DET HEDDER JO FOREBYGGELSE...

Dennis pjækker fra skolen. Hans mor ved det godt, men hun har ikke overskud til at gøre noget ved det. Hun er arbejdsløs og drikker lidt for meget. Derfor sover hun for længe om morgenen og orker ikke at tage slagsmålene med Dennis, som ikke vil i skole. Efter mange henvendelser fra skolen beder hun socialforvaltningen om hjælp.

Der bevilges en såkaldt hjemmehos'er, der skal hjælpe Dennis og hans mor med at få morgenerne til at fungere, så Dennis kan komme i skole. Sagsbehandleren snakker også om, at det er muligt at sende Dennis på aflastningsophold, så moren kan få lidt ro omkring sig. Dennis' mor er glad, for hjemmehos'eren Merete er god at snakke med, og så tager hun sig af Dennis, der ofte er meget besværlig. Dennis er ikke så glad, for grunden til, at han ikke ligefrem elsker sin skole, er, at han bliver mobbet og heller ikke rigtigt kan koncentrere sig om det, læreren siger. Dennis synes ikke, at den dame, der snakker så godt med hans mor, hjælper på hans problemer.



900 børn ud fra journalerne. Beskrivelsen ovenfor er opdigtet. Men Dennis' problemer kunne sagtens forekomme i det virkelige liv. En ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser nemlig, at der ikke er sikkerhed for, at særligt truede børns behov for hjælp og støtte undersøges ordentligt. I Dennis' tilfælde betyder det, at sagsbehandleren sandsynligvis ikke ved noget om hans problemer i skolen. Han er nemlig ikke blevet spurgt.

Samtidig sætter kommunerne i 94 procent af tilfældene de samme foranstaltninger i gang, selv om det viser sig, at de kun hjælper i en tredjedel af tilfældene. De mest populære støtteaktiviteter er aflastningsophold, hjemmehos'ere eller konsulentbistand.

Seniorforsker Else Christensen fra Socialforskningsinstituttet har sammen med kolleger undersøgt den forebyggende indsats over for truede børn:

»Vi har blandt andet undersøgt 900 børn ud fra journalerne, og kun en tredjedel af dem havde fået deres problemer løst efter fire år. Det er i underkanten. Og når det så er de tungeste familier, det handler om, hvor problemerne er massive, må man sige, at man ofte ikke får gjort tilstrækkeligt ved familiens situation. Det kan være vanskeligt at sige, om man kan tale om forebyggelse, men det hedder det jo,« siger hun.



Viden mangler. En anden del af undersøgelsen, hvor man har set på, hvordan problemerne beskrives og undersøges, viser, at der kun i cirka halvdelen af tilfældene bliver iværksat en såkaldt paragraf 38-undersøgelse, som Serviceloven foreskriver. En sådan undersøgelse skal fremskaffe al relevant information til belysning af problemet. Men da det ofte ikke sker, sætter man foranstaltninger i gang, udelukkende på baggrund af først og fremmest den henvendelse man får fra forældrene og i langt sjældnere tilfælde byggende på de underretninger, der kommer fra skole, institution eller kommunens PPR. Det betyder ifølge Else Christensen, at problemerne ofte ikke er godt nok beskrevet.

»Der står jo i vejledningen til Serviceloven, at man skal have det nødvendige kendskab, men det er igen et skøn, hvad det er. Så noget af problemet kan være, at man kender for lidt til de alvorlige problemer, og at de er svære at overskue,« siger hun.

Noget af det centrale, man fandt i undersøgelsen, er, at der var uklarhed omkring de begreber og teorier, man bruger inden for området.

»Det vil sige, at der en usikkerhed om, hvad man taler om, fordi man bruger for brede begreber - som for eksempel bekymringsbegrebet. Det er vigtigt for at få en bedre indsats, at man som et minimum bliver tydeligere med, hvad man konkret mener,« siger Else Christensen.

Desuden er indsatsen for ensartet. I cirka 65 procent af alle sager bliver der iværksat aflastning, og i nogle sager bliver der også sat andre ting i gang - måske en hjemmehos'er.

De foranstaltninger har vist sig at have en alt for uspecifik virkning i forhold til de problemer, de skal afhjælpe, mener Else Christensen.

»Hvis man forestiller sig, at det at mor drikker skal løses med en aflastning, er det så nok? Man er måske lidt gammeldags inden for området. Man kører med det, man kender. Selvfølgelig kan det aldrig skade, at der måske kommer en anden familie med overskud ind og tager sig af barnet, men det er jo ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt, og at det løser selve problemets kerne,« siger hun.

Else Christensen peger på, at en bedre viden om familierne kunne føre til, at man prøvede at finde andre og bedre løsninger på problemerne.

»Jeg ved godt, at det måske kan gå hen og blive dyrt. Men hvis man vil have løst problemerne, må man måske sætte mere radikalt ind,« siger hun.



Overblikket mangler. Dennis' mor henvendte sig selv hos sagsbehandleren for at få hjælp til Dennis. Undersøgelsen viser, at det oftest er forældrene selv, der kommer for at få hjælp. Det undrer Else Christensen, at det er et resultat af undersøgelsen, for det går stik imod, hvad andre (udenlandske) undersøgelser tidligere har vist. Og hun siger da også, at man ikke kan vide, om forældrenes henvendelser kommer efter mange skub, råd og vejledninger fra skole og børnehave.

Desværre viser undersøgelsen også klart, at der ikke sker så meget ved, at enten forældre eller pædagoger henvender sig om problemer omkring et af de særligt truede børn.

