Dyre besparelser

En vuggestue skal have ny scanner. Lederen finder en til 900 kroner, men den må hun ikke købe. Ifølge kommunens regler skal hun betale 2300 kroner hos et andet firma. En anden institution skal have udført håndværkerarbejde. Lederen finder et godt tilbud, men han er nødt til at betale næsten dobbelt så meget for at få arbejdet udført hos et firma, kommunen har en aftale med. Grunden til det er paradoksalt nok, at kommunen skal spare penge. Københavns Kommune har indgået fælles indkøbsaftaler med en række firmaer. Det betyder, at de kommunale institutioner skal benytte sig af et af de firmaer, når vinduerne skal pudses, varmeanlægget bryder sammen, eller når der skal købes nyt legetøj. Formålet er at spare penge, og derfor er der blevet skåret to procent på institutionernes driftbudget.

Institutionernes ledere er utilfredse. De tror ikke på, at de sparer penge på det. De har masser af eksempler på, at aftalerne forhindrer dem i at købe tilbudsvarer, og de må derfor betale dyrere for varen. Hvad håndværkerne angår, er der heller ikke sparet det store. Det giver dårligere service, fordi de skal til at samarbejde med nye håndværkere, der ikke kender institutionerne, og derfor først skal sætte sig ind i, hvordan eksempelvis fyret fungerer. Og så er det et indgreb i institutionernes selvforvaltning, mener syv ledere af kommunale institutioner, som Børn&Unge har talt med. Seks af de syv ledere ønskede ikke at få deres navn i bladet. Begrundelsen er, at de ikke har overholdt aftalerne og er bange for konsekvenserne, hvis det kommer frem.

Den syvende er Mariann Thorup, der er leder af den integrerede institution Havblik på Amager. Hun forstår godt kollegernes frygt.

"Jeg har spurgt på et ledermøde, hvad der sker, hvis man ikke overholder de her aftaler. Jeg fik svaret, at som daginstitutionsleder er man forpligtet til at følge kommunens anvisninger, ellers kan man i yderste konsekvens blive fyret," fortæller hun.

Indkøbschef i Københavns Kommune, Anders Peder Brahm, siger, at han ikke kender til beslutninger om, hvad der skal ske med institutionsledere, som ikke overholder aftalerne.

"Der er en indbygget opfølgning i brugen af de fælles indkøbsaftaler. Vi kan se, hvor meget det bliver brugt og rapporterer løbende til forvaltningerne og politikerne om status på området. De bestemmer så, hvordan eventuelle afvigere skal håndteres. Det er en misforståelse, at det er besluttet, at lederne bliver fyret, hvis de ikke overholder det. På den anden side. Når politikere og chefer har besluttet noget, og hvis en institution konsekvent ikke overholder det, så må der jo på et tidspunkt ske noget," siger Anders Peder Brahm.



Knaldtilbud er billigere. Mariann Thorups egen institution har overholdt aftalerne. Hun vurderer, at Havblik med de nye aftaler kommer til at bruge nogenlunde ligeså mange penge som før. Alligevel er hun kritisk overfor aftalen.

"Alle institutioner er jo blevet beskåret på grund af denne aftale. Og efter min vurdering kan det, vi sparer, ikke matche det, der er beskåret," siger hun.

"I breve fra kommunen har vi fået at vide, at de godt ved, at aftalerne ikke kan måle sig med knaldtilbud, men at de kan måle sig med almindelige priser. Problemet er bare, at vi er vant til at benytte os af knaldtilbud. Når vi lige står og skal bruge stole eller barnevogne, bruger vi selvfølgelig de tilbud, der er. Og så er vi jo vant til at forhandle om prisen," siger Mariann Thorup.

De ledere, Børn&Unge har talt med, har købt varer på tilbud, som kun kostede halvdelen af, hvad de skulle betale hos de firmaer, de må bruge.

Havblik sparer penge ved at købe økologiske madvarer på tilbud. Her benytter institutionen sig af, at den ligger i nærheden af store supermarkeder, der ofte har tilbud på varerne. Der er endnu ikke indgået aftale om økologiske varer, men den er på vej.

Københavns Kommunes indkøbschef kender kritikken fra institutionerne, men det får ham ikke til at ryste på hånden.

"I institutioner ser man verden fra institutionen. Sidder man i borgerrepræsentationen, ser man kommunen som helhed. Vi hører jævnligt om, at institutioner kan få noget billigere. Man kan altid finde et billigt slagtilbud, men en kommune, som køber ind for tre milliarder om året, kan ikke basere sine indkøb på slagtilbud," siger han. Efter hans mening burde institutionerne heller ikke gøre det.

"De gør måske sig selv og institutionen en tjeneste ved at spare nogle penge nu og her, men de er med til at udhule den fælles indkøbsaftale. Københavns Kommune skal have en jævn god pris," siger Anders Peder Brahm, der opfordrer institutionerne til at kontakte kommunen, hvis de finder noget, der er billigere, end de aftaler kommunen har indgået.

