En dag værd at markere

Det vil være et tilbageskridt for integrationenen af flygtninge og indvandrere, hvis de ledige kvinder vælger at passe børnene hjemme

I tirsdags var det 111 år siden, at 30-40.000 mennesker første gang indtog Fælledparken i København for - i lighed med søstre og brødre rundt om i Europa - at kæmpe mod en ulighed og fattigdom, man knapt nok fatter i dag.

Det var dengang, arbejdsløshed var en økonomisk katastrofe, og dengang almindelige lønarbejdere skulle vende hver en øre for at skaffe familien mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. Det har krævet utallige kampe at opbygge en social forsorg og skaffe anstændige boliger, så arbejderfamilier ikke længere skulle stuve sig sammen i fugtige to-værelses lejligheder i baggårde. At sikre skolegang og bygge institutioner til de mange børn, hvis mødre kom ud på arbejdsmarkedet. At opbygge det velfærdssamfund, vi kender i dag.



For os er opgaven at sikre, at velfærdssamfundet ikke bliver pillet fra hinanden, men tværtimod udvikles og forbedres. Det gælder i høj grad også for dag- og fritidsinstitutionerne. Af hensyn til mangfoldigheden, hedder det sig, foreslår Venstre og Konservative udlicitering af daginstitutioner. De politikere, som argumenterer på den måde, tror åbenbart, at alle institutioner for børn og unge er ens. Men vi har skovbørnehaver, naturbørnehaver, musikbørnehaver, menighedsbørnehaver, osv. For ikke at tale om mangfoldigheden blandt vuggestuer, fritidshjem, klubber og SFOer. De har alle udviklet deres egen pædagogiske profil i et samarbejde mellem forældre, børn og medarbejdere.



Der er også røster om "penge følger barnet"-modeller, hvor forældre kan vælge selv at passe børnene eller bruge pengene på såkaldte alternative, private pasningsordninger. Men den model vender den tunge ende nedad, for der vil være en meget større økonomisk tilskyndelse for den lavtlønnede til at trække sig fra arbejdsmarkedet end for den ressourcestærke højtlønnede. Men alle børn har samme krav på de pædagogiske tilbud i institutionerne. Det vil være et tilbageskridt for integrationenen af flygtninge og indvandrere, hvis de ledige kvinder vælger at passe børnene hjemme. Det gør det endnu vanskeligere for kvinderne at komme ind på det arbejdsmarked, som i høj grad kan sikre deres integration. Og for børnene er samværet i institutionerne den sikre vej til integration i det danske samfund.



Samtidig foreslår Kommunernes Landsforening at skære ned på pladsen og personalet i institutionerne, i takt med at børnetallet - måske - daler. Men daginstitutionerne og fritidsordninger har været igennem så mange nedskæringer de sidste 10 år, at tiden er til mere kvalitet. Daginstitutioner er ikke bare pasningsordninger, men danner rammen for børns læring og udvikling. Dermed er de samfundsbærende institutioner, der i allerhøjeste grad er værd at forbedre og udvikle.

Det var blandt andet det, der var værd at markere i tirsdags. Kampen kæmper vi hver dag i institutionerne, fagforeningerne og i BUPLs forbundshus

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.