Dødslisten

Så kom den såkaldte "dødsliste", regeringens liste over "overflødige" nævn, råd og udvalg. Det viste sig at være en ideologisk betonet spareplan, som skal finansiere regeringens valgløfter bl.a. på sygehusområdet. Argumentationen begrænses til udtryk som "smagsdommere" og "eksperttyranni", når regeringen vil nedlægge, sammenlægge eller nedskære bevillinger til råd og nævn.



Et par eksempler fra børneområdet er Udviklingscenter for tosprogede børn, unge og voksne, et videnscenter som yder rådgivning til ansatte i amter og kommuner og formidler en viden om integrationsarbejde, som specielt mange mindre kommuner nyder stor gavn af. Det er Børnerådet, som sætter fokus på børns rettigheder, problemer og muligheder, Kulturrådet for børn, som samler viden om børnekultur og iværksætter projekter bredt på børnekulturområdet, en række formidlingscentre og videnscentre under Socialministeriet med opgaver inden for formidling, udvikling og forskning.



På det pædagogiske uddannelsesområde er det bl.a. Seminarierådet for pædagoguddannelsen og Rådet for de Mellemlange Videregående Uddannelser - og som noget helt fatalt foreslås det at fjerne klubuddannelserne, som kvalificerer især personer med erhvervsfaglig uddannelse til arbejdet med unge.

Der er meget svært at se, hvordan disse råd "risikerer at undertrykke den frie folkelige debat", som statsminister Anders Fogh Rasmussen udtrykte det i sin nytårstale. I nævn og råd sidder repræsentanter for frivillige organisationer, faglige organisationer, interessenter og videnspersoner fra de pågældende områder som sparringspartnere til embedsmænd og lovgivere og dermed som et folkeligt element i en demokratisk beslutningsproces.



I BUPL betragter vi os selv som eksperter i pædagogers arbejdsvilkår, uddannelse og det pædagogiske arbejdes betydning for børns udvikling. Når vi deltager i råd og udvalg, vil vi ikke bare interessevaretagelse, men også dialogen med andre interessenter og ministerierne med henblik på at dele viden, formidle og udvikle området.

Der vil altid være behov for at vurdere, om struktur og formål for råd og nævn er hensigtsmæssig, og det er nødvendigt til stadighed at vurdere udbyttet af rådenes arbejde. Men det er ikke det, regeringen gør med sit udspil. Den store grønthøster er kørt frem, og risikoen for, at værdifuld viden og demokratisk samtale går tabt, er stor.



Det er enhver regerings ret at omgive sig med de rådgivere, der falder i dens smag, men hvis de ikke inviterer til dialog, inviterer de til modstand.

Og det skal de få.