En minister kom forbi - en genial ide

Man må være positivt misundelige på dem, der har deres børn gående her. For jeg synes virkelig, at I magter at have den rummelighed, som jeg kan forstå, at nogle kan have svært ved. Men det med at tage sig af de sårbare børn og også give de børn, der ikke har problemer, nogle udfordringer, det ser I ud til at kunne klare her. Og jeres projekt ser fuldstændig genialt ud.«

Sådan var reaktionen fra socialminister Henriette Kjær (K), da hun sidste onsdag besøgte Utterslev Kirkes Børnegård på Bispebjerg i København. Leder Margot Clemmensen havde inviteret for at fortælle om et projekt, der skal sørge for tidlig forebyggende indsats over for socialt belastede familier.

Projektet kaldet "Åndehullet" indebærer både en helhedsorienteret rådgivning til forældre med udgangspunkt i institutionen og et aflastningstilbud til børnene. Åndehullet skal etableres uden for åbningstiden og give børn fra problemfamilier et pusterum fra en hverdag sammen med forældre, der af en eller anden grund ikke kan klare forældrerollen. Fordelen er, at både børn og forældre kender de pædagoger, som tager sig af børnene i Åndehullet, og som giver dem råd og vejledning i, hvordan problemerne eventuelt kan løses. Forventningen er, at man ved en sådan indsats kan afværge anbringelse uden for hjemmet. (Læs i øvrigt artikel i Børn&Unge nr. 46/2002 om projektet).



Et pusterum med kringle. I de lokaler, der måske engang skal huse "Åndehullet", men som indtil videre rummer fritidshjemmet, der er under afvikling, er der dækket op ved tre runde borde. Ministeren og de øvrige gæster, som er repræsentanter for bestyrelsen med formanden i spidsen, repræsentanter for personalet, leder af det lokale PPR-kontor, leder af det lokale socialcenter, kontorchefen for daginstitutionskontoret i Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, ministersekretæren og en fuldmægtig fra Socialministeriet, skal beværtes med kaffe, juice, kringle og frugt.

Henriette Kjær og hendes følge er cirka et kvarter forsinket, men Margot Clemmensen og souschef Dorthe Filtenborg Sørensen står parat, da ministerbilen endelig dukker op. På vej til mødelokalerne tegner og fortæller Margot Clemmensen om kunst og dokumentation, som er en vigtig del af institutionens pædagogik, og siger, at hun håber, at ministeren har tid til at se mere af børnehaven bagefter. Henriette Kjær nikker ja, mens ministersekretæren kaster et stresset blik på sit ur.

Margot Clemmensen fremlægger kort projektet og fremhæver, hvad pædagoger kan gøre for at forebygge, at børn udsættes for negativ social arv. Hun mener, at den viden, man har om, at børn bedre kan gennemleve kriser i familien, hvis de har en tilknytning uden for hjemmet, hvor de får hjælp til at bearbejde deres oplevelser, sikres kontinuitet og mulighed for at opleve kontrol over deres egen livssituation, skal komme dem tilgode. Derfor skal en stor del af arbejdet med de sårbare børn udføres på deres arena og af de personer, der er sammen med dem til daglig, og som de har tillid til.

»Formålet er jo at iværksætte en tidlig tværfaglig indsats. Vi ønsker så vidt muligt at bevare familien samlet og tage udgangspunkt i dens ressourcer. Vi vil sikre, at familien bliver mere synlig og en mere aktiv medspiller. Men de skal have hjælp, og det skal vi have dem til at erkende. I dag gør vi den fejl, at vi sender dem mange forskellige steder hen. Vi tror på, at indsatsen skal foregå lokalt, og meget skal helst gøres i den institution, hvor de er, for der er både børn og forældre trygge,« siger hun.



Billigere end familiepleje. Projektet får altså stemplet "genial idé" af socialminister Henriette Kjær, der også mener, at det er helt i tråd med det, regeringen gerne vil.

»Behandlingen skal ligge tættere på, så man ikke nødvendigvis skal i en plejefamilie eller på døgninstitution, som virkelig er et afbræk i barnets liv. Det gør barnet til et anderledes barn, som kan få meget svært ved at komme tilbage til sin familie. Netop det, at det foregår i lokalområdet, et sted børnene kender, og at man har dialogen med forældrene, er også en af vores målsætninger. Så jeg synes selvfølgelig, at det er fuldstændig oplagt, det projekt I har lavet her,« siger hun.

Men da talen falder på, hvordan det kan finansieres, kan socialministeren kun henvise til de puljer, som er afsat til udviklingsprojekter. Blandt andet tanken om børnehuse til børn af forældre, der skal i fængsel eller indlægges på psykiatrisk hospital, som der er givet penge til at eksperimentere med i SATS-puljen, kan måske komme på tale, selv om ministeren godt kan se, at projektet i Utterslev Kirkes Børnegård er i en lidt mindre målestok.

