Erindringer fra børnehaven; Barndommens gade

Hvad kan du huske fra din børnehavetid? Det spørgsmål stillede seniorforskerne Kim Rasmussen og Søren Smidt fra Højvangseminariets Center for Institutionsforskning til en handelsgymnasieklasse fra Lyngby og en hf-klasse fra

Roskilde - næsten alle sammen unge mellem 16 og 20 år. De fik svaret tilbage i form af 46 dybt personlige stile, der alle handlede om de spor, livet i børnehaven havde sat i hukommelsen. 10 af de unge blev også udvalgt til at komme på besøg i deres gamle børnehave, og den spadseretur ned ad Barndommens Gade var uhyre velegnet til at støve hukommelsen af. Det piblede frem med minder om en barndom på rød, gul og grøn stue.

Det, der springer i øjnene, er, at de unge især kan huske vennerne og alle de lege og projekter, de har haft sammen, fremhæver kultursociolog Kim Rasmussen:

»De voksne er ikke uvigtige, men når vi ser på børnenes erindringer, de spor som livet har sat sig, så er der en meget vigtig del af det, hvor de voksne ikke optræder. Det vi kalder børnemiljøet, det er noget, der står meget stærkt i erindringen,« siger Kim Rasmussen.



»Min bedste veninde hed Stina. Jeg hadede, hvis hun ikke kom i børnehave, for jeg glædede mig altid enormt til, at vi sammen skulle sidde på gyngen og synge "Du er fuld af løgn", som var vores absolutte yndlingssang. Vi skrålede højt, og jeg nød det virkelig og ønskede i mine drømme, at jeg var en voksen smuk sangerinde.«



For Søren Smidt og Kim Rasmussen var det lidt overraskende, at børnene selv lagde så meget vægt på vennerne og legen og ikke ofrede de voksne i institutionerne tilsvarende opmærksomhed i stilene.

Cand. psyk. Søren Smidt:

»Man kunne spekulere over, hvorfor man bliver overrasket over det. Og det gør man vel, fordi pædagogisk litteratur meget lidt handler om børnemiljøet. Når man tænker og skriver om pædagogik, så er det næsten altid, hvad de voksne skal foretage sig. I pædagogikbøgerne forsvinder det, som børnene har med hinanden. De seneste år har der også med virksomhedsplaner og målsætninger været enormt fokus på de her ting. Og det har fjernet fokus lidt fra børnene,« mener Søren Smidt.

Han understreger, at det ikke er ensbetydende med, at der er noget galt, når børnene ikke fremhæver pædagogernes indsats.

»I og med at de børn husker, hvor meget de har lavet med hinanden, så siger de også, at der har været nogle voksne omkring dem, der har været der og kunne bakke deres projekter op. Ellers ville der være mange flere historier om, at deres projekter blev forhindret,« siger Søren Smidt, der understreger, at de voksne til gengæld har været der i nødens stund.

»Noget af det, der er en meget vigtig funktion, er at være der, at være tilstede, at være en man kan stole på og få hjælp af, når man har brug for det.«

Men det har pædagogerne også blik for, mener Søren Smidt.

»Som pædagog har man nok en intuitiv god fornemmelse af, at der foregår noget godt, hvis noget af alt det, som børnene

har med hinanden, får lov til at udfolde sig.«



»Jeg kan huske en dag, hvor Jens og jeg børstede tænder sammen. Jeg kom til at tabe min tandbørste ned i toilettet, og jeg blev så ulykkelig, for jeg var så bange for at få skældud. Men Jens blev min redning. Han dykkede hele armen ned efter den, og jeg blev glad igen. Men så kom Mette (pædagogen) og så det, og så fik vi begge en skideballe for at lege med toilettet. Vi blev sat på en stol, og vi måtte først rejse os fra stolen, når de voksne sagde til.«



Det er dog ikke altid, pædagogerne formår at understøtte og bakke op om børnenes initiativer. Mange af stilene viser, at pædagogerne kan have svært ved at sætte sig ind i, hvorfor børnene gør, som de gør.

"Især er sporene efter uretfærdige indgreb nogle, der huskes. Noget tyder på, at de unge, allerede mens de var børn, var i stand til at skelne mellem rimelige indgreb og urimelige", skriver Søren Smidt og Kim Rasmussen.

»Når børn gør noget, så sætter det fokus på, hvad børnenes bevæggrunde er til at gøre nogle ting. Hvor det umiddelbart kan se ud til, at de overtræder nogle regler, kan hensigten være en helt anden. Det får man indblik i her. Ofte har der været en form for projekt, en form for betydning, som pædagogerne ikke har forstået,« siger Søren Smidt.



