Dyre daginstitutioner

Forældrene betaler en stadig større andel af udgifterne

Det koster i år over 105.000 ubeskattede danske kroner at have to børn gående i vuggestue og børnehave, hvis forældrenes indkomst ligger over grænsen for topskat på 330.000 kroner. Hvorfor det er blevet så dyrt, kaster den årlige takstundersøgelse fra Pædagogisk Medhjælper Forbund nyt lys over.

Kendsgerningerne er, at taksterne over de seneste 10 år i gennemsnit er steget med fra 46 til 62 procent. Vuggestuerne har haft den største og fritidsinstitutioner for skolebørn den mindste stigning. Til sammenligning er forbrugerpriserne steget med 24,5 procent og pædagogmedhjælpernes løn med 31 procent. Altså er taksterne steget dobbelt så meget som lønninger og øvrige priser.

Forklaringen er ifølge Bureau 2000, som har gennemført undersøgelsen for PMF, at kommunerne vælter en stadig større del af udgifterne over på forældrene. Tre metoder anvendes. Muligheden for at øge forældrenes betalingsandel fra 30 til 33 procent udnyttes i stor målestok. Desuden er værdien af de kommunale tilskud til nedbringelse af taksterne mindre end det halve af, hvad den var for 10 år siden. Endelig er mange kommuner begyndt af medtage nye typer udgifter i det beløb, som forældrebetalingen beregnes efter.

Da der samtidig er sket en standardglidning, så der er kommet flere børn per ansat, betaler forældrene altså en højere pris for et billigere produkt.



Gennemsnitpriserne i 2004:

Dagpleje: 2463 kroner

Institutioner 0-2 år: 2724 kroner

Institutioner 3-5 år: 1599 kroner

Skolefritidsordninger: 1170 kroner



Bag gennemsnitstallene gemmer sig store variationer. Dyreste institutionsplads findes i Frederikssund Kommune i Nordsjællands Amt. Her koster det 3593 kroner at have et barn i vuggestue. De laveste takster finder man i Nordborg Kommune i Sønderjyllands Amt. Her koster det 1436 kroner at have en 0-2-årig i dagpleje, mens en plads i børnehave koster 1164 kroner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.