"Det var et meget hårdt klippet indslag"

Undren over tidligere forbundsformands optræden i TV 2 Nyhederne.

Tidligere forbundsformand for BUPL og nuværende formand for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Bente Sorgenfrey, fremkom søndag den 25. januar med en udtalelse til TV2 Nyhederne, som har vakt undren og også nogen fortrydelse hos medlemmerne af BUPL's forretningsudvalg.

Bente Sorgenfrey sagde - ordret citeret: "Det er jo en aftale, BUPL's forretningsudvalg har lavet, og det er der, jeg siger, at der kunne jeg godt tænke mig at have været involveret mig til forhandlinger, fordi så havde vi måske fundet et andet niveau."

Der er noget skuddermudder i sætningskonstruktionen, men meningen er svær at tage fejl af. Bente Sorgenfrey synes i færd med at lægge afstand til den aftale til 4,4 millioner kroner, som BUPL har indgået med to fratrådte chefer og en ligeledes fratrådt daglig leder i forbundshuset.

Bente Sorgenfrey kan godt forstå, at det indtryk står tilbage, men, siger hun til Børn&Unge: "Jeg må sige, at det var et meget hårdt klippet indslag. I de dele, som ikke blev bragt, sagde jeg faktisk, at jeg selvfølgelig påtog mig min del af ansvaret."

Hovedkasserer Henning Pedersen har ikke lyst til at indlede en polemik. Dog påpeger han, at aftalen blev indgået, mens Bente Sorgenfrey var forbundsformand for BUPL, og at det var et samlet forretningsudvalg, som stod bag den. Altså også Bente Sorgenfrey.

Det kronologiske forløb af sagen, som de seneste par uger har haft mediernes store bevågenhed, dokumenterer, at Bente Sorgenfrey har sin del af ansvaret.

6. oktober: Sekretariatschefen og den daglige leder udsteder efter samråd med personalechefen en skriftlig advarsel til en medarbejder i forbundshuset. Vedkommende er husets fællestillidsrepræsentant.

20. oktober: Medlemmerne af Fællesklubben, som er faglig klub for de ansatte i forbundshuset, forlanger enstemmigt advarslen trukket tilbage.

22. oktober: Forretningsudvalget tilkendegiver, at det er dets vurdering, at indholdet i den skriftlige advarsel er sagligt og velbegrundet. Ligeledes bekræftes den ledelsesmæssige kompetencefordeling på forbundskontoret, som betyder, at kompetencen i personsager er tillagt den pågældende afdelingschef - i samarbejde med den daglige leder og eventuelt bistået af personalechefen. Tilkendegivelsen er underskrevet af Bente Sorgenfrey, Annette Trads Hansen, Henning Pedersen, Allan Baumann, Lis Pedersen og John Langford. Eneste forretningsudvalgsmedlem, som ikke skriver under, er Lisbeth Schmidt Jespersen.

24. oktober: Der indgås aftale med sekretariatschefen, personalechefen og den daglige leder af lønsektionen om deres vilkår, hvis de inden 1. februar vælger at forlade deres stilling som følge af indgreb i deres ledelseskompetence. Samtlige syv daværende medlemmer af forretningsudvalget står bag aftalen.

25. oktober: Den skriftlige advarsel bliver af sekretariatschefen og den daglige leder trukket tilbage. Det sker, som det hedder, i fælles forståelse med forretningsudvalget. Reelt er det forretningsudvalget, som forlanger den trukket.

13. november: FTF holder kongres, og Bente Sorgenfrey vælges som ny formand.

14. november: Personalechefen og den daglige leder af lønsektionen forlader deres stillinger.

10. december: BUPL holder ekstraordinær kongres. Annette Trads Hansen vælges efter kampvalg som forbundsformand, mens Birgit Elgaard nyvælges til forretningsudvalget. Som den eneste i det nuværende forretningsudvalg har hun ikke haft med fratrædelses-sagen at gøre.

19. december: Sekretariatschefen meddeler sin afgang, idet han samtidig oplyser, at han har søgt og fået en nyoprettet stilling som udviklingschef i FTF.

20. januar: Forretningsudvalget udsender en redegørelse om sagen til politisk valgte og ansatte i BUPL. Samme aften bringer Søndagsavisens netavis en artikel om, at BUPL har givet fratrådte chefer gyldent håndtryk til 4,4 millioner kroner.

22. januar: Børn&Unge skriver under overskriften "Dårlig ledelse dyr for BUPL" om sagen, mens forretningsudvalget på

BUPL's hjemmeside fremlægger sin redegørelse for forløb og motiver.

25. januar: Bente Sorgenfrey er i TV 2 Nyhederne, hvor hun får formuleret sig, så man kan få indtrykket, at hun ikke har haft ret meget indflydelse på aftalen med de tre chefer.

26. januar: Ansættelsen af BUPL's tidligere sekretariatschef i en nyoprettet stilling som udviklingschef i FTF behandles på forretningsudvalgsmøde i FTF. Forretningsudvalget beklager efter mødet, at den politiske håndtering af ansættelsen har givet anledning til kritik blandt FTF's medlemsorganisationer. Hverken den formelle procedure eller udviklingschefens kvalifikationer kan der efter udvalgets mening sættes spørgsmålstegn ved, ligesom der gives formanden - altså Bente Sorgenfrey - fuld opbakning.

Onsdag og torsdag i indeværende uge har BUPL's hovedbestyrelse været samlet, blandt andet for at drøfte forretningsudvalgets efter adskillige hovedbestyrelsesmedlemmers mening meget uheldige håndtering af sagen. Læs i næste nummer om, hvordan det spændte af.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.