Den lille tykke mand - og så hans ko

For det er Prop og Berta. Den lille tykke mand og så hans ko. De lever livet til hverdag. De har det skægt, kan du tro". Omkvædet står klart for enhver Prop og Berta-fan. Det var de to linjer af sangen, som man kunne skråle med på af fulde hals, når man for 137. gang hørte sit bånd med de to venner. Man forfærdedes over den onde heks i skoven og grinede af Prop, når han som altid satte sig ned og tænkte, mens han pillede bussemænd. Man ønskede sig sine egne Tyttebøvser og sin egen talende ko. Men det var en anden verden forundt, og ens egen slidte bamse blev aldrig helt det samme.

Indledningen er skrevet i datid, fordi journalisten midt i tyverne nu kun har minderne at trække på. Men den kunne lige så godt være skrevet i nutid, hvis man i stedet havde spurgt et af de mange børn, som Prop og Berta stadig tryllebinder den dag i dag. 20 år efter journalisten dyrkede dem, og 30 år efter de blev født.



En adoption. Faktisk er der ikke tale om en fødsel, men om en adoption. En adoption med kærlighed, oprør og filmtilbud fra en stor kanon.

Den rigtige mand bag den lille tykke mand og den talende ko hedder Bent Solhof. I 1963 blev han uddannet fritidspædagog, og de første par år derefter arbejdede han på et fritidshjem i Blågårdsgade i København. Her arbejdede også Hans Lymark. Prop og Bertas biologiske far. Han havde en hemmelighed med børnene. De gik ind på en stue, slukkede lyset og så fortalte Hans Lymark børnene historier om de to gode venner Prop og Berta.

I 1972 kom Bent Solhof til Pileparkens Fritidshjem i Gladsaxe, og her var der en fast fødselsdagstradition.

"Når et barn havde fødselsdag, samlede vi alle 52 børn, og så læste vi en fødselsdagshistorie. På et tidspunkt blev jeg træt af at læse op, og derfor begyndte jeg at improvisere historier om Prop og Berta, som jeg havde fra min kollega," forklarer Bent Solhof.

Hans bløde stemme sender en tilbage ad barndommens gade. Tilbage foran højttaleren, hvor den har holdt mange børn fanget. Historierne blev nemlig ikke indenfor institutionens vægge. Bent Solhofs leder opfordrede ham til at forsøge at få historierne offentliggjort. Derfor ringede han til sin gamle kollega Hans Lymark, som gav ham lov til at adoptere de to figurer. Det blev starten på et langt og lykkeligt faderskab.



Manuskripter og bussemænd. Bent Solhof kontaktede i 1972 Danmarks Radio, som ville se nogle manuskripter, inden de tog stilling. Historierne havde på det tidspunkt aldrig været skrevet ned, kun optaget på bånd. Så Bent Solhof lavede en afskrift af nogle af båndene, og det så, ifølge ham selv, forfærdeligt ud.

Forfærdeligt eller ej. Danmarks Radio bød den lille tykke mand, den talende ko og Bent Solhof velkommen. DR insisterede først på, at historierne skulle læses op fra et manuskript, men da Bent Solhof fik lov til at prøve bare at fortælle i stedet for at læse op, var der ingen tvivl om, hvad der gav det bedste resultat. Han fik lov til også at improvisere i Danmarks Radio, og det betyder meget for ham, at fortællingen bliver fortalt og ikke læst op.

"Det er med til at give historierne liv. Børn sidder jo ikke stille af høflighed. Selvfølgelig har jeg da ofte en ide om, hvad historien skal handle om, men jeg har ikke siddet derhjemme og bygget hele handlingsforløbet op. Når jeg starter, fortæller jeg bare løs, og så kan jeg plukke af børnenes reaktioner. Jeg kan jo se på dem, når der er noget, de synes er godt, så kan jeg lige trække det lidt længere, og hvis de begynder at blive utålmodige og rykke rundt på stolen eller gulvet, så ved jeg, at det ikke er nødvendigt at snakke mere om det," siger han.

Selv en mester i improvisation kan ryge ind i en krise, hvor næste træk ikke giver sig selv. Hvordan skal de nu få has på heksen denne gang? Hvordan skal de dog komme af med den berygtede Bukserysterbande, som har overtaget byen? Hvordan skal de få reddet den stakkels mand fra indianerne på Tutikaka øen? Med en fantasi som Bent Solhofs kan en fortælling hurtigt løbe af sporet. Men Bent Solhof har et trick.

"Prop piller jo bussemænd, når han tænker. Det er jo mine tænkepauser. Hvis jeg kommer ud i en eller anden situation, hvor jeg ikke lige har næste træk klar, så må Prop sætte sig ned og tænke sig grundigt om."



