Dynamiske daginstitutioner

I sidste uge dukkede et forholdsvist nyt begreb op i pressen, nemlig "dynamiske effekter". Det oversættes vist bedst med følgevirkninger eller sidegevinster, eller man kan sige, at det er, når to plus to er mere (eller mindre for den sags skyld) end fire.

I den forbindelse fastslog Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at investeringer i daginstitutioner har en særdeles stor dynamiske effekt, da daginstitutioner i langt højere grad end f.eks. skattelettelser medvirker til at forbedre samfundsøkonomien. Som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd meget enkelt forklarer, så "passer" en pædagog flere kvinders børn, hvilket samlet set frigør mere arbejdskraft, end det forbruger. Man kan jo så sige, at svagheden i regnestykket ligger i, at den dynamiske effekt alene regnes samfundsøkonomisk. En helt anden dynamisk effekt er nemlig, at daginstitutionerne faktisk betyder læring, udvikling og socialisering for børnene bistået af højt uddannede pædagoger, hvilket på sigt giver dynamiske effekter for uddannelsesniveauet her til lands.



Regnestykkets realiteter er, at Danmark har Europas højeste beskæftigelse af kvinder samt den højeste dækning af 0-3-års institutioner skarpt efterfulgt af de nordiske lande, mens landene i Sydeuropa ligger helt i bund. Faktisk betyder en udgift på 1 mia. kr. til "pasning" af børn - udover antallet af pædagoger - en stigning i arbejdsstyrken på 5800 personer. Her skal man huske, at i regeringsudspillet om flere i arbejde satser regeringen på at få 87.000 flere i arbejde indenfor de næste fem-seks år.



Samtidig er Socialminister Henriette Kjær ude i et ærinde, der har stor "dynamisk effekt". Hun ønsker nemlig, at anciennitetsprincippet for optagelse i daginstitution skal bortfalde, når det handler om arbejdsløse, der jo så altså skal bagest i køen. Det forslag ville utvivlsomt få flere effekter, hvis det bliver vedtaget. Blandt andet frigør det ikke arbejdskraft, men er tværtimod medvirkende til at fastholde arbejdsløse uden for arbejdsmarkedet, faktisk kan der rejses tvivl om, hvorvidt man overhovedet er til rådighed for arbejdsmarkedet En helt anden effekt er, at børnene fratages muligheden for dannelse og socialisering, som måske i mange tilfælde netop er nødvendig for børn af arbejdsløse. Det kan koste dyrt i den anden ende med anbringelser, andre tilbud, m.m.



Ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt er regeringen - og for så vidt også kommunerne - ude med en rigtig skidt sag. Dels ved at ville fjerne anciennitetsprincippet for børn af arbejdsløse - man burde i stedet sikre, at alle kommuner blev omfattet af pasningsgarantien. Dels ved at ville "tilpasse" daginstitutionsområdet til det faldende børnetal fremfor at sikre alle et daginstitutionstilbud og skabe mere plads og billigere forældrebetaling.