Den hvide mand med pengene

Erik Rasmussen er en stolt mand. Det er tirsdag i efterårsferien og vores første dag i Usangi, Tanzania. Vi står på en nystøbt cementtrappe og beundrer et helt nyt hus.

»Det her har jeg glædet mig til at se. Det er godt nok blevet flot,« siger Erik Rasmussen, klubleder i Ungdomsskoleklubben Hampen i Ølstykke. Han har set fotografier, men det er første gang, han med egne øjne kan se det, der er hans værk. For det er hans engagement og ildhu (og en masse fondsmidler), der har skabt den splinternye bygning, som nu er rammen om den lokale ungdomsklub Mazingira Youth Club.

Erik smiler og tænder en King's. Det her er blevet bedre, end han turde håbe på, da han sidste sommer lagde 65.000 kroner til byggematerialer og betalte en lokal håndværker 3000 kroner for at bygge et nyt hus til Mazingira Youth Club.

Den fine klub bliver fejret med lunkne colaer, som Erik giver.

Men det er sidste gang på dette besøg, Erik for alvor kan glæde sig over det, han og de unge fra Ølstykke har udrettet i Usangi. Hampens ulandsprojekt har umiddelbart ødelagt mere, end det har gjort godt.



Forsinket container. Sidste sommer var Erik Rasmussen i Tanzania med 21 unge. Nu er han tilbage med klubmedarbejderen Kim Sørensen og syv unge, denne gang for at komme med noget inventar til den klub, som han gav penge til sidste år.

Meningen er, at de unge skal pakke den container ud, som Hampen Ungdomsskoleklub med containerbestyrer og klubmedlem Steven Ruhoff i spidsen har arbejdet på at fylde. Der er aflagte computere, aflagte skolemøbler, aflagte sofaer, værktøj og symaskiner. Og endda et spil bordfodbold.

Mazingira Youth Club mangler nemlig en masse inventar. Det er kun i et af rummene, der er møbler. Nogle umagelige stole, som stadig sukker efter de hynder, der sikkert blev siddet i stykker for mange år siden. Resten af inventaret udgøres af sten med lange planker på, nødtørftige bænke.

Men der er, ligesom sidste år, ikke meget, der går som planlagt i Tanzania. Terrorangrebet på World Trade Center den 11. september har forsinket containeren, og da vi ankommer til Usangi, er containeren kun kommet til Dar es Salaam, Tanzanias største by en dags kørsel fra vores opholdssted.

Der er også en anden grund til, at containeren er forsinket. En grund, som umiddelbart lyder meget uskyldig, men som også er baggrunden for mange af de problemer, som er opstået i Mazingira Youth Club, siden vi var i Tanzania sidste sommer. Mazingira Youth Club er ikke registreret som en NGO, Non-Governmental Organization, og derfor kan klubben ikke modtage gaver fra Danmark uden at betale told. Der går et par dage på shipping-kontoret med at ændre alle papirerne, så containeren med indhold i stedet som et pro forma arrangement skal gå til den lokale kostskole, Lomwe Secondary School, hvor de unge fra Hampen er indkvarteret.

Men at Mazingira Youth Club ikke er en NGO, en frivillig organisation, har også en anden betydning, som vi vender tilbage til om lidt.



Medlemmerne er væk. Senere den første dag møder vi Mette Kjærgaard Svendsen, en 25-årig psykologistuderende, der er ulandsfrivillig, udsendt af Ungdomsringen og Dansk Ungdoms Fællesråd. Hun arbejder hver dag i Mazingira Youth Club, og hendes beretning er meget nedslående.

Alt er gået ned ad bakke for klubben, siden vi var der sidste år. Dengang var der omkring 80 aktive medlemmer, og der var nogle voksne med Ferdinand, Justin og Goodluck i spidsen, som lagde et stort stykke frivilligt arbejde i klubben. Men det er slut nu. Klubben har kun 35 medlemmer, og det er kun 10-15 af dem, der kommer regelmæssigt. Da Mette Kjærgaard Svendsen for knap to måneder siden kom til Usangi, var der næsten ingen unge, der brugte klubben. Og de to frivillige klubmedarbejdere Ferdinand og Justin kommer ikke i klubben mere.

Samtidig kan hun berette, at klubben lukker klokken 18 hver aften, og derfor har de unge stadig ikke noget mødested efter mørkets frembrud, hvilket netop var meningen med klubben.

Erik Rasmussen er nedslået:

»Jeg er ked af, at der ikke er nogen unge i klubben. Og jeg er ked af, at den har lukket om aftenen. Så ryger det kriminalitetsforebyggende, som var ideen med klubben,« siger Erik.



