Dokumentation styrker faget

På borde, stole og reoler flyder det med større og mindre plancher og mapper af forskellig tykkelse og størrelse. Dorthe Filtenborg Sørensen har lavet en lille udstilling for at vise, hvilken slags dokumentation pædagogerne i Utterslev Kirkes Børnegård, Bispebjerg ved København, laver. Og det er ikke så lidt. For i institutionen, hvor Dorthe Filtenborg Sørensen har været ansat i 10 år, nu som souschef og kunstpædagog, er pædagogerne inspireret af Reggio Emilia-pædagogikken og har gennem årene udviklet deres egne metoder til at dokumentere dagligdagen.

Blandt det omfangsrige materiale kan nævnes Barnets mappe, Dokumentationsbogen, der viser det, der foregår i dagligdagen, mapper om tilrettelagte forløb med handleplaner, produkterne og evalueringer. Der er Drømmelommer, hvor børn fortæller om drømme eller noget, de ønsker sig, Sommerferiemapper, som forældrene har lavet. Og der er dokumentationsplancher, der viser processen i en aktivitet, og andre plancher, der viser, hvad hvert enkelt rum i institutionen bruges til, og hvad pædagogens rolle er i rummet. Desuden laver pædagogerne observationer og iagttagelser af børnene, en form for dokumentation som hovedsageligt bruges internt i personalegruppen eller som oplæg til en forældresamtale.

Det er ikke en overdrivelse at kalde Dorthe Filtenborg Sørensen for en meget varm tilhænger af dokumentation. Hun holder endda kurser om det for andre pædagoger. Grunden til Dorthe Filtenborg Sørensens entusiasme er først og fremmest, at hun er træt af, at pædagogfaget er så lidt synligt og anerkendt. Det billede, andre kan have om hendes arbejde, stemmer ikke overens med, hvad hun selv synes, at det går ud på og indeholder.

"Jeg oplever dokumentation som et uvurderligt redskab til at fortælle historier om, hvad jeg gør med forældrenes børn - både de teoretiske overvejelser, og hvad jeg arbejder med som uddannet i faget. Jeg har ikke behov for at bevise noget eller for, at forældrene skal synes, at jeg er aktiv. Jeg vil vise, hvad jeg gør med børn, og hvilke kompetencer og ressourcer jeg kan se, der ligger hos det enkelte barn, som jeg kan bruge i min pædagogiske praksis. Det er nødvendigt for at synliggøre vores arbejde, ikke for at retfærdiggøre det," siger hun.

Dorthe Filtenborg Sørensen mener ikke, at dokumentation er nogen garanti for, at børnene har det bedre i institutionen. For i virkeligheden skal al dokumentation - inklusive virksomhedsplanen - kunne slettes fra enhver institution, og så skal det stadig være et rigtig godt sted at være. Dokumentation har ikke så stor magt og indflydelse, at det er en forudsætning for at have det godt. Men det er et redskab til at udvikle samarbejdet mellem forældre, børn og pædagoger.

"Man bliver klog på sig selv, sit arbejde og på børn, fordi man bliver klar over, hvor meget børn kan. Man finder ud af, at man kan arbejde fordybende med en børnegruppe, fordi man får sat ord, billeder og handling på det, man gør. Dokumentation er i høj grad også et redskab til pædagogisk refleksion," siger hun.



Kritiske øjne på praksis. Dorthe Filtenborg Sørensen er altså langt fra enig med Birger Thomsen, som mener, at den vigtigste dokumentation er, at pædagoger og forældre kan se, at børn trives og udvikles (se artiklen "Glade børn er dokumentation nok").

"For hvordan kan man være sikker på, at børnene har det godt. Det er jo en meget intuitiv ting, det er noget, han fornemmer eller ser. Når vi laver dokumentation i forhold til konkrete observationer og iagttagelser, så kan vi nogle gange konkludere, at et barn, vi troede havde det godt, rent faktisk ikke har det godt, eller det viser nogle sider af sig selv, som vi ikke havde haft øje for. Dokumentation er med til, at man kigger kritisk på sit arbejde. Det er med til at synliggøre alt det usynlige," siger hun.

Dorthe Filtenborg Sørensen er ikke så bekymret for, at den tid, de bruger til at dokumentere i hendes institution, går fra børnene. Det handler først og fremmest om organisering af arbejdet. I Utterslev Kirkes Børnegård har de udviklet metoder, hvor børnene sagtens kan være med. Eller hvis det kun er nogle af børnene, der er med, fordeler pædagogerne rollerne imellem sig, så én dokumenterer med nogle af børnene, mens de andre tager sig af resten, og der er helt tydelige aftaler om, hvem der kan tage telefonen, og hvornår der er tid til privat snak. Til hvert forløb, som pædagogerne ønsker at dokumentere, laver de handleplaner om, hvilke børn og hvilke voksne, der skal være med, og hvad de skal lave, hvilke materialer og hvilke rum, der skal bruges, og hvilke ture, der skal indgå i forløbet.

