Der er penge i pædagogik

700.000 kroner for en tre-ugers kolonitur til Sverige. Deltagere: Tre unge og dobbelt så mange voksne på skift. Det er da en kolonitur, der vil noget. At de voksne så bagefter blev nødt til at anmelde de unge for vold og overfald er en anden historie, som ikke engang kostede ekstra.

Mere eller mindre velmenende konsulentfirmaer har fundet ud af, at der er penge i de såkaldt "utilpassede unge", og de byder sig til med diverse (tænk, det retter min stavekontrol til "de værste") aktivitetstilbud, såsom drageflyvning, bueskydning, go-cart, overlevelsesture og altså også koloniophold. Pædagogisk uddannelse og erfaring er vist ikke det, der skinner i øjnene, men helt sikkert engagement og entusiasme. Filosofien i projekterne spænder fra "familiemæssige normer og tryghed" over "livets hårde skole" til den mere "jægersoldat-agtige" konsekvenspædagogik. Én ting har de tilfælles: Det er præcist lige så dyrt, som man må forvente, når der skal samles op på noget, der kunne have været gjort både bedre og billigere gennem en god forebyggende indsats.

Spørgsmålet er, om man overhovedet på kort tid kan opnå et fortrolighedsforhold - en relation - til unge, hvis hidtidige relation til voksne mest har bestået i at holde sig langt væk fra dem. Spørgsmålet er også, om man i arbejdet kan benytte samme slags konsekvensbehandling, som ligger bag de unges utallige nederlag og følelser af utilstrækkelighed: "Hvis du ikke gør dit, ryger du ud af skolen", og "hvis du ikke gør dat, ryger ud af ungdomsklubben".

Det, der er brug for i arbejdet med unge - uanset etnisk tilhørsforhold, utilpasset eller ej, marginaliseret eller ikke margainaliseret - er langt mere nuanceret. En pædagogisk uddannelse er udgangspunktet for arbejdet, men menneskelige egenskaber er også forudsætninger for, at det lykkes.

Først og fremmest skal du ville de unge. Du skal kunne lide dem og lide at være sammen med dem. Dernæst er det vigtigt at være solidarisk med de unge, ikke forstået sådan, at du skal acceptere alt, hvad de gør eller siger, men solidarisk i traditionel forstand. Det handler om i fællesskab at udvikle rammer for og redskaber til, at de selv kan kæmpe sig fri af marginaliseringen, se et perspektiv med deres liv og ville tage et ansvar for det. Sådan at de kan gøre sig "tilpasse".

Det er ikke noget, man kan lære sig i uddannelsessystemet eller på koloniture til Sverige. Det er noget, man kun kan tilegne sig gennem et livslangt dannelsesprojekt, hvor man hele tiden forholder sig refleksivt til sig selv. Det kan heller ikke købes for penge - uanset om det er hos et kommunalt ansat personale eller et konsulentfirma med gode idéer. Det kan kun skabes ved, at kompetente voksne og kompetente "rødder" i fællesskab genskaber en værdighed og et selvværd, og det er et langt, sejt og værdifuldt arbejde.