Magtkamp. Hvorfor holder både unge og voksne sig væk fra klubben? Erik Rasmussen forsøger at dykke ned i den landsbysladder, som den hvide mands tilstedeværelse åbenbart har udløst. Og den virkelige skurk viser sig at være noget så universelt som grådighed, misundelse og magtbegær hos de lokale.

Især er det kampen om magten i klubben, der har ramt Hampens projekt. Både de unge og de frivillige voksne boykotter klubben i protest mod Mazingira Youth Clubs eksekutivkomite (de er vilde med fornemme titler i Tanzania) med Izzadin Kabewa i spidsen, fortæller Mette Kjærgaard Svendsen.

»De unge føler sig snydt, for de troede, at det var deres klub. Hver gang de har en idé til noget, de vil, så siger bestyrelsen nej, fordi Izzadin siger nej,« fortæller Mette.

Også Ferdinand, en af de frivillige voksne, der er stoppet i Mazingira Youth Club, peger på personen Izzadin Kabewa som årsagen til problemerne:

»Han er en diktator. De beslutninger, han tager, har ikke sigte på ungdommen,« siger Ferdinand, der til daglig er lærer på Lomwe-kostskolen.



Izzadin Kabewa. Ondets rod. Det er svært for Erik at tro på. Den charmerende Izzadin er de voksnes vært på denne tur (unge og voksne bor hver for sig), ligesom vi boede hos ham sidste år. Vi er indkvarteret i hans hjem, spiser hans mad og drikker hans øl. Men han får selvfølgelig rigeligt med penge for at have os boende - og store gaver. Sidste år fik han et tv og en video. I år får hans kone penge til et køleskab. Og det er slet ikke utænkeligt, at de flotte gaver også har fremprovokeret noget misundelse.

Izzadin var for fire år siden ilandsfrivillig i Danmark, og der mødte han klubleder Erik Rasmussen fra Hampen. De blev enige om det udviklings- og udvekslingsprojekt, som Hampen siden har kastet sig ud i, og som er grunden til, at vi nu står i Usangi igen. Så hvis det ikke var for Izzadin, så var Hampen ikke i Tanzania.

Men selv om Izzadin er en flink fyr, så er det ikke alt, han har fortalt Erik. Han har ikke fortalt, at han faktisk ejer den grund, som Mazingira Youth Club ligger på. Det er det, der giver ham veto-ret over for de frivillige og de unge i klubben, fortæller Mette, og det er derfor, de holder sig væk.

Han har heller ikke fortalt Erik, at Mazingira ikke officielt er en NGO. Og det var faktisk hele forudsætningen for mange af de fondsmidler, som Erik har rejst. Det betyder, at klubben ikke kan modtage gaver fra Danmark uden at betale told, men det betyder måske også, at Erik i virkeligheden har givet klubben til Izzadin. For han har givet den til NGO Mazingira Youth Club ved Izzadin Kabewa. Og når det første ikke eksisterer, så kan det være, at klubben tilhører Izzadin.

Og landsbysladderen (eller rettere: endnu mere af den) vil vide, at Izzadins plan er at overtage klubben og flytte ind i den, når de hvide en gang har trukket sig ud af Usangi.

Samtidig har de flotte gaver fra Danmark til Mazingira Youth Club sidste år ikke tilbragt ret meget tid i klubben, forlyder det. Computeren har været hos Izzadin i store perioder, og han har også haft inddraget stereoanlæg, tv og video. Izzadin fortæller, at det gjorde han, fordi de unge ikke kunne passe på det og overholde aftalerne (videoen er gået i stykker efter en tur på gulvet, og der er sprunget en højttaler i stereoanlægget).



Naiv. Alt peger på Izzadin som den store skurk - men under alle beskyldningerne ligger der også en undertone af misundelse. For Izzadin nyder synligt godt af sin omgang med de hvide gæster fra Danmark. Og Hampen er ikke de eneste, der kommer forbi. Både Ungdomsringen og Dansk Ungdoms Fællesråd har interesser i Usangi nu, senest med Mette Kjærgaard Svendsen som ulandsfrivillig, og deres udsendte bliver også indlogeret hos Izzadin.

Der går endda rygter om, at Izzadin har scoret noget returkommission i forbindelse med Hampens besøg sidste år (hvilket i øvrigt slet ikke er utænkeligt, eftersom det er en helt almindelig del af deres kultur - på linie med korruption og nepotisme).

Erik er rystet over de ting, der kommer frem, når han snakker med folk i og omkring klubben.

»Jeg har nok været for naiv,« erkender Erik Rasmussen.