For Dorthe Filtenborg Sørensen handler det om, at man prioriterer dokumentation, at man sætter den lige så højt som selve aktiviteten og organiserer det, for så har man også tiden og roen til at få dokumenteret.

"Jeg er nok lidt glad i den retning, for jeg mener, at vi har tid nok i institutionerne. Vi har gode muligheder for at udføre vores arbejde, det handler bare om at organisere det. På de kurser, jeg laver i andre institutioner, ser jeg ofte, at man ikke bruger sin tid effektivt nok, man snakker mere, end man handler, og det er en af de store svagheder i vores fag. Vi har nok en tendens til at være grædekoner, jeg savner mere handling og mere tydelighed," siger hun.



Udsnit af en praksis. Dorthe Filtenborg Sørensen mener ikke, at dokumentation hverken kan eller skal vise alt, hvad der foregår i institutionen.

"For mig er dokumentation, at pædagogen vælger et udsnit fra sin praksis, som hun gerne vil synliggøre over for omverdenen. Det er en appetitvækker til at få den mundtlige kontakt med forældrene," siger hun.

Desuden kan dokumentation være et godt redskab til internt i personalet at få kigget nærmere på børnene og få fastholdt sig selv og hinanden i at have fokus på bestemte problemstillinger i en periode. For Dorthe Filtenborg Sørensen mener, at det er pædagogers arbejde at sørge for, at børn har det godt og udvikler sig, men det er let at blive lidt "stueblind" eller "selvblind" på egen praksis og mene, at børnene har det godt og ser ud til at hygge sig.

"Har man ikke dokumentationen med, så ligger der en fare for, at alt det, vi ser og fornemmer, bliver insider-viden, som flyver i luften. Nok har man et punkt på dagsordenen til stuemødet, hvor man diskuterer børn, men det bliver let diffust, varmluft-agtigt og i spredt fægtning. Efter vi er begyndt at arbejde systematisk, organiseret og dokumenterende, har vi faktisk fået øje på nogle mere dybdegående ting omkring det enkelte barn. Fordi vi skriver det, vi ser, ned, har vi det samme udgangspunkt for at snakke sammen, og det gør diskussionerne mere kvalificerede," siger hun.



Vi skal sætte dagsordenen. Dorthe Filtenborg Sørensen var en af dem, der klappede i hænderne, da det blev et krav, at man skulle lave virksomhedsplaner. Ud over at forældrene og kommunen har krav på at vide, hvad der foregår i institutionen, synes hun også, at det er meget godt for ansøgere til jobs at vide, hvad de bliver ansat til og har indflydelse på.

"Jeg vil give kritikerne ret i, at vi ikke har fået udmøntet tid til at lave for eksempel virksomhedsplaner, det er tid, vi skal tage fra børnene, og det er vi nødt til at dokumentere. Vi skal dokumentere, at vi dokumenterer. Vi er nødt til at fortælle de rigtige steder, at det koster altså noget. Hvis man bare lader den køre rundt i personalegruppen, at man ikke har tid til at lave alt det, så bliver det selvforstærkende på en negativ måde. Men hvis man gør opmærksom på vanskelighederne de rigtige steder, så viser man også, at man tager sit arbejde alvorligt," siger hun.

Dorthe Filtenborg Sørensen er godt klar over, at hun kan blive opfattet som meget "glad" på fagets vegne. Men hun vil hellere se muligheder end begrænsninger.

"Forældre er afhængige af pædagoger, der giver dem noget dokumentation, og børn er afhængige af pædagoger, der ser dem, og hvad der optager dem. Når man, som vi gør, samler spor, er børnene afhængige af, at vi ser de spor og kan omforme det, vi ser, til en pædagogisk praksis. Men det er også meget vigtigt at sige, at børn ikke hele tiden skal være sammen med voksne, der dokumenterer alt, hvad de foretager sig. Vi går ikke ind for overvågning. Videoovervågning er for eksempel ikke dokumentation," siger hun.

Dorthe Filtenborg Sørensen kan godt være bekymret for, at dokumentation kan bruges til at veje og måle pædagogers arbejde.

"Derfor synes jeg, at vi skal tage faget i egen hånd og selv definere dokumentationsbegrebet, inden der kommer nogle andre og gør det for os. Det er min mission, når jeg skriver og snakker så meget om dokumentation, at jeg vil påvirke debatten, så det er pædagogerne selv, der sætter dagsordenen. Nogle kommuner er jo allerede i gang, så det er lige op over, at vi får snakket om det," siger hun.