Energi så alle kan forstå det

Et nyt solcelleanlæg i daginstitutionen Kløverløkken i Fredericia producerer ikke kun strøm til hverdagens brug, men giver også børnene en god forståelse af, at energi er en sparsom ressource

I sig selv er et solcelleanlæg på taget af en daginstitution faktisk temmelig ligegyldig. Men når samme installation også kan vise, hvor meget elektricitet de enkelte maskiner i huset forbruger - og hvor meget energi solcellerne henter hjem fra Moder Sol, så begynder der pludselig at være en pædagogisk pointe i projektet. Navnlig når selv børn på 3-4 år bliver klar over, at strøm ikke kommer fra den blå luft, men i virkeligheden er en sparsom ressource og af den grund er begyndt at slukket lyset, når de forlader en stue.

»Efter vi har fået monteret solcellerne, er børnene begyndt at snakke om, at energi er noget, vi skal passe på. De kan med egne øjne se, at når hele huset kører og er fuldt oplyst, kan vi ikke skaffe strøm nok - vi må ud og hente energien andre steder,« fortæller lederen af Kløverløkken, Lone Ellehuus.



Energibevidste børn. Det teknisk avancerede anlæg er koblet på et lille dukkehus ved indgangen til institutionen, og ved at tænde på nogle kontakter i minihuset, kan børnene se hvor meget strøm, der bliver brugt i de enkelte rum. Forbruget i køkkenet er en bekostelig affære, og så snart maskinerne i køkkenet er i gang, kan solcelleanlægget ikke følge med. En masse røde lys indikerer, at strømmen skal hentes fra kraftværket, men i samme øjeblik, man slukker i køkkenet, kan solcellerne følge med igen. Hvis børnene tænder lyset i et af rummene, er forbruget derimod ikke så stort og lysene blinker stadig grønt.



Børnene i Kløverløkken har ændret energiadfærd, selv om det kun er halvandet måned siden anlægget blev sat op.

»Børnene er blevet bevidste om, at energi er noget, der koster og at det sviner både at lave og forbruge energi. De slukker lysene efter sig, når de forlader et lokale, og de snakker også med forældrene om, at de skal spare på strømmen derhjemme. Vi har altså fået en flok unger, der allerede fra helt små ser en sammenhæng i energiforbruget,« siger Lone Ellehuus.

Den grønne tankegang i institutionen går tydeligt igen i arkitekturen. Det store køle/svaleskab i køkkenet drives ved hjælp af jordvarme, og solceller og det meste af lyset kommer fra store ovenlysvinduer. Men det er ikke kun børnene, der er blevet klogere. Energiforbruget i institutionen er for stort i weekenden, hvor der jo er lukket, og synderen er ventilationsanlægget, der kører dag og nat. Derfor er de voksne nu gået i gang ved at undersøge, hvordan forbruget af el kan mindskes, når børnene er sendt hjem.

Et dyrt projekt. Et solcelleanlæg er ikke nogen helt billig sag at installere, og anlægget i Kløverløkken har da også kostet mere end 270.000 kroner, hvoraf de 244.500 kroner er skaffet fra Energistyrelsen - resten fra Fredericia Kommune.

Anlægget vil aldrig kunne tjene sig selv hjem, men på et år henter solcellerne på taget cirka 10 procent af elforbruget i Kløverløkken. Og det svarer til forbruget i en husstand med fire mennesker, nemlig omkring 10.000 kroner om året.

Netop anskaffelsesprisen er en væsentlig hindring for, at andre daginstitutioner kan gå i gang med et lignende projekt, men filosofien er, at jo flere der anskaffer sig solanlæg, jo billigere vil de blive med tiden. Altså på nøjagtig samme måde som det er gået med mobiltelefoner, computere og andre tekniske apparater. Kløverløkken viser da også gerne solcelleanlægget frem til alle, der interesserer sig for alternativ energi.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.