DEN KULTURELLE ARV - Vi gør som mor og far

Hans far er smed, hans mor er kontorassistent, han hedder Martin og er 3 1/2 år. Materielt har han det som gennemsnittet af den danske befolkning, så det er ikke så skidt. Martin har masser af legetøj og har altid pænt og rent tøj på i børnehave. Hans forældre vil gerne have, at han bliver god til at klare sig selv, men han skal også opføre sig ordentligt og høre efter, hvad der bliver sagt. Martins mor synes, at han har et voldsomt temperament, og at hun er nødt til at skælde ham meget ud. Martin vokser op i en familie, der hylder værdier, egenskaber og dyder, der er typiske for forældre med en korterevarende uddannelse.

Mads' far er lærer, og hans mor er sygeplejerske, og han er 3 1/2 år. Derhjemme har han lært, at det er godt at bruge sin fantasi, så Mads er god til at lege. Han har også lært, at han godt må vise, hvem han er, og at han kan tænke selv. Men han har også lært at tage hensyn til andre, at være tolerant, han har mange venner henne i børnehaven. Mads vokser op i en familie, hvor hans forældre hylder værdier, de har fået med sig fra deres mellemlagsbaggrund og fra den mellemlange uddannelse, de har taget.

I Børnehaven Mælkebøtten er Martin og Mads hver dag sammen med pædagogen Mette. Hun kan lide, at børn bruger deres fantasi, leger godt med de andre og har gode sociale kompetencer. Mette har arvet sine mellemlags-værdier hjemmefra og fået dem bekræftet gennem sin mellemlange uddannelse til pædagog.

Fortællingen om Martin, Mads og Mette er fortællingen om opdragelsesværdier i det danske samfund, og hvordan de gives videre fra forældre til børn i en næsten ubrudt række. Det viser analyser af den store danske undersøgelse "Børns opvækstvilkår", hvor man har stillet et utal af spørgsmål til over 5000 forældre til børn født i 1995. På det tidspunkt, hvor spørgsmålene om værdier i opdragelsen er stillet, var børnene 3 1/2 år. Resultaterne kan snart læses i antologien "Samfundets børn", hvor Dion Sommer har skrevet artiklen: "Værdier i videnssamfundet - forældres uddannelse, opdragelsessyn, sanktioner og børns temperament". Han mener, at myten om, at der er sket et værdiskred i det danske samfund inden for de senere år, tilbagevises af svarene fra et meget stort og repræsentativt udsnit af danske mødre. Visse værdier genskabes fra generation til generation og styres af bedsteforældres, forældres og ens egen uddannelsesmæssige baggrund, mens det ikke gælder for andre værdier.

Ligesom der kan tales om en social arv, mener Dion Sommer også, at vi arver værdier. At man udstyres med en kulturel arv, som bestemmer, hvordan man senere lever sit liv og opdrager sine børn.

»Mit udgangspunkt før undersøgelsen var, at man som individ er frit stillet i et moderne samfund, der hylder individualitet, og at det er hver mands ret at forme sit liv, som man vil. Men det kan man jo ikke, hvis man har for meget rygmarv med sig fra generationen før, som denne undersøgelse meget klart viser. På den baggrund må jeg konkludere, at de værdier, man har, ikke er nogle, man har fået ud af den blå luft. De hænger direkte sammen med opdragelse og regulering af børns adfærd,« siger han.



Lige børn leger bedst. Dion Sommer taler om den skjulte uddannelsesplan, som er det implicitte værdisystem, man vokser op i og får bekræftet via uddannelsen. For på uddannelserne kommer man sammen med ligesindede. De, der tager en EFG-uddannelse, er meget sjældent drenge og piger af akademikere. De ender i stedet i gymnasiet og kommer senere på en højere læreanstalt eller på lærerseminariet. Det er meget sjældent, at en søn af en smed bliver akademiker. Han bliver måske ikke smed, men noget, der hører til i den samme uddannelseskategori. Så det er lige børn, der leger bedst, og kontinuitetsmaskinen kører.

