevægede en edderkoppekastanje sig.

Det tændstikomviklede uldgarn var gået op og lignede et menneskes lange, bevidst uredte hår, og selve den indtørrede kastanje havde pludselig et gammelt ansigts umiskendelige træk. Med en af sine knækkede tændstikker pegede den på en af de mange krimskramstegninger i kassen. "Kig nu nøje," bad den.

Jeg prøvede. Men jeg kunne ikke se noget.

»Arhh, sådan noget humbug,« udbrød jeg.



Men så, pludselig, skete der noget. Som var tegningen et af de der hologrammer, hvor man skal finde fikspunktet, før man kan se, hvad billedet forestiller, kunne jeg nu ane omridset af en flok børn og voksne. Billedet blev skarpere og skarpere. Det var en børnehave. En gang i 1970'erne. Børnene var alle i gang med at producere den samme forældregave: En malet træskobund. De gik op i arbejdet med liv og sjæl. En kvinde, rund og mild og klædt i velourpatchwork-busseronne og ankelbehårede sandaler, selvom det var midt om vinteren, gik rundt og roste børnene. Alt virkede så hyggelig bekendt, som når man pludselig genkender en lugt. Men så kom en mand ind - han måtte være lederen - og bad kvinden om at komme med ind på personalestuen. Manden var i en psykedelisk farvet hønsestrik-trøje med et kvindefrigørelsestegn på maven og et kronisk bebrejdende udtryk, der ligesom både startede og endte i hans store viltre skæg.

Glad fulgte kvinden med ind på det hessiantapetserede kontor, hvor udvalgte afsnit af Stig Brostrøms bog "Makarenkos kollektive opdragelse - dansk gruppeopdragelse" var stencilkopieret og hængt op.

»Du, Lis,« sagde manden så og kløede sig i skægget.

»Jeg synes, det er fantastisk, at I som et led i vores tema om håndens arbejde her op til jul har været på besøg hos en skomager og fået alle de kasserede træskobunde med hjem. Men jeg må alligevel kalde dig ind til denne her kammeratlige samtale, fordi jeg ikke kunne undgå at høre dig sige til børnene "At nu måtte I se, hvem der kunne male den flotteste". Vores mål er at udvikle børnenes omverdenforståelse. De skal blive til positive og kritiske samfundsborgere. Kritiske i en sådan grad, at de kan imødegå den kapitalistiske udbytning, indoktrinering og manipulation. Og positive i den forstand, at de fornægter individuel konkurrence til fordel for en solidarisk optræden i forhold til samfundets lønarbejdere.«

Kvinden nikkede ydmygt, og et selvtilfreds udtryk bredte sig i mandens ansigt. Så gik hun tilbage til børnene og lod dem male færdigt. Der var ikke en eneste af dem, der spurgte om netop deres træskobund var den flotteste. Så bad hun dem om at sætte sig i en rundkreds, og mens børnene hørte opmærksomt efter, læste hun begejstret højt af det spændende juleeventyr "Min mor er kranfører."



Billedet blev gradvist uskarpt. Og lidt efter var det væk. Tegningen blev atter blot til krims-krams.

»Det var de forgangne pædagogers jul,« sagde kastanjen. Og så pegede den, nu mere udmattet end før, hen mod en anden tegning. Den havde engang været krøllet sammen kunne jeg se, men nu var den glattet ud.

»Se, se nu« kommanderede kastanjen.

Jeg gloede og gloede og skulle netop til igen at råbe »Arhh, humbug«, da der frem af de mærkelige tuschstreger tegnede sig et uhyggeligt genkendeligt motiv. Af en mor, der til et forældremøde havde rejst sig op. Med harmdirrende, forurettet stemme krævede hun garanti for økologisk mad, træplantning i gården og et totalt forbud mod fthalater i legetøjet. Hun krævede åbningstider om aftenen, for hun arbejdede i mediebranchen, totalt rygeforbud, også i gården, og at en stor del af budgettet blev brugt på indkøb af prinsessekjoler, fordi hendes datter elskede at klæde sig ud. Derefter luftede hun tanken om en langt mere individuel pasning baseret på en inddeling af børnene, så de mest velfungerende børn - deriblandt selvfølgelig hendes eget - kunne lege sammen og dermed tidligt møde nutidens skrappe udfordringer og ikke trækkes med de svage børn. Så kritiserede hun selvfølgelig skarpt pædagogernes generelle mangel på engagement i mit... øh ... vores barn ... øhh ... børn. Og endelig spurgte hun, om børnene her til jul dog virkelig behøvede at lave ting af trylledej, for hendes datter var allergisk overfor salt. Så spurgte en af de tilstedeværende, om hun ikke havde lyst til at stille op til forældrebestyrelsen. Men det kunne der i hvert fald ikke blive tale om, for moren arbejdede faktisk i mediebranchen. Den slags havde hun slet ikke tid til.

Så tog en anden mor ordet. Hun var synligt nervøs.

»Jeg vil ...øhh .. gerne vide, hvordan jeg får min dreng til at spise ... og ... hvad jeg skal gøre for at få ham i seng. Og børste tænder vil han heller ikke. Jeg vil også gerne vide, om jeg skal stille nogle krav til ham om, at han skal rydde op på sit værelse? Og så vil jeg gerne vide, hvad I synes, jeg skal give ham i julegave?«

En pædagog kiggede skjult og indforstået på sin kollega. Der var en krusning af et smil på begge deres læber. Men i samme sekund som deres blikke mødtes, splittedes billedet i tusinde stykker og blev atter til et ruskomsnusk af flerfarvede tuschstreger.



