Den nye støj; Støjlabyrinten

Børnehaven Labyrinten i Valby er virkelig en labyrint. Institutionen er indrettet i fire sammenlagte lejligheder, og alle rum på nær et er gennemgangsrum. Det betyder mange forstyrrelser, når børnene og deres familier kommer og går, og når børn og voksne på alle tidspunkter af dagen skal fra rum til rum. Det er ikke en børnehave med indbygget ro. Alligevel er det ikke en mur af støj, der møder én, når man træder ind ad døren - mere en summen af aktivitet. Og skulle larmen trods alt blive for meget af det gode, kan børn eller voksne bare løfte "SCHH-skiltet", så ryger støjniveauet straks ned på mere acceptable decibel.

I 2001 begyndte et støjprojekt ledet af Bedriftssundhedstjenesten (BST) i 10 af Valbys institutioner. En proces for at dæmpe støjen på flere måder gik i gang. For personalet i Børnehaven Labyrinten har det betydet meget mere end filtdupper under stolene, voksduge på bordene og flettede kurve i stedet for plastikkasser til legetøjet. Støjarbejdet har ført til en ændring af pædagogikken og en anden organisering af dagen.

I en daginstitution er børnene de mest betydelige støjkilder, men også dem, det er sværest at dæmpe. For som leder Lisbeth Haugaard siger, så er det børns udtryk at være i bevægelse, at være begejstrede og livlige, og det skal der ikke ændres på. Det der skal ændres, er de voksnes indstilling til samværet med børnene.

"Vi har lavet vores pædagogik om, så vi arbejder mere i mindre grupper og er mere nærværende i vores samvær med børnene. Der er altid nogle børn ude af huset, så her ikke er så mange børn, og vi har åbnet legepladsen som et ekstra rum, der er tilgængeligt hele dagen," siger hun.

Pædagogerne har også haft meget glæde af at bruge et "SCHH-skilt". Når børn leger, og støjen bliver for høj, må pædagogerne ofte råbe endnu højere for at få børnene til at dæmpe sig.

"I stedet for at hidse sig op og hæve stemmen flere gange i timen løfter vi bare skiltet. Det er genialt, og børnene bruger det også. Da vi begyndte at snakke om støj med børnene, viste det sig, at de heller ikke kan lide al den larm. Nu er der meget respekt om de SCHH-skilte og om ikke at larme for meget," siger Lisbeth Haugaard.



Løbeture og siesta. Kate Obeid, som var leder af en anden af projektinstitutionerne, men som nu er ansat på forsøgsbasis som konsulent for lederne i Valby, mener, at man kan bekæmpe meget støj ved at indrette sin institution anderledes og sætte filtdupper under stolene. Men det vigtigste er at arbejde med pædagogikken.

"Det med dupperne under stolene og de andre praktiske ting, kan man klare den første uge. Det kræver længere tid og mere af pædagogernes faglighed at ændre organiseringen af arbejdet og pædagogikken, men det er nødvendigt. For talrige af de undersøgelser, som vi lavede på institutionerne, viste, at lige så snart de voksne var fraværende, lavede noget praktisk arbejde, talte sammen indbyrdes eller talte i telefon, så steg støjniveauet lige med det samme," siger hun.

Desuden gælder det om at kunne fastholde børnene i længere tid og at arbejde med, at deres koncentration bliver bedre, mener Lisbeth Haugaard.

"Det giver meget uro og støj, hvis børn hele tiden er i bevægelse, hvis de leger et lille øjeblik ét sted og så fistrer et andet sted hen. De urolige børn forstyrrer de andre, som bliver afbrudt i deres leg, og som måske forlader det, de er i gang med. Det sætter en spiral af støj i gang," siger hun.

I Labyrinten har de fundet ud af, at det hjælper at tage nogle løbeture med børnene. På den måde får de brændt noget af alt det krudt af, som bliver til støjende adfærd.

"Nogle af vores børn har svært ved at falde til ro, lige når de er kommet ind ad døren. Dem tager vi med på en løbetur rundt om blokken, og vi tilbyder det også om eftermiddagen, hvor de løber tre gange rundt. Mange af vores børn vil gerne med, og vi oplever, at det giver dem en ro, så de bedre kan koncentrere sig bagefter," fortæller Lisbeth Haugaard.

I Kate Obeids institution indførte de en siesta midt på dagen for at lære børnene at slappe af.

"Det er ikke meningen, at de skal sove. Men bare det, at de ligger ned i et kvarters tide, måske i mørke med et par stearinlys tændt og får en historie eller lytte til noget afslappende musik, så lader de op til en ny omgang leg. Ud over den ro, det gav børnene, oplevede vi også, at der var færre konflikter, de havde simpelthen mere overskud til at være sammen bagefter," siger hun.



Vær støjturist. Kate Obeid fortæller, at en af fordelene ved projektet har været at få delt støjen op, så den ikke bare er en massiv masse. Det gør det lettere, hvis man kan bekæmpe støjen i mindre bidder. Derfor var den første fase med at få kortlagt støjkilderne meget brugbar. Alle pædagogerne blev opfordret til at opføre sig som turister i deres egen institution, for at prøve at finde ud, hvilke støjkilder de havde. Nogle lavede skemaer over, hvor børnene befandt sig, og hvordan de brugte rummene. Andre satte sig med ryggen til støjen for at finde ud af, hvilken støj, der generede, og hvilken, der ikke gjorde.

"Det virker så uoverskueligt, hvis man prøver at gøre noget ved støjen under et. Så det var godt at få hjælp til at dele støjproblemet op, så man kunne sætte ind forskellige steder og lave små succeser. Man kan ikke lave en stor løsning på det hele, der skal laves mange små løsninger, ellers kører man sur i det," siger hun.

Processens faser er kortlægning af støjgener og støjkilder og derefter en grundig analyse af det, man har fundet ud af, for til sidst at få lavet de bedste og mest holdbare løsninger.

"Vi troede jo, at vi bare fik at vide, hvordan vi skulle gøre, og så kunne vi lige få det ordnet i en fart, men så nemt var det ikke. BST gav os vejledning i, hvordan men kører en god proces. For eksempel, at der er nogle forskellige faser i en proces, og at det godt kan betale sig at blive en tid i hver fase, inden man går videre til den næste," fortæller Kate Obeid.