»Jeg troede jo på, at klubben var en NGO, når Izzadin sagde det. Og jeg har ikke skænket det en tanke, hvem der har ejet grunden, for den gamle klub lå jo på det samme sted,« siger Erik, der lover sig selv, at fremover vil han være meget mere opmærksom med at kontrollere oplysninger, som han får i forbindelse med projekter i udlandet.



Mazingira Youth Club.

»Sådan er det jo også i klubber i Danmark. Medlemstallet går op og ned,« konstaterer Erik, der straks går i gang på at finde en løsning på den magtkamp, som har lagt klubben øde.

Analysen fører frem til, at det gælder om at fjerne det pressionsmiddel, som Izzadin åbenbart har: Grunden, som klubben ligger på.

»Så køber jeg sgu grunden og giver den til klubben. De penge skal jeg nok få rejst,« siger Erik til Mette.

»Det lyder godt,« svarer hun, »men jeg tror slet ikke, du får ham til at sælge den.«

Nu er Erik blevet mere forsigtig, så Izzadin får ikke at vide, at Erik nu ved, hvem der ejer grunden. Men ideen bliver præsenteret.

»Vi vil købe grunden,« siger Erik til Izzadin.

Og Izzadin er straks indforstået.

»God ide, vi vil indlede forhandlingerne, når de andre medlemmer af eksekutivkomiteen er her,« siger Izzadin og tager dermed brodden af den kritik, der går på, at Izzadin bruger grunden som magt- og pressionsmiddel.

»Men spørgsmålet bliver, hvad vi skal give for grunden. Det er det, der afgør, om Izzadin i bund og grund er reel,« siger Erik senere på aften, da vi over en lunken øl diskuterer dagens opdagelser. Mette har fortalt, at grunden ikke bør koste mere end 6.000 kroner.

Spørgsmålet om grundens pris bliver ikke besvaret, mens vi er i Usangi. Forhandlingerne når ikke at komme i gang, og Erik beslutter sig til at vente, til han har set håndgribelige beviser på, at klubben faktisk er registreret som en frivillig organisation, så han er sikker på, at grunden og klubhuset bliver overdraget til Mazingira Youth Club.



Tidsfordriv. Mens Erik som en anden Sherlock Holmes prøver at trænge gennem intrigerne omkring klubben, hygger de syv unge fra Hampen sig i det smukke Usangi. Det tager ikke lang tid, før de nærmeste butikker ikke har mere cola.

Vi aflægger daglige besøg i den halvtomme klub og afleverer en gave, som Steven Ruhoff har båret i sin taske: Et volleynet og dertil hørende bolde.

Hampen bliver udfordret til kamp, og heldigvis er de lokale dårligere til volley end til fodbold, så det lykkes Hampen at hive en komfortabel sejr hjem.

Der bliver også tid til sightseeing og shopping i byen Moshi, tre timers kørsel fra Usangi, for nu, hvor containeren ikke ser ud til at komme, er der pludselig en masse tid til overs.

Erik har til gengæld travlt med at få alt gjort klart til containerens ankomst. Han får lavet lister over inventaret i containeren, som skal hænge i klubben, så alle kan holde øje med, at der ikke er noget, der bliver fjernet.

Og han opsøger de frivillige klubmedarbejdere, der er holdt op i klubben, og beder dem om at vende tilbage til klubben. Og faktisk lykkes det ham at få alle parter til at love at afholde et møde, der skal fjerne uoverensstemmelserne. Hvad der kommer ud af det møde, vides ikke, for vi skal hjem til Danmark, inden Erik kan høste frugten af sit lobbyarbejde.



Manden med pengene. En eftermiddag kommer Mette Kjærgaard Svendsen på besøg oppe hos Izzadin, hvor vi bor. Izzadin er på arbejde, men det er også Erik, hun kommer for at snakke med. Og hun kaster sig lige ud i det:

»Hvordan har du det med den pris, du betaler for de unge, der er indlogeret på skolen? For du betaler fire gange så meget, som de hvide turister, der overnattede på skolen i går,« siger Mette.

»Det har jeg det helt fint med. Jeg vurderede, at prisen var rimelig, da jeg fik tilbuddet, og så betaler jeg gerne,« siger Erik, der betaler i omegnen af 100 kroner pr. ung for indlogering og tre måltider om dagen.

»De lokale betragter dig som "den hvide mand med pengene". Ved du godt det,« spørger Mette.

Det er måske ikke så underligt, når Erik har formået at give landsbysamfundet en ny klub, tv, video, stereoanlæg, computer og symaskiner. Og i denne ombæring kommer han med en container (betalt af BUPL i øvrigt), fyldt med møbler, værktøj og flere computere.