Jeg flyttede mit overraskede blik over på den langhårede kastanje. »Det er de nuværende forældres jul,« sagde den og forsøgte at få vejret. Det var tydeligt, at den kæmpede hårdt.

»Bliv bare lidt endnu,« sagde den så.

»Der er en sidste ting, jeg vil vise dig,«

Og så, med en sukkende kraftanstrengelse samlede den kræfter til at nikke hen mod en af perlepladerne i kassen. Jeg forstod, at jeg skulle kigge på den, som jeg havde kigget på tegningerne. Og ganske rigtigt: Efter et stykke tid kom et billede frem.

Det var et værelse i en børnehave. Alt var lyserødt, og der var kun piger derinde. De legede med dukker og de havde alle sammen t-shirts på, hvor der foran stod: "Barbie er min bedste ven - sponsoreret af Matell Inc." Ved siden af dem var et blåt værelse. Det var fyldt med biler, elektriske helikoptere og remotestyrede soldaterrobotter. Her var udelukkende drenge, som var i vild leg. Udenfor hang et kæmpe banner, hvorpå der stod "Skænket af din Legeonkel Lego."

Sådan fortsatte det ned ad gangen, hvor små videokameraer filmede alt og sendte det direkte ud til forældrenes arbejdspladser. Der var et Disney-værelse, et Zitech-computer rum, et Halfdan-værelse med ordene "Gyldendal" på døren, et TIVOLI-sanserum, og udenfor hvert værelse hang en udgave af "Børns rettigheder efter udliciteringen," underskrevet af Folketingets Formand Charlotte Dyremose. Under rettighedsbeviset hang en seddel (sponsoreret af papirfirmaet MultyCopy), hvorpå børnene kunne melde sig på de forskellige aktiviteter. For enden af gangen, i det der engang var personalestuen, var en af de nyansatte pædagogiske diplom-professorer i gang med at undervise de 2-4-årige i valgfrit engelsk og dansk.

I et andet lokale var børn i gang med at spise deres McMadpakker, mens to af de lavtuddannede "Fættergoger" - begge med et kæmpestort "BR" på ryggen - hjalp med at smide emballage ud. I det sidste lokale, puderummet, stod der kamerafolk overalt. De var i gang med at optage "Christmas Camp" - et reality-tv-program, hvor børnene som en slags julekalender hver dag op til jul stemte et barn ud.

På opslagstavlen nær døren havde nogen hængt en notits op fra bladet "Vinderbørn & Unge." "Nyt angreb fra HAMAX," stod der øverst og nedenunder følgende tekst: "Forældrehævner-bevægelsen HAMAX - der har taget navn efter barnecykelstolen af samme navn - har netop begået endnu et såkaldt "begrundet angreb" mod en børnehavepædagog, som gruppen ikke mente tilstrækkeligt varetog de individuelle interesser hos en fem-årig dreng. Drengen havde sprøjtet med vand på de andre børnehavebørn under en ellers superviseret vaskning af hænder, og da pædagogen i den anledning havde hævet stemmen og sagt: "Nu stopper du med det der", mente gruppen enstemmigt, at barnets selvværd, dets kompetencer, dets individualitet og dets rettigheder var blevet dybt krænket. Straffen faldt da også prompte overfor pædagogen, der således blev tvunget til tre dage i træk at råbe HAMAX-gruppens taktfaste slogan "Voksne UD - Børn er GUD."



Pludselig forsvandt også dette billede. Perlepladen var igen bare en perleplade. Mine hænder rystede, og jeg kunne mærke, at jeg manglede spyt i munden.

»Det er de kommende sponsorbørns jul,« gispede kastanjen. Og så var det, som om den åndede ud. Jeg stirrede vantro på kastanjen. Den var helt ubevægelig. Den lignede heller ikke længere et menneskes ansigt. Forsigtigt rakte jeg hånden frem og følte på den. Den var hård og kold som glemte, indtørrede edderkoppekastanjer, nu engang er. Var det hele bare en drøm? Var jeg vågen? Jeg så på kassen. På alle de ting, jeg før ville smide ud. Nu var jeg ikke længere så sikker. Nej, jeg kunne ikke få mig selv til det.

Jeg kiggede mig omkring. Legetøjet i værelset var ligesom blevet levende igen.

Og så var det, det slog mig. Selvfølgelig. Yes. I dag ville jeg pjække fra arbejde. I dag skulle min datter og jeg simpelthen bare holde fri. I dag skulle hun i hvert fald ikke på institution.

»Kvalitetstiiid,« råbte jeg højt ud i børneværelset og gav mig til at sætte alle tingene tilbage. Mit råb vækkede den mindste. I sin lilla pyjamas dukkede hun op på bare fødder og så på mig med undrende øjne. Jeg sprang hen og tog hende i min favn, kildede hende og svingede hende rundt. Så satte jeg hende ned og gav hende et lille kærligt tryk på næsen.

»Du får en fridag i dag,« råbte jeg begejstret, »så skal vi to rigtig hygge os.«

»Nej jeg gider ej,« råbte hun og stampede den ene fod i gulvet.

»Jeg vil derhen, jeg vil, jeg vil. Det er altså min børnehave.«