En god dag at sejre

Stillet over for 1700 vrede Odense-pædagoger, som trods udsigt til bod og brand lod til at være parate til at strejke igennem, valgte borgmester Anker Boye (S) at imødekomme kravet om endnu en runde forhandlinger om Ny Løn

Onsdag den 14. november, en tindrende smuk efterårsdag, var alt i alt en rigtig udmærket dag for pædagogerne i Odense. Den begyndte godt, gik over i et magtfuldt mellemspil og sluttede i fin stil og stemning. På denne dag to i deres overenskomststridige arbejdsnedlæggelse faldt tingene simpelthen på plads.

Formanden for BUPL Fyn, Lisbeth Schmidt Jespersen, kunne kl. 13.00 på et stormøde i Marienlystcentret berette, at hun halvanden time forinden havde fået borgmester Anker Boyes ord for, at de afbrudte og ufuldendte forhandlinger om Ny Løn, som var årsagen til strejken, ville blive ført til ende. Blot skulle pædagogerne love at genoptage arbejdet straks næste morgen.

»Jamen, selvfølgelig. Nu da vi har fået det, vi kom efter, vender vi tilbage til arbejdet,« lød reaktionen.

Her kunne festen være sluttet, men det gjorde den ikke. Kl. 15.00 begav et demonstrationstog sig afsted fra Skibhustorvet mod Flakhaven. Her, på pladsen foran Odense Rådhus, blev der i selvkomponerede sange og slagord afleveret et budskab. Det lød: "Vi synes, I har båret jer fjoget ad, vi er glade for, at du, Anker Boye, er kommet til besindelse, og vi forventer, at de kommende forhandlinger får et værdigt forløb. Hvis ikke de gør det, er vi tilbage på barrikaden".

Forudsætningerne synes dog at være til stede for et bedre forløb. På et møde mellem BUPL-formand Lisbeth Schmidt Jespersen og borgmester Anker Boye dagen derpå blev det aftalt, at forhandlingerne genoptages onsdag den 28. november, og at de varer ved, indtil der ikke er mere at forhandle om. Stopuret er lagt i skuffen.



Borgmester under pres. At forhandlingerne varer ved, indtil man har fået gjort arbejdet færdigt, burde måske være en selvfølge. Det var det bare ikke i Odense, og det var en af arbejdsgiverne ensidigt fastsat deadline for forhandlingernes afslutning, som udløste strejken.

Da deadline nemlig blev nået 12. oktober, var der kun forhandlet færdigt for pædagogerne i 30 ud af 160 institutioner. Pædagogerne i 130 institutioner kunne derfor først få deres løn forhandlet engang i løbet af 2002.

Der blev taget kontakt til borgmester Anker Boye for at få ham til at intervenere, men det kom der ikke noget ud af. I første omgang.

At der gjorde det i anden, er der ikke kun én, men flere korresponderende forklaringer på. Med et nært forestående valg var det ubekvemt for borgmesteren og det socialdemokratiske bystyre at have en strejke løbende, som der både i den lokale presse og hos menigmand var en ikke ringe forståelse for. Generende for borgerne var den også.

»Flyt jer, så jeg kan komme hjem til de unger, I ikke gider passe,« udbrød en kvindelig cyklist, da hun på vej hjem fra arbejde onsdag eftermiddag blev holdt tilbage af pædagogernes demonstrationsoptog.

For det andet: Anker Boye er formand for Kommunernes Landsforening, som ved de kommende overenskomstforhandlinger vil kræve endnu flere midler lagt ud til lokal forhandling. På baggrund af forhandlingsforløbet i Boyes egen baghave ville der nok være nogle, som kunne finde på at kalde kravet utidigt.

For det tredje: I borgmesterens eget bagland blev der også knurret.

»Det er himmelråbende, som kommunen har opført sig i denne sag,« mente det socialdemokratiske byrådsmedlem Tina Bue Jensen.

For det fjerde: Enhedslistens enlige repræsentant i byrådet, Per Berga Rasmussen, forlangte, blandt andet med støtte fra de borgerlige, at få sat pædagogstrejken på dagsordenen i økonomiudvalget.

Og for det femte: Onsdag den 14. november skulle Anker Boye være vært for selve statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Det kunne tænkes, at Boye godt ville have ryddet op, inden han skulle mødes med partiformanden til, hvad der skulle vise sig at være en fotosession i byens berømteste værtshus, Frank A. I hvert fald var der blevet ryddet op på pædagogfronten, da Nyrup Rasmussen med sit følge af vandbærere og valgstrateger indfandt sig.



Alt er i spil. Børn&Unges udsendte var til stede på Frank A og kunne dér konstatere, at også dette i gamle dage dejligt dunkle værtshus har overgivet sig til cafe-stilen, og at landets statsminister har et godt, fast håndtryk.

Mens Anker Boye et øjeblik er veget fra statsministerens side, slår Børn&Unge til.

Goddag, Anker Boye, hvorfor denne pludselige imødekommenhed overfor pædagogernes krav om nye forhandlinger?

»Jeg har det sådan, at rent forhandlingstekniske forhold ikke må stille sig i vejen, og det var jo det, de gjorde her. Nu kommer der en ny runde, og så må vi se at finde en løsning. Jeg har en million kroner stående, som der står pædagoger på, så mon ikke det kan lade sig gøre.«

BUPL-formand Lisbeth Schmidt Jespersen har denne kommentar.

»Alt er til forhandling, også rammens størrelse. Og der skal ikke herske tvivl om, at den ene million kroner ikke modsvarer vore krav. Vi kunne jo til en start udvide rammen med et beløb svarende til de 1600 kroner, som hver enkelt medarbejder bliver trukket i løn for at have deltaget i strejken.«



Melodi: Det' hammer hammer fedt



Kommunen siger stop

og Ny Løn bli'r et flop

Beslutningen de tog

vi ønsker dialog

Vi vil be' om ordet

kom tilbag' til bordet

Det er ikke værdigt, det der sker



(Uropført ved demonstration foran

Odense Rådhus 13.11.2001, efter at 1700 strejkende pædagoger har fået løfte om nye forhandlinger)



Fyn fit for fight

Andet halvår af 2001 har på Fyn og i omliggende pastorater været præget af turbulens.

Det startede i august, da medarbejderne i Assens gik hjem i protest mod den måde, ISS og de lokale politikere behandlede dem på.

Det fortsatte i Rudkøbing på Langeland, hvor medarbejderne var ude i en længerevarende arbejdsnedlæggelse i anledning af endnu en runde nedskæringer i daginstitutionerne.

I Odense var det utilfredshed med forløbet af forhandlingerne om Ny Løn, som tirsdag og onsdag i sidste uge lagde institutionsområdet dødt. Det var i øvrigt kun anden gang, at en Ny Løn forhandling gik over i en arbejdsnedlæggelse. Første gang, det skete, var for et års tid siden i Holbæk Kommune på Sjælland.

Kommunale nedskæringer og især måden, hvorpå man fik dem præsenteret, udløste i fredags en faglig dag blandt de ansatte i den lille fynske Ørbæk Kommune.

Formanden for BUPL Fyn, Lisbeth Schmidt Jespersen, mener, at der går en rød tråd gennem de fire arbejdsnedlæggelser.

»Det handler i alle tilfælde om manglende reel indflydelse. Folk vil ikke finde sig i at få ting trukket ned over hovedet uden at have haft lejlighed til at komme frem med deres synspunkter.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.