En hektisk dag

Et værre slæberi

Klokken 15.30 gik jeg over på skolen for at låne en trailer, jeg skulle bruge til at hente paller og gulvbelægning til en scene, vi skulle bruge til fredagens store Fritter MGP. Da jeg alligevel var på skolen, smuttede jeg lige ind i SFO'en og sagde hej, afleverede en timeseddel til min leder og aftalte med en kollega om 2. klassernes besøg til MGP'et.

Klokken 15.45 kørte en kollega og jeg ud og hentede materialerne til at bygge scenen af. Det var hårdt arbejde at få læsset paller og gulvbrædder op på de to trailere.

Klokken 16.15 kørte vi tilbage til Fritteren. Da jeg kom tilbage til Fritteren og kom ind i gangen, kontaktede en mor mig og sagde, at hendes pige havde mistet en femmer, som hun havde i sin pung til slik. Vi blev enige om, at det var ærgerligt, at der var nogle, der ikke kunne kende forskel på dit og mit. To mandlige kolleger og nogle store drenge slæbte paller og gulvbelægning ind i salen, hvor MGP'et skulle være. Jeg gik ind i salen og målte op til, hvor scenen skulle være. Jeg gik med arbejdshandsker og tommestok og lavede scenen, imens "drengene" slæbte materialerne ind. Nogle børn kom ind og beundrede værket og var meget glade og spændte på fredagens forestående MGP.

Kl. 16.55 var scenen stillet op, og de sidste børn og personale var klar til at gå hjem. Jeg vil slutte denne beskrivelse af min travle, spændende og alsidige arbejdsdag med en sætning, jeg synes passer så fint på vores dagligdag som pædagoger og blæksprutter.

En pige på 9 år kom ind i salen, da jeg var ved at stille scenen op og sagde: "Jamen, Birgitte er du både lærer og pædagog og håndværker, hold da op!"

Anonym

SFO/Skole, Hobro



Det var det rene kaos

Klokken ni gik min kollega og jeg ned på "vores" stue. Børnene var lidt oppe at køre, fordi vi skulle have maddag. En forælder sad på gulvet sammen med børnene. Vi holdt en lille samling, inden vi gik i gang med at lave pizza. Til samling talte vi om, hvad en indbydelse er, for vi har nemlig fået en indbydelse til julegudstjeneste i den lokale kirke. Vi gik derefter i gang med at lave pizza. Nogle af børnene ville gerne lave pizzadejen, og andre ville lave fyldet. Alle børn var med, og jeg kunne se, at de nød at være med til at lave den mad, de skulle spise. Undervejs talte vi om, hvad det var, vi lige stod og skrællede og skar ud. Klokken 10.45 var alle tre pizza'er klar til at blive spist. Vi lavede et ta'-selv-bord, så børnene selv kunne vælge, hvad de vil have at spise. Der blev spist på livet løs.

Klokken 11.30 var de første klar til at gå ud og tage tøj på. Efter et stykke tid gik jeg ud i garderoben og hjalp børnene med at få tøj på. Det var det rene kaos derude. Nogle børn prøvede selv at tage tøj på, nogle børn lå oven på hinanden, andre råbte "Kan du ikke hjælpe mig?" Andre løb forvildede rundt. Jeg prøvede at hjælpe de børn, som løb rundt, med tøjet.

Klokken 12 var alle børn på legepladsen, på nær to, som havde gemt sig. De to blev fundet, og en kollega og jeg gav dem tøj på, så de også kunne komme ud. Efter en pause var det min tur til at være på legepladsen. Jeg gik lidt rundt som opsynsmand. Vi var kun to på legepladsen, og noget af tiden var jeg alene, da min kollega skulle hjælpe nogle børn, der havde tisset i bukserne, eller var blevet våde helt ind til skindet. Nogle børn kontaktede mig, andre legede bare rundt omkring.

Ved 14-tiden var der eftermiddagsmad. Café kalder vi det for. Jeg gik rundt på legepladsen og sagde, at der var café, og at børnene skulle gå ind og vaske deres hænder. Nogle børn løb ind, og andre skulle man sige det til flere gange.