Undersøgelsen beskæftiger sig mest med uddannelseskategorierne kortere, kortere videregående, mellemlange og mellemlange videregående, fordi det er dem, der er flest af. For eksempel er der i Danmark kun knap 10 procent kvindelige akademikere.

Værdier lægges fast, mindst 10-15 år før en pige bliver mor. Så hverken daginstitutionen eller folkeskolen ser ud til at udligne forskellene, hvad visse værdier angår.

»Det er ikke oppe i tiden at sige den slags, men det får jo ikke virkeligheden til at forsvinde, som denne undersøgelse viser. Man får det ind med den kulturelle modermælk, og det præger vores forældrestil. Det undrer mig, at der trods så mange samfundsmæssige forandringer er så meget gentagelse af opdragelsesværdier. Mellemlaget ændrer hurtigere værdier, fordi de orienterer sig mere i ny viden, mens de andre sørger for at få en uddannelse, lever deres liv og har det godt. Men de kobler sig ikke på den forandring, der sker i samfundet,« siger han.

Det socialdemokratiske projekt med at uddanne sig ud af de sociale skel er ikke lykkedes, for der er stadig sociale forskelle i samfundet, mener Dion Sommer. Her taler han ikke så meget om det økonomiske, men om en kulturel kapital, der er meget forskellig. Så i en lille kultur som den danske, som vi tror er så ensartet, og som vi altid holder op mod de fremmede, er det en myte, at vi er så ens.

»Du arver en livsstil og et værdisæt, som du måske nok oplever som din egen personlige, men det er den ikke. Den er meget lig med den, som tusindvis af andre i den samme uddannelsesgruppe har. Vi er en del af en meget større sammenhæng,« siger han.



Lydighed eller fantasi. De mange mødre er blevet bedt om at prioritere egenskaber, som de mener er vigtige, at deres børn får lært hjemmefra. Næsten alle mødre - 83 procent - mener, at selvstændighed er en meget vigtig egenskab. Men én ting er at have værdien, noget andet er om den understøttes af opdragelsen, så det i sidste ende bliver en egenskab, som føres videre. Og her viser forskellene mellem uddannelses- og erhvervsgrupperne sig.

Martins mor ser gerne, at han er selvstændig, men hun lægger også meget vægt på, at han opfører sig ordentligt og hører efter, hvad der bliver sagt. Martins mor er typisk for den store gruppe af mødre med en korterevarende uddannelse, som seks til syv gange hyppigere end den gruppe Mads' mor hører til, siger, at de prioriterer velopdragenhed og lydighed højt.

Samtidig synes Martins mor også, at hun meget oftere end Mads' mor må skælde ud, sende Martin ind på værelset og nogle gange give ham et lille klaps i numsen. Martins mor synes, at hendes barn har et besværligt temperament, og derfor er hun nødt til regulere hans adfærd, hvis han skal leve op til hendes normer og værdier. Mads' mor prioriterer ud over selvstændighed også fantasi og tolerance højere end Martins mor.

De forskellige opvækstmiljøer viser sig både, når det drejer sig om opdragelse og de værdier, der ligger bag.

»Man kan lidt firkantet sige, at de, der vurderer velopdragenhed og lydighed højt, lægger vægt på en ydre målestok i forhold til børnenes opførsel. Hvor mellemlaget i højere grad lægger vægt på indre psykologiske kvaliteter og ikke er så fokuseret på, om børnene fiser lidt for meget rundt og hopper på bordene. Det viser sig også, at børn af mødre med korterevarende uddannelser er meget oftere udsat for regulering end børn af forældre fra det bløde mellemlag.«

Dion Sommer har ved at kigge på undersøgelser fra hele verden fundet ud af, at danske forældre lægger meget mere vægt på selvstændighed hos deres børn, end forældre i andre lande. Og samtidig er selvstændighed også en ny egenskab, som ikke efterspurgtes for 30-50 år siden.