"Det er et problem, at de ikke kontakter os. De snakker med hinanden, men hvis de kontakter os, kan vi jo blive klogere og tage en snak med leverandørerne," siger Anders Peder Brahm. Ifølge ham er det netop en fordel ved aftalerne, at der for leverandørerne er så meget på spil, at de er nødt til at reagere, hvis kommunen ringer og klager over, at en institution ikke får leveret varer til tiden.

"Det er en mulighed for bedre leverandørstyring," siger Anders Peder Brahm.

Han understreger, at det for Københavns Kommune ikke kun drejer sig om prisen på varerne.

"Vi kigger også på arbejdsmiljø, både der, hvor varen er produceret, og i institutionerne, vi kigger på, om det er miljøvenlige produkter, der skal være ordentlig garanti på osv. Derfor kan de produkter, vi køber, godt være dyrere, end dem pædagogerne kan finde i butikkerne."



Ingen alternativer. Ifølge Anders Peder Brahm er der ikke rigtig noget alternativ til indkøbsaftalerne som kommunen sparede 23 millioner kroner på sidste år. Der er ikke opgørelser på, om hver enkelt institution har sparet eller mistet penge, men Anders Peder Brahm vurderer, at nogle har tjent penge, mens andre har mistet penge.

"Kommunen skal spare penge. Hvis man ikke sparer penge her, hvor det gør mindst ondt, må man skære et andet sted," siger han.

De offentlige myndigheder skal både spare penge og levere bedre service, og ifølge Anders Peder Brahm bliver det krav større i takt med, at der på sigt bliver mangel på arbejdskraft og flere ældre, der skal forsørges. Samtidig ser han det som en sikring af, at de politiske beslutninger bliver ført ud i livet.

"Hvis jeg var politiker og traf en beslutning, som skulle føres ud i livet i 1200 institutioner, ville jeg da være usikker på, om det blev gjort, fordi man som institutionsleder har en meget travl hverdag og derfor ikke altid får læst posten eller checket mails. Selvom politikerne beslutter at købe miljørigtigt ind, kan de derfor ikke være sikre på, at institutionerne altid gør det. Det kan man til gengæld være sikker på, hvis man køber ind centralt," siger Anders Peder Brahm.

Men Mariann Thorup er langt fra tilfreds.

"Det går ud over vores selvforvaltning. Vi fik vores selvforvaltning sammen med en besparelse, og nu trækker man selvforvaltningen i land ved at bestemme vores leverandører. Folk føler sig trådt på, fordi de var blevet stillet i udsigt, at vi kunne bestemme selv, og nu kan vi ikke alligevel," siger hun.

Indkøbschefen medgiver, at aftalerne begrænser institutionernes selvforvaltning.

"Men man må gå på kompromis med den totale valgfrihed, hvis man vil have fordelene ved de fælles aftaler. Selvforvaltningen bliver begrænset til, at man kun kan handle hos de valgte leverandører, men der er stadig medbestemmelse. Institutionerne er med til at bestemme, hvad der bliver udbudt," fortæller Indkøbschefen.

Institutionernes indflydelse består i, at de har repræsentanter i de arbejdsgrupper, der definerer, hvilke varer og ydelser der er brug for, og i sidste ende godkender aftalerne.



Meget besvær. Kommunen har argumenteret for, at pædagogerne vil spare tid ved at bruge de fælles indkøbsaftaler, men ingen af lederne er enige. Nu skal alle varer nemlig købes via internettet. I praksis er det derfor lederen og souschefen, der køber alt. Derfor bruger de tid på at købe ting, som de selv eller medarbejderne kunne have købt, når de alligevel var ude at købe ind

Samtidig har lederne haft travlt med at opsige aftaler, de allerede har og indhente nye tilbud. Mariann Thorup har for eksempel opsagt Havbliks faste vinduespudser, der er vant til at komme i huset og god til at tage hensyn til børnene.

"Det billigste af de fem firmaer, vi må bruge, var cirka 20 kroner billigere pr. gang. Men jeg ved jo ikke, hvordan de er. Den vinduespudser, vi havde før, var jo både billig og fleksibel," siger hun.

Marian Thorup og de andre institutionsledere, Børn&Unge har talt med, er bekymrede for, om kvaliteten vil falde på håndværksarbejde. De mener, at det kommer til at koste tid og dermed penge, at det er nye håndværkere, der først skal sætte sig ind i, hvordan varmeanlægget eller ventilationen fungerer. Samtidig frygter de, at de store firmaer simpelthen er langsommere til at rykke ud.

"Der er forskel på, om vi bruger en håndværker fra Amagerbrogade eller et stort firma fra Hørsholm. Hvis vi ringer til de lokale siger de; jeg skal lige være færdig her, så kommer jeg. Det gør de store firmaer ikke," vurderer hun.



De selvejende institutioner i København er omfattes af de fælles indkøbsaftaler, men det er frivilligt, om de vil benytte sig af dem.