Der er altid en del tumult, når vi har café. Børnene skal stå på en lang række, og så får de for eksempel en bolle, derefter går de hen/ud og finder en plads. Den dag spiste vi på legepladsen. En af mine kollegaer hjalp børnene med at finde en plads.

Klokken 14.30 havde jeg fri. Og dog, for der var lige 30 minutter til at gøre klar til forældresamtaler. Min kollega og jeg skulle nemlig have fire samtaler denne dag. Klokken 17 kørte jeg fra børnehaven. Min kollega og jeg gik på vej op til bilen og talte om, hvor god en dag det faktisk havde været, og hvor gode børnene var til at være med til at lave pizza.

Britt Villumsen

Børnehave, Regstrup



Vi er ramt af dårlig mave og opkast

Denne onsdag møder jeg klokken 6.45, og inden klokken syv har min kollega og jeg modtaget to sygemeldinger. Vi er ramt af opkast og dårlig mave. Vi ringer til vikarer og prøver at få skemaet til at hænge sammen resten af dagen. Vikaren kan ikke, vi prøver at ringe til en kollega og få hende til at blive et par timer ekstra i eftermiddag, så må vi hjælpe den stue, der mangler personale om formiddagen, så godt vi kan. Det er ikke optimalt. Meget af pædagogikken bliver til pasning på sådan en dag.

Vi åbner klokken syv, og der kommer fem børn, vi sætter os til bordet og spiser morgenmad. Vi taler om, hvad vi har lavet siden i går. Min kollega er ved at trøste et barn, som savner sin mor. En dreng beder om smørret. Han sidder så langt væk, at jeg ikke kan nå. Jeg beder derfor en af de store piger ved bordet om at række smørret videre. Det gør hun gerne, jeg smiler til hende og siger tak for hjælpen. Det giver uro, hvis jeg rejser mig og går fra de små ved bordet. Vi spiser morgenmad til klokken 8.00. Det vil sige, den kop te jeg troede, jeg skulle drikke, står stadig på bordet. Nogle af børnene ville spille puslespil, og der var et par stykker, som gerne ville have, at jeg vinkede med dem.

Min kollega sidder med de børn, der stadig spiser, det ser hyggeligt ud, og jeg tænker på, hvor godt det er, at vi har en struktur, hvor en af os altid skal blive siddende ved bordet, det giver nemlig ro og nærvær til dem, der spiser.

Klokken er otte. Der er kommet 11 af børnene fra min stue, og jeg er gået derind med dem. I dag ville det være rart, hvis min stuekollega var kommet kl. 8.30, men da vi skal spare på vikarerne, kommer der først en kl. 9.00. Nå, men det går jo ok lige nu. Jeg har både gang i et puslespil med en dreng, som har meget brug for, at jeg kan hjælpe ham. Der sidder tre og tegner. De taler på skift om, at de har været til gymnastik, svømning og håndbold. Tre laver perleplader.

De vil gerne have andre farver perler og have pladerne strøget. Tre andre drenge sidder på gulvet og bygger med pluds-pludser. Godt, jeg både kan lave puslespil og tale med pigerne. Dem, der laver perler, må jeg flere gange bede vente til om lidt. Jeg skal lige hjælpe med en brik, der driller, og stryge pladerne - må vente til senere. Jeg håber ikke, de når at vælte, inden jeg får det gjort.

Klokken er blevet 8.30. Jeg har nu også to børn på skødet. De har bare brug for, at jeg krammer og taler med dem om mor og far. De er begge skilsmissebørn, og jeg ved, det er vigtigt for dem at tale om deres mor og far. Et tredje barn er lige blevet afleveret og er trist over, at far er gået, han vil også gerne op at sidde. Hvor er det godt, jeg har to ben og to arme. Tager en arm om barnet på gulvet og trykker ham ind til mig og taler med ham om mor og far. Han siger flere gange, at han gerne vil op og sidde, men de to, der sidder i forvejen, er ikke klar til at hoppe ned og lege endnu. Jeg prøver at trøste, så godt jeg kan.