»Det man kan få bekræftet er, at det er vanskeligt at få et overblik over, hvad der sker omkring de her børn. For det er der ingen, der har. Der er kommuner, hvor sagsbehandlerne skiftes ud en gang om året, og det er jo ikke med til at fastholde et overblik og en kontinuitet i behandlingen. Det er et stort problem, og især når der også er så lidt systematik i den måde, journalerne føres på, kan det være svært for en ny sagsbehandler at danne sig et hurtigt overblik over en families situation,« siger hun.

Den manglende systematik i langt de fleste kommuners journalføring betyder, at der ikke automatisk følges op på, hvordan familiens situation er nu, om indsatsen har virket, om det er den rigtige indsats, og hvad der skal gøres nu.

»Hvis man bare gjorde sådan et stykke arbejde, ville man komme meget længere,« siger Else Christensen.



Spørg dog børnene. Der er ingen, der har spurgt Dennis, hvilke problemer han har. Men det er han ikke alene om. Kun 20 procent af de børn, der indgår i undersøgelsen, er blevet inddraget i forbindelse med undersøgelsen af deres og familiens forhold. Det betyder, at børnene ofte ikke ved, hvad der skal ske med dem, og hvorfor de eventuelt skal i en aflastningsfamilie. Else Christensen anser det for at være en stor svaghed i den forebyggende indsats.

»Man behøver jo ikke at tale terapeutisk med børnene om deres sjæleliv og følelser, men man kan godt blive bedre til at snakke med dem om dagligdagen og give dem forklaringer på, hvorfor der nu sker noget. Det ville ikke være vildt dyrt, for det kunne sagsbehandleren godt gøre. Ofte magter forældrene ikke at snakke med børnene om, hvad der skal ske i deres dagligdag, og hvad ændringerne betyder,« siger hun.

Mange børn føler skyld og tror, at det er, fordi de er slemme, at de nu skal på aflastning og skilles fra familien. Ofte er det bare helt elementære ting, som børn har brug for at få at vide. Som for eksempel at når de er hos aflastningsfamilien, bor de på et værelse, og møblerne er nogle, de låner, men nogle af de legeting, der er der, er deres. Og at de skal på aflastning for at give både dem og deres forældre lidt ro til at løse problemerne.



Mobning. I undersøgelsen fik den interviewer, der snakkede med børnene, ofte at vide, at børnene blev mobbet i skolen. Og det snakkede de om, uden at hun spurgte dem om det. Så det er altså ikke så svært at få børn til at fortælle om deres problemer.

»En tredjedel af de børn, vi interviewede, fortalte, at de blev mobbet. I en del af de tilfælde får man så en hjemmehos'er, som sørger for, at barnet kommer op og bliver fulgt i skole. Men det er jo forfejlet hjælp, hvis barnet bliver mobbet og drillet i skolen. Så skulle hjælpen vel ske der. Man ved ofte for lidt om, hvad det reelle problem er, og derfor sætter man måske heller ikke ind de rigtige steder. I mange tilfælde kunne man jo spørge barnet,« siger Else Christensen.



"Åndehullet" i Utterslev

Formålet med aflastningsprojektet "Åndehullet" i Utterslev Kirkes Børnegård på Bispebjerg i København er at forhindre en dybere involvering i det sociale system, så vidt muligt at hindre barnets anbringelse uden for hjemmet og at bevare familien samlet. Ved at arbejde helhedsorienteret med problemerne ønsker man at udvikle en lokal, fælles, tværfaglig forståelsesramme i forhold til børn og familier med særlige problematiske forhold samt at gøre familien synlig og til en aktiv medspiller i processen.

Tankerne bag aflastningstilbuddet er:

l at selve aflastningen i visse tilfælde kan være formålet i sig selv - at barn og forældre får et tilbagevendende pusterum, der skal til for at genvinde kræfter og mod til at håndtere en vanskelig social situation på en bæredygtig måde.

l at den i andre tilfælde vil være et lempeligt tiltag, der kan afværge en anbringelse uden for hjemmet.

l at der ikke etableres plejefamilieforhold, som ofte opleves som en konkurrent af forældrene.

l at optagelse af børn i aflastning sker i et samarbejde mellem Utterslev Kirkes Børnegård, sundhedsplejerskerne og børne- og familieteamet på Bispebjerg Socialcenter.

l at der i aflastningen kun modtages børn, som har plads i institutionen, idet projektets værdi netop ligger i den lokale forankring og det konkrete kendskab til familierne.

l at der ligger en underretning om barnet fra institutionen, hvorefter en visitation finder sted.

l at der skal holdes åbent i aflastningen tre nætter om ugen for seks børn per nat, og at der kan betjenes 12 forskellige familier sideløbende i løbet af året.

l at børn og forældre nogle gange om måneden får lejlighed til at være fra hinanden, så der skabes mulighed for udvikling af nye mønstre i familien.

l at give de børn, der er tilknyttet, en hverdag i trygge omgivelser præget af positivt nærvær.

l at hvert enkelt barn støttes i det omfang og på de områder, som er beskrevet i handleplanen for barnet.

l at børnene er sammen med medarbejdere, der med specialviden og erfaring kan tilgodese de behov, som børn i risikogrupperne har.

l at gøre institutionen til forældrenes primære kontaktsted, der danner rammen om rådgivning og mødeaktivitet og kan være udgangspunkt for netværksdannelse.

l at der foretages et struktureret og sammenhængende sagsarbejde med forældrene som aktive medspillere.