Pædagoger har mellemlagsværdier. Når Martin kommer hen i børnehaven, møder han pædagogen Mette. Hun har typiske mellemlagsværdier både via sin uddannelse og den familie, hun selv er opdraget i. Så Martin vil hver dag befinde sig i en dobbeltværdi-position, fordi hans mors og Mettes værdier er meget forskellige. Dion Sommer mener, at et barn som Martin har en helt anden psykisk opgave med enten at få de to verdener adskilt eller forenet. Mens Mads i institutionen er i et miljø, hvor han bliver forstået og selv forstår, hvad der kræves af ham. Martin kommer oftere i konflikt med Mette og de andre pædagoger, end Mads gør, fordi det er svært for pædagogerne altid at forstå, hvorfor Martin opfører sig, som han gør.

Dion Sommer mener, at man som pædagog skal være opmærksom på de værdier, man har via sin opvækst og sin uddannelse, og se dem i kritisk sammenhæng med det pædagogiske perspektiv. For mange pædagogiske retninger og teorier er raffinerede mellemlagsværdier, som bredes ud som opdragelsesnorm for alle børn. Det finder man meget oftere ud af, når man arbejder med indvandrerbørn, hvor forskellene er så markante. Men det har mere sjældent været diskuteret, at der også er voldsomme værdiforskelle mellem pæredanske familier.

»Det er ligesom vedtaget, at børn og deres familier befinder sig på pædagogernes værditerritorium, så det bliver, som pædagogerne synes. Men det er vigtigt, at man reflekterer over de værdier man har, så man ved, hvad man gør, når man opdrager de børn, der kommer fra andre værdibaggrunde. Det kan jo give mange konflikter, at det, man gør, bliver mødt meget forskelligt alt efter, om man er hjemme eller i daginstitutionen. Så ansvaret ligger hos pædagogen, der skal forholde sig nuanceret til sine egne værdier,« siger han.

Faktisk er det jo sådan, at de børn, der er flest af, har pædagogerne ikke værdier tilfælles med. Dion Sommer tror ikke, at de mellemlags-dyder, som pædagogerne repræsenterer, smitter af på Martins forældre, selv om de konfronteres med dem hver dag.

»Det er ikke noget, der direkte fremgår af undersøgelsen. Men jeg tror det ikke, for så ville det også smitte af på dyder som velopdragenhed og lydighed, som pædagoger hader. En mor fra gruppen af forældre med kortere uddannelser ville jo have valgt nogle andre dyder, hvis hun var blevet påvirket af mellemlagets værdier. Undersøgelsen tyder på det modsatte. Hun holder fast ved det, hun har lært i sin egen barndom og gennem sin uddannelse,« siger han.



Diskvalificeret til videnssamfundet. Dion Sommer mener derfor, at det er et faktum i Danmark anno 2002, at der stadig er meget store sociale forskelle, uanset hvad statsministeren siger.

»Det gælder både på det materielle plan og på det, der foregår i folks hoveder. Værdier og opdragelse er reguleret af, hvor man kommer fra, hvad ens for

ældre og deres forældre var. Så det med, at nu er vi i en individualistisk tid, hvor man kan vælge værdier på alle hylder, er nonsens. Det holder ikke stik med, hvordan livet er for folk. Det er sociologiske luftballoner. Det er spændende teorier, men det er stadigvæk teorier,« siger han.

Når Martin og Mads bliver større, står de altså med hver deres sæt af værdier, som de sandsynligvis vil føre videre til deres børn. Men har de to drenge fået lært det, der giver dem en god chance for at klare sig i det samfund, de skal leve i som voksne?

Dion Sommer mener, at værdier som velopdragenhed og lydighed er gamle værdier, som ikke har en chance i et moderne samfund, der mere og mere kræver mellemlagsværdier, som for eksempel fantasi. Skal man have et arbejde, som er interessant og spændende, skal man have fantasi og forhandlingsevne i forhold til andre mennesker. Men hvis man er opdraget i flinkeskolen, kommer man ikke ret langt i et krævende videnssamfund, hvor man skal være aktivt udfarende i forhold til at få den viden, man har brug for.