Anonym, Børnehave



Heldigvis kun to sygemeldinger

Uret vækkede mig ti minutter i seks. Op og ud i bad og spise morgenmad, inden jeg skulle ud ad døren til min åbner i vuggestuen. Ovre på arbejdet var min kollega kommet og var i gang med morgenmaden. Der kom de sædvanlige fire børn klokken syv. Godmorgen til dem og vinke til mor eller far. Derefter kom de dryssende i en lind strøm.

Der var tre sygemeldinger på børnesiden, men heldigvis kun to på voksensiden. Så i dag kunne vi gennemføre vores normale tirsdagsmusik. I dagens anledning omdøbt til onsdagsmusik. De sædvanlige ti børn var meget oplagte til sang og musikseancen. Det smittede også af på os to voksne, så vi var i godt humør, selvom vi vidste at det blev endnu en dag, hvor vi skulle rende stærkt.

Kirsten Søeballe

Vuggestue, Ishøj





Balancegang

Nogle skal have hjælp til at knappe bukser, nogle skal have skiftet ble, nogle skal puttes, nogle tørres efter toiletbesøg, og nogle skal bare skyndes lidt på eller huskes på at vaske hænder. Min kollega tager over, og jeg går i stedet i garderoben og hjælper og guider børnene til at få overtøj på. Det er vådt udenfor, så tøjet skal lukkes ordentligt, og elastikken i buksebenene skal uden på støvlerne. En kollega fra den anden børnehavegruppe stikker hovedet ind og siger, hun er ude, så jeg bare kan sende mine børn ud. Det er dejligt, for så kan jeg hjælpe lidt flere, inden jeg selv går ud.

Da jeg kommer ud, har en af pigerne behov for hjælp til at få en cykel fri i cykelskuret. De store drenge fra den anden stue driller og siger grimme ting til hinanden. Jeg snakker lidt med pædagogen fra den stue om, hvad de gør ved det. En af mine drenge græder. Hans ven vil ikke lege i dag, fordi han leger med en anden. Jeg prøver at forklare, at hans ven selv må vælge sine legekammerater og trøster med, at han måske har lyst at lege i morgen. Drengen vil ikke lege med nogen af de andre, som jeg foreslår, så jeg lader ham tænke lidt over, hvad han så vil. En anden dreng vil gerne holde i hånden. Han keder sig lidt, og da jeg ved, han har behov for motorisk træning, tager jeg ham med rundt på legepladsen til alle de steder, hvor der er mulighed for at øve sig i balancegang.

Elisabet Hahn

Børnehave, Odense



Fritiden forsvinder

Klokken 9.00: På vejen fra kontoret til Krogens basislokale møder jeg nogle drenge fra 9. klasse. Med det samme siger én af dem med et glimt i øjet: "Det var ikke mig, der gjorde det!" Vi ved begge, at han hentyder til sit 'tidligere' liv, og vi har det rigtig rart med hinanden. Og han slutter da også dette tilfældige og korte møde med: "Det er da lang tid siden, jeg har fået et knus af dig". Og selvfølgelig får han så et midt på en onsdag formiddag i november.

Klokken 9.05: Krogens Basislokale er det eneste lokale, som vi selv råder over 100 procent. Det indeholder køkken. Det er her, vi spiser morgenmad, her vi rykker sammen morgen og eftermiddag, her vi har mini-kontor og telefon. Hertil kommer børn/elever og skolens øvrige ansatte, hvis der er hjælp behov, spørgsmål besvares, ting udlånes osv. Der er 106 børn i Krogen, så bortset fra to børn i børnehaveklassen er alle børn fra de fem yngste klassetrin indmeldt.

Hver onsdag har pædagogerne møde klokken 9.45-11.30, hvor vi bliver opdateret på den forgangne uges oplevelser og hændelser, den kommende uge planlægges, og vi forsøger at nå at reflektere over vores pædagogiske praksis i hverdagen og være visionære for fremtiden. I basislokalet sidder vores SFO-leder, og vi får snakket løst og fast og vendt nogle af de sidste nye tilsendte oplæg om 'Servicekvalitet for skolefritidsordning', 'Styrelsesvedtægten for Folkeskolerne' og 'Styrelsesvedtægt for Enhedsinstitutioner' fra Holbæk Kommune, alt sammen noget vi skal forholde os til.