»Teater har ikke interesseret mig. Alt det med at optræde var ikke lige mig. Jeg har mere gjort, hvad pædagogerne sagde, og så glædet mig til det var overstået. For bagefter var der som regel æbleskiver eller andet godt.«



At børnene især lægger vægt på lege med de nærmeste venner, betyder ikke, at pædagogerne skal opgive at lave aktiviteter, selv om ovenstående citat godt kunne tyde på det, påpeger Kim Rasmussen.

»Børnene har en ambivalens i forhold til de voksne. Hvis man skal have drama, og man ikke kan lide det, så kan man gå med, fordi man ved, at man får æbleskiver bagefter. Og æbleskiverne ville man ikke få, hvis ikke de voksne var der. Ambivalensen fortæller, at det er vigtigt, at de voksne er til stede, men at det tit er forbundet med både positive og negative sider, det de voksne repræsenterer for børnene,« siger Kim Rasmussen.

Er det ikke snarere et udtryk for, at man skal droppe drama og bare lave æbleskiver?

»Nej, slet ikke. Jeg tror, at man skal gøre det, man brænder for, og hvis der er nogen pædagoger, der brænder for drama eller musik, så skal de selvfølgelig lave det. Men det er et problem, hvis de voksne bestemmer, uden at børnene får lov til at beslutte, om de vil være med. Det kan godt være, at man vil være en, der bare vil kigge på drama og så gå ind og spise æbleskiver bagefter. Det er vigtigt, at børn har en valgmulighed, at de ikke skal noget,« understreger Kim Rasmussen.

Der er også eksempler på almindelige pædagogiske aktiviteter, som børnene godt kunne lide.

»Der er kun entydigt positive historier om højtlæsning. Det betragter de fleste som en form for helle, et sted, hvor man kan søge hen, når det bliver lidt for hektisk,« siger Søren Smidt.

»Men det er også en aktivitet, hvor børnene selv har bestemt, om de vil lytte, eller om de vil være udenfor,« supplerer Kim Rasmussen.



»De første timer i børnehaven var ikke de mest spændende. Det var ikke altid, mine legekammerater kom lige så tidligt, som jeg.«



"Spor af børns institutionsliv" rummer en masse eksempler fra livet og hverdagen i børnehaven, hvor brugerne giver helt konkrete råd om, hvordan de ville ønske, at pædagogerne havde arrangeret hverdagen, fremhæver Søren Smidt:

»Man ser, hvor vigtigt det er for børnene, at deres legekammerater kommer. De går og venter på at komme i gang med at lege, og det kan de ikke, før deres ven kommer. Normalt ringer man ned i børnehaven og siger, at ens barn er sygt eller kommer senere. Men det, der er vigtigt, er, at børnene får det at vide. Det er i virkeligheden dem, der skulle have informationen, for det er dem, der går og venter på, at en skal komme,« siger Søren Smidt.



»I min hukommelse var det frygteligt, at jeg som regel altid skulle være den sidste, der blev afhentet... Den voksne, der nu var tilbage, sagde ofte: "Stine, gå ud og tag dit overtøj på, så du er klar, når din mor kommer lige om lidt". Jeg kunne nu bedst lide, hvis den voksne satte sig sammen med mig og tegnede, imens tiden gik.«



Stine var ikke den eneste, der havde det svært i børnehavens ydertimer.

»Vi kan se, at det for mange børn er svære tider, når de kommer, og når de går,« siger Søren Smidt.

At sige farvel til mor eller far om morgenen kan være hårdt, ligesom det er hårdt at være den sidste i børnehaven, der skal hentes. Savnet af mor (og det er mest hende, der savnes) er meget central i de unges erindringer. De fleste af dem kan diske op med hjerteskærende beretninger om, hvor tung afskeden kan være om morgenen. Men som det fremgår af ovenstående citat fra Stine, så kan pædagogerne være ganske nyttige, hvis de træder til og foranstalter aktiviteter, der kan aflede opmærksomheden fra det kedelige faktum, at der ikke er nogen at lege med.

De unges stile indeholder dog stort set ingen positive historier om morgener med deltagende og engagerede pædagoger. For de, der kommer først om morgenen, er det åbenbart bare om at få overstået den lange venten i selskab med en sur eller kedelig pædagog, indtil legekammeraten kommer.



»Gitte var min favoritpædagog. Hun var utrolig rar med sine søde, brune øjne. Jeg gik altid til hende, når jeg skulle have hjælp til noget. Gitte stod altid for at arrangere de hyggelige ting som for eksempel ved juletid...«



Mange af de unge har haft en pædagog, der stod over de andre voksne i institutionen, yndlingspædagogen.