Jørgen Hanghøj, kontorchef i Københavns Kommunes daginstitutionsafdeling, tror også på projektet, og at det vil blive efterspurgt, hvis det kommer i gang. Han mener bare, at problemet med at finansiere det med midler fra puljer er, at de holder op på et tidspunkt.

»Jeg vil meget nødig ud i en situation, hvor der virkelig bliver efterspørgsel, og når forsøget så holder op, er der ikke penge til at køre videre,« siger han.

Socialministeren indrømmer, at man her har fat i det evige dilemma: At finde midlerne til selv geniale projekter.

»Derfor skal projektet forankres allerede fra starten, og det må kommune og amt gå ind i,« siger hun.

Jørgen Hanghøj mener, at projektet kan være svært at få forankret, hvis man ikke kan påvise, at det er økonomisk bæredygtigt.

»Vi skal kunne se, at det giver besparelser i en anden ende,« siger han.

»Men det må da alt andet lige være billigere end en døgninstitution eller familiepleje,« siger Henriette Kjær.



Dokumentation. Ministersekretæren har flere gange kigget på sit ur, og han minder socialministeren om hendes stramme tidsplan. Margot Clemmensen får dog gjort Henriette Kjær så interesseret i at se børnehaven, at hun overhører hans påmindelser.

På vejen fortæller Margot Clemmensen om institutionens udflyttergruppe, der har egen strand og andre udendørs fornøjelser. Viser klatrevæggen frem og fortæller at "Hall'en" - børnehavens store indgangsrum - også bruges til café, atelier, galleri og teaterrum. Lige nu er der en udstilling, hvor børnene har malet på gamle billeder i bedste Asger Jorn-stil. Inspirationen kommer fra et besøg på museet Arken. Dorthe Filtenborg Sørensen fortæller om den skabende tilgang til tingene, som gennemsyrer pædagogikken.

»Vi satser på at finde det, børnene er dygtige til. Vi synes, at processen er vigtigst, ikke så meget det færdige resultat. Lige nu er det maleriet, vi leger med, men vi bruger også andre udtryk.«

På stuerne er børnene i gang med at spise madpakker, så der er fri passage for hele flokken af voksne, der bliver gjort opmærksom på den dokumentation af arbejdet, som man går meget op i i børnehaven. Der er Årstidernes Væg, som lige nu er smykket med et stort vinterbart træ og dokumentation for arbejdet med metoden Trin for Trin, som skal styrke de indre sociale kompetencer.

Henriette Kjær kigger ind på Grøn Stue og får øje på legepladsen, som ikke imponerer hende. Margot Clemmensen lukker døren op, så de kan gå ud og kigge nærmere på den. Hun forklarer, at man klarer sig, fordi man i høj grad bruger naturen omkring institutionen, især den nærliggende Utterslev Mose.

Et strengt sekretærblik fortæller ministeren og os andre, at nu er besøget ved at slutte. Og hurtigt er de tre fra Socialministeriet ude af døren, forfulgt af et "tak for besøget, det har vi været glade for" fra Margot Clemmensen.



Logik for skrubtudser. Bagefter synes Margot Clemmensen, at det hun ville, var lykkedes. Formålet med ministerens besøg var først og fremmest at synliggøre daginstitutionernes arbejde.

»Jeg tror ikke, at vores ministre og ministerier altid er opdateret på daginstitutionens arbejde. Når vi ønskede, at Henriette Kjær skulle komme, så skyldes det, at hun selv har anvendt begrebet den negative sociale arv og har sat spørgsmål ved, om daginstitutionen kunne skabe indsatser på det område. Og de mener vi, at vi via vores projekt kan bidrage til, og derfor skulle hun høre om det. Og så mener vi, at det, at ministeren viser interesse for projektet, kan støtte os i arbejdet med at få det gennemført,« siger hun.

Formand for bestyrelsen Per Halberg mener, at folkene fra kommunen har en større mulighed for at komme igennem med projektet, fordi socialministeren har vist interesse for det.

»For i sidste ende er det jo også et økonomisk spørgsmål. Problemet er jo at påvise, at projektet i sidste ende vil give besparelser. Det kan jo godt være, at vi kan få en familie hevet op ved håret i løbet af to-tre år, men på barnet viser effekten sig måske først om 10 år,« siger Per Halberg.

»De økonomiske planlægninger er jo altid kortvarige, men det er en barndom ikke. Der er allerede et dilemma der,« siger Margot Clemmensen, som nu vil arbejde videre for at få grønt lys for projektet og ikke mindst få et økonomisk grundlag, der kan holde det kørende i længere tid.

»Jeg er stadig optimistisk, selv om der jo ikke bliver givet ved dørene. Slagsmålet kommer til at stå om, hvem der skal give pengene. Men får vi givet den hjælp til 12 familier, som så ikke skal koste plejefamilier, så må der da være en besparelse. Jeg synes jo, at det er logik for skrubtudser nede i mosen, at jo tidligere vi træder til, jo mere effektivt vil det være.«