Klokken 9.30: Det 'lille frikvarter' på 20 minutter er startet, og vi er vant til, at det banker på døren, for her kommer især de mindste børn med deres problemer til trods for, at der er gårdvagter. I børnenes hoveder søger man hjem til 'mor', hvis noget eller nogen driller, hvis man har fået en bold i hovedet eller fået en rift, der kræver et pust, plaster og et knus. Denne dag er ingen undtagelse. Blandt andre kommer en dreng klistret ind i mudder efter et fald på boldbanen, det kræver et totalt tøjskift.

Jeg får spurgt et par af mine kolleger om, hvordan de har grebet elevplaner an i de klasser, hvor de er primærpædagoger, og jeg får lovning på noget skriftligt materiale.

Klokken 9.45: Efterhånden er alle syv pædagoger + en medhjælper kommet. Nogle direkte hjemmefra, nogle fra deltagelse i undervisningen. Vi ser alle frem til onsdagens pædagogmøde, hvor vi er sammen og føler os godt tilpas iblandt ligemænd. Der er næsten altid en af os, der har brød med til mødet, og kaffe, te og stearinlys udsender hygge og velværsdufte.

Der er altid nok af punkter på dagsordenen, for der er mange forhold, møder og aftaler at koordinere for at få Krogens virksomhed til at fungere. Men der er specielt et punkt, som efterfølgende rumler rundt i mine tanker, og som fylder mig med frustration. Det handler om 'børns fri tid', som der bliver mindre og mindre af. Indtil for syv år siden havde de yngste klassetrin fire lektioner, så fik de fem lektioner, og pædagogerne skulle deltage i undervisningen. Med dette skoleårs begyndelse blev undervisningstiden sat yderligere op til seks daglige lektioner eller 30 klokketimer pr. uge. I de 30 timer skal der hver dag bruges 1 time til 'spisning og leg' og 1 time til 'leg og bevægelse'. Der skal være min. 50 procent pædagogdeltagelse i undervisningsdelen, og opgaverne skal løses i fællesskab mellem pædagoger og lærere.

Intentionerne kan for så vidt være gode nok, men det har sine omkostninger for fritidspædagogikken og ikke mindst for børnene og deres barndom. Og det er her, mine frustrationer til tider kan komme op i det røde felt. Efter min opfattelse er der blevet trukket for megen 'skal-tid' ned over barndommen og jo altså mindre 'kan-tid'. Sammenholdt med de aktiviteter, der tilrettelægges i familierne, er der efterhånden ikke megen tid tilbage til blot at være: Fordybe sig, trisse rundt, glemme tid og sted, gennemleve 'den lange leg', kede sig og/eller eksperimentere.

Ruth Dyrhagen

SFO, souschef, Vipperød



Det ender med et slagsmål

I dag er der Biblioteksdag for alle 4. klasser i Sorø kommune. Eleverne på Borgerskolen har tid til at mødes i klasserne først og snakke om, hvad dagens program er. Vi hygger os ind-til vi går i Multisalen, hvor vi finder den række stole, der er reserverede til os. Langsomt fyldes den store sal med børn og deres lærere. Carl Quist Møller, Jungledyret Hugo's far, skal komme og tegne og fortælle. Han giver os alle et par forrygende timer, hvor han medrivende fortæller om egne oplevelser.

Efter frokost fordeles alle 245 børn i mindre grupper rundt om på skolen og på tværs af skoler, så man lærer hinanden at kende. Hver gruppe skal lave et rivebillede med temaet "Danmark".

Det er lidt svært at være mange i en gruppe, der skal samarbejde om at rive et billede. Alle bliver dog så meget færdige med et billede, at der er noget at fortælle om. Billederne bliver præsenteret som afslutningen på dagen. Jeg går med min klasse tilbage til undervisning, men det er rigtigt svært for specialklassen at finde den daglige rytme igen, og det ender med et slagsmål mellem to drenge. Begge drenge reagerer på noget helt andet end det, at de lige blev sure på hinanden. Den ene har mange vrede, indestængte følelser. Nu ville de så ud, og de følelser ramte en kammerat. Konflikten blev løst, og det lykkes at få afsluttet dagen godt for hele klassen.

Anne Gro Hansen

Skole/SFO, Slagelse