Tilbud fra Trier. Bent Solhof kom efter sin optræden i DR i kontakt med et pladeselskab, og i 1973, for præcis 30 år siden, kom den første Prop og Berta-plade på markedet.

Fortællinger for børn på et fritidshjem i Gladsaxe blev altså til fortællinger for alle landets børn i DR. Fortællinger for alle landets børn i radioen blev til plader og cd'er. Og her slutter bølgen ikke. Plader og cd'er blev til shows på børnebiblioteker og daginstitutioner. Og det hele blev til et filmtilbud fra en af branchens største kanoner.

At Bent Solhof begyndte at rejse rundt med sine historier, kalder han selv lidt af en tilfældighed. Midt i 80'erne blev han ringet op af et af hans gamle børn fra fritidshjemmet, som nu arbejdede på et bibliotek. De manglede underholdning for børn i forbindelse med Bibliotekets dag, og det blev Bent Solhofs første officielle optræden. Det tog hurtigt fart, og inden længe rejste han land og rige rundt med sine adoptivbørn, hver gang han kunne øjne en afspadseringsdag fra sit arbejde, som nu var i Adventskirkens Børnegård.

En dag i 1995 kommer Bent Solhof hjem til en meget utydelig besked på sin telefonsvarer. Han kan kun høre telefonnummeret, som personen beder ham om at ringe tilbage på og så "noget med trope og entertainment".

"Jeg troede, at det var et bookingfirma, som ville tjene penge på mig ved at arrangere mine shows, så jeg ringede med det samme op for at sige, at jeg bestemt ikke var interesseret. Da jeg ringede, viste det sig så, at det var Zentropa, og manden, der havde ringet, var Peter Aalbæk, som fortalte mig, at Lars von Trier havde bedt ham ringe mig op for at høre, om de måtte lave en film om Prop og Berta. Det kunne jeg ikke rigtigt sige nej til," forklarer Bent Solhof.

Filmprojektet bliver en lang proces med mange beslutninger. Skal det være levende mennesker eller dukker? Må Prop have sin hue på eller ej? Skal der skrives et hæsblæsende manuskript, eller skal historierne være enkle, som de plejer? Først i 2001 var der premiere på dukkefilmen "Prop og Berta - En herlig historie."



Visuelle venner. I over 25 år var det lykkedes Bent Solhof at holde fast i sin overbevisning om, at hans fortællinger ikke skulle skrives ned. Der skulle ikke laves bøger om Prop og Berta.

"Jeg ville gerne give børnene en mulighed for at bevare den evne, som de har til at lytte og danne deres egne billeder inde i hovedet af, hvad det egentlig er, der foregår. Jeg synes, at fantasi er så dejligt. Jeg elsker at dagdrømme. Alt kan lade sig gøre i fantasiens verden," fortæller han.

Men tilbuddet fra Lars von Trier og Zentropa fik ham til at bryde sin overbevisning lidt. Nu blev de to venner og fortællingen jo visuelle, så Bent Solhof kontaktede alligevel et forlag og spurgte, om de ville lave nogle Prop og Berta-bøger med baggrund i filmen, og i 2000 kom de første to bøger som forløber for filmen.

"Jeg syntes egentlig, at bøgerne var meget gode, for jeg fik arbejdet dem godt igennem. Men de har ikke solgt så godt, og jeg har også snakket med mange bibliotekarer, som siger, at bøgerne sådan set er udmærkede, men de falder igennem i forhold til cd'erne. Når folk tror, de låner en Prop og Berta-historie, bliver de skuffede. Så kommer de tilbage og afleverer bogen og går hjem med cd'en i stedet for," siger han.



Oprør. Når man snakker med Bent Solhof, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at hans hjerte banker for det mærkværdige vennepar. Men det banker også for at underholde børn. Hvor simpelt det end måtte lyde, er det formålet med Prop og Berta.

"Da jeg i sin tid lavede de første historier om Prop og Berta, så var det egentlig sådan et slags oprør, for det var i begyndelsen af 70'erne. Alt skulle være så socialrealistisk. En historie for børn var ikke en ordentlig historie for børn, hvis ikke den handlede om skilsmisse, onani og jeg ved ikke hvad. Den ville jeg ikke ryge med på. Vi skal have noget fantasi med i hverdagen, så jeg lavede dem ud fra devisen: Det her skal ikke være pædagogisk, det skal være ren underholdning."

Den devise har han holdt fast i lige siden. Og nu måske endda mere end nogensinde, for Prop og Berta gav ham mere og mere at lave. Til sidst kunne Bent Solhof godt se, at hvis han skulle kunne leve op til efterspørgslen og lave alle de shows, han gerne ville, så kunne han ikke passe sit job som pædagog ved siden af. Derfor gik han i 1997 på førtidspension for Prop og Bertas skyld.

Manden med stemmen fra barndommens gade har helt helliget sig den lille tykke mand og så hans ko.