Erik har kun et skuldertræk til overs for den udlægning af hans position i byen, men Mette er synligt irriteret over den hvide mand med pengene, der bare kommer og slår om sig med penge uden at tænke på, om de penge, der bliver postet ud i et lille landsbysamfund som Usangi, gør mere skade end gavn.

Den kritik er Erik ikke enig i:

»Det eneste, vi har ønsket, er at give de unge i Usangi en ny klub. Og det har vi gjort. Klubben har fået nogle rigtig gode rammer. Vi har aldrig lovet andet, så jeg har god samvittighed,« siger Erik.



Taler og trusler. Det er den sidste aften, vi er i Usangi i denne omgang. Izzadin har inviteret til stor fest hjemme i privaten for at fejre det danske besøg. Selv byens politiske spidser fra Usangis lokalråd er mødt op for at hilse pænt på de danske velgørere.

Det er et af den slags højtidelige øjeblikke, som de elsker i Usangi. Der skal holdes taler. Lokalrådets formand holder tale, næstformanden ligeså. Begge takker i varme vendinger for gaverne fra det rige nord.

Men Erik har også en tale klar, og det er tydeligt, at han her øjner muligheden for at bruge den magt, som den hvide mand med pengene har.

»Efter planen skal containeren komme i næste uge. Alle tingene i den er til Mazingira Youth Club, og de skal blive der,« fastslår Erik.

Han kommer også ind på ejerforholdet i klubben.

»Når klubben er registreret som en lokal forening, vil vi indlede forhandlinger om at købe grunden, som klubben ligger på. Men hvis det ikke kommer i orden, så vil der ikke komme mere hjælp fra os,« fastslår Erik Rasmussen, der også opfordrer alle kræfter til at arbejde for, at de frivillige voksne, der har forladt klubben, kan komme tilbage igen. Der er masser af nikken og klapsalver bagefter, da Erik sætter sig. Hans ord og direkte trussel har åbenbart gjort lidt indtryk.

»Så, nu er det sagt offentligt, og alle vigtige personer i byen har hørt det. Så burde det ordne sig,« siger Erik bagefter til Børn&Unges udsendte.



Skuffelse. For de unge fra Hampen har genbesøget i Usangi ikke ubetinget været en fornøjelse. Cecilie Otto alias Sille, 20 år, er ikke helt tilfreds.

»Klubben er fanme blevet flot. Det er bare ærgerligt, at der ikke er nogen mennesker,« siger Sille.

Hun er træt af alle de intriger, der er dukket op i kølvandet på Hampens besøg i Usangi sidste år.

»De er nogle afrikanske fuskere,« siger Sille, der dog glæder sig over, at det har været med til at sætte det danske samfund i perspektiv.

»Det er rart at komme ned og finde ud af, hvor civiliserede vi er,« siger Sille.

For containerbestyrer Steven Ruhoff, 17 år, der har været med til at pakke containeren hjemme i Ølstykke, har turen været en skuffelse:

»Det har været en god ferie, men vi fik slet ikke lavet noget. Vi skulle have tømt containeren og indrettet den til værksted. I stedet fik vi dyrket lidt sport,« siger Steven, der også er meget utilfreds med udviklingen i Mazingira Youth Club.

»Det er skidt, meget skidt. Jeg er ret skuffet. Det var også trist at få at vide, at udstyret kun er der, når vi er der. Men jeg håber, det retter sig,« siger Steven.

Læren fra Usangi må være, at det ikke er mursten, der bygger en klub. Det er de folk, der kommer i klubben.



Forhistorien

Tanzanianeren Izzadin Kabewa, der er uddannet lærer, var i 1998 i Danmark på et studieophold. Her mødte han Erik Rasmussen, klubleder i Ungdomsskoleklubben Hampen, og de blev enige om sammen at skabe et udviklings- og udvekslingsprojekt.

Sidste sommer var Erik Rasmussen så i Usangi, Tan-zania, med 21 unge. Dengang skulle de unge hjælpe med at sætte Mazingira Youth Club i stand, men i virkeligheden viste det sig, at Erik havde købt en helt ny klub til det lille lokalsamfund (omtalt i Børn&Unge nr. 35/2000).

Erik lovede dengang at skaffe en container og fylde den med ting til klubben. Containeren blev sendt af sted fra Danmark den 7. september (omtalt i Børn&Unge nr. 35/2001).

Nu står Erik Rasmussen så i Usangi igen, denne gang med klubmedarbejder Kim Sørensen og syv unge, heraf seks gengangere fra sidste års tur. Planen er, at containeren skal pakkes ud og indrettes til værksted, men containerne kommer aldrig, mens Hampen er dernede. Til gengæld må Erik kaste sig ud i et større detektivarbejde for at finde ud af, hvorfor den klub, som Erik lagde penge til sidste år, nu står tom.