»Forældre forbereder uden at vide deres barn. Og som det ser ud med denne undersøgelse, så enten kvalificerer eller dekvalificerer man sit barn til fremtidens samfund. Det ser ud som om, der er nogle værdier, som ikke er så hensigtsmæssige i den sammenhæng,« siger han.



»Mit udgangspunkt før undersøgelsen var, at man som individ er frit stillet i et moderne samfund, der hylder individualitet, og at det er hver mands ret at forme sit liv, som man vil. Men det kan man jo ikke, hvis man har for meget rygmarv med sig fra generationen før, som denne undersøgelse meget klart viser.«



»Man kan lidt firkantet sige, at de, der vurderer velopdragenhed og lydighed højt, lægger vægt på en ydre målestok i forhold til børnenes opførsel. Hvor mellemlaget i højere grad lægger vægt på indre psykologiske kvaliteter og ikke er så fokuseret på, om børnene fiser lidt for meget rundt og hopper på bordene.«







Uddannelseskategorier. I undersøgelsen har man brugt de uddannelseskategorier, som er en veletableret tradition inden for socialforskningen. Erhvervsuddannelserne er opdelt i syv kategorier gående fra de kortere erhvervsfaglige uddannelser over de mellemlange til de længerevarende boglige uddannelser. De dækker så godt som alle erhvervsuddannelser i Danmark, og alle undersøgelsens fædre og mødre er placeret i en af kategorierne. Her i forkortet form:

1. Specialarbejderuddannelserne m.v. omfatter korte uddannelse og kurser, som er under et års varighed, og som ikke forudsætter forudgående erhvervsuddannelse eller skolegang ud over den obligatoriske folkeskole.

2. EFG-basisår m.v. eller den nyere uddannelse på samme niveau, kursus til handelseksamen samt grundkursus ved landbrugsskoler og søfartsskoler.

3. Fuldført lærlinge- eller EFG-uddannelse herunder handels- og lærlingeuddannelserne. HK, bank, forsikring, grafiske fag, servicefag (frisør, skrædder), uddannelser til kok, tjener, bager eller slagter, smed, mekaniker, maskinarbejder, murer, elektriker eller gartner.

4. Anden faglig uddannelse som kvalificerer til blandt andet at blive laborant, teknisk tegner, edb-assistent eller social- og sundhedsassistent.

5. Kortere videregående uddannelser som ofte varer 2-3 år og kan være erhvervssproglige grunduddannelser og uddannelser, der for eksempel kvalificerer til job som byggetekniker, elektroniktekniker, hospitalslaborant eller politibetjent.

6. Mellemlange videregående uddannelser som oftest varer 3-4 år. Herunder listes for eksempel pædagoger, lærere, sygeplejersker, journalister, bibliotekarer, socialrådgivere eller folk med en HA- eller HD-eksamen samt teknikumingeniører.

7. De lange videregående uddannelser har en varighed på 4-6 år. De omfatter alle universitetsuddannelser samt kandidatuddannelser ved handelshøjskolerne. Desuden uddannelser taget ved landbohøjskolen, tandlægehøjskolen, arkitektskolerne, musikkonservatorierne m.v.



Bogen "Samfundets børn" udkommer 14.11. på forlaget Klim. Den koster kr. 298,- og er på 335 s. Artiklen af Dion Sommer er den eneste, der har resultater fra undersøgelsesmaterialet "Børns opvækstvilkår", som består af svar på utallige spørgsmål fra over 5000 repræsentativt udvalgte forældre til børn født i 1995. Dion Sommer har i 2001 udgivet bogen "At blive en person", som også bruger undersøgelsens materiale. Børn&Unge har tidligere omtalt den bog og undersøgelsen i artiklen "Den dynamiske trio" i nummer 20/2001.