Kim Rasmussen påpeger, at man længe har diskuteret det omvendte, at voksne har børn, som de foretrækker frem for andre.

»Men her ser vi så, at det også er sådan for børnene. Man kunne hævde, at netop det med at børnene udvælger en voksen, det har meget stor betydning for arbejdsglæden og -lysten hos de voksne. Hvis en voksen aldrig bliver nogens yndlingspædagog, så er det jo ikke til at holde ud at være der,« siger Kim Rasmussen.

Men at blive yndlingspædagog er noget, man gør sig fortjent til, understreger Søren Smidt:

»Der er mange børn, der virkelig holder af deres pædagog. Dér har de oplevet en pædagog, der har set dem, som de er, og de har fået inspiration af at blive set, som den de er.«



»Min største frygt var at komme over og sidde på bænken sammen med pædagogen Ruth. Jeg sad på bænken nogle få gange sammen med min ven, fordi vi havde sagt frække ord ude på legepladsen. Den dag i dag undgår jeg stadig Ruth, hvis jeg ser hende.«



Ligesom yndlingspædagogerne har de sure, skrappe pædagoger også sat sig meget tydelige spor. De unge beskriver uden at lægge fingrene imellem de sure og skrappe pædagoger, men Søren Smidt mener ikke, at kritikken skal tages alt for tungt.

»Grundlæggende må man tolke det positivt i den forstand, at det er et udtryk for, at der har været en reel relation. Det er forkert at tænke sig, at man har et forhold til så mange børn, og man gerne vil have, at det skal være et engageret og tæt forhold. Hvis det er det, så er had, aggression og irritation en del af det, en anden del er at holde af, at blive støttet. Begge sider er der,« siger Søren Smidt.

»Det er kun ikke-betydningsfulde relationer, der kan være udelukkende positive. Så har du ikke været i clinch, så har du ikke været tæt på,« tilføjer Søren Smidt.



»Jeg er glad for at have gået i børnehave, og jeg mener også, at de år, man tilbringer i sin børnehave, har stor indflydelse og er med til at "forme" det menneske, som man hver især er blevet til i dag, og at den har stor betydning for den kommende udvikling af mennesket.«



Undersøgelsen viser børns liv som utroligt nuanceret og selvstændigt, mener Søren Smidt:

»Børnene har et meget levende, aktivt miljø, og det viser, at pædagogik handler om at kunne se det og komme i dialog og clinch med alle de ting, som er vigtige for børn. Pædagogik kan blive noget, som understøtter og hjælper alle de initiativer, som børn nu tager. Det vrimler jo frem med aktivitet fra deres side,« siger Søren Smidt og tilføjer, at det samtidig er en opfordring til pædagogerne om kun at lave de kollektive regler, der er nødvendige.

»Det kan umiddelbart opleves lidt mere besværligt at tage individuelle hensyn. Til gengæld taler det her materiale for, hvor vigtigt det er. Det at tage individuelle hensyn gør, at nogle af de ting, som børnene er i gang med, kan udfolde sig, selv om de er lidt på tværs af, at alle skal samles og gøre det samme,« siger Søren Smidt. l



"Spor af børns daginstitutionsliv" er udkommet på Hans Reitzels Forlag. Pris: 250 kroner



»Vi havde en stor sandkasse med to gravemaskiner i, en rød og en blå. Dem var der altid rift om. På et tidspunkt fik vi den skøre ide at grave ned til kineserne på den anden side af jorden. Vi gravede, fra vi kom, til vi blev hentet og nåede efterhånden så langt ned, at vi kun lige kunne kigge op over kanten af hullet. Men vores leg blev stoppet, fordi pædagogerne mente, at sandet i sandkassen ville blive ødelagt, hvis vi gravede mere jord op, da vi for længst havde nået bunden af sandkassen.«

Fra "Spor af børns institutionsliv".



»Jeg husker dem siddende. De sad altid på bænken. Nogen gange gik de sådan lidt rundt, men det var ikke meget. Man kunne altid få fat på dem der. Jeg kan huske, at de sad tit og drak te, og at de havde altid koppen på den der specielle måde. De holdt aldrig i hanken. De holdt altid sådan inde på koppen, sådan rundt om den. Det var meget pædagogagtigt.«

Fra "Spor af børns institutionsliv".



»Jeg husker en pige, som tegnede på min flotte tegning. Så blev jeg sur og tog en saks, der lå ved min hånd. Jeg klippede en af hendes lange fletninger af. Hun samlede den op og begyndte at skrige. Pædagogerne kom styrtende, og så husker jeg faktisk ikke andet, end at pædagogen Janne blev enormt sur på mig.«

Fra "Spor af børns institutionsliv".