Den første somalier, den sidste klubpædagog - og stadig arbejdsløs

Jeg har brug for et arbejde, og jeg har arbejdet eller studeret, siden jeg kom til Danmark for snart 10 år siden," siger Abdi Mohamed Hassan.

Han kom til skade i en fodboldkamp i december, og siden er han blevet opereret i knæet. Men inden da havde han sendt 15 ansøgninger ud til fritidsklubber og andre steder, der søgte klubpædagoger - uden held.

Abdis kone, Hovan Husein Ali (muslimer beholder deres eget efternavn, når de bliver gift) har barselsorlov med deres yngste dreng på syv måneder, der kravler rundt på gulvet. Skabslågerne i gulvhøjde er bundet sammen med snore, så de er sikret mod små pilfingre. De fire andre børn er tre drenge på elleve, seks og tre år, og en datter på fire år, som alle går i børnehave eller skole. Abdis kone arbejdede før orloven på fabrik. Men hun har ikke et arbejde at vende tilbage til. I fjernsynet kører en nyhedskanal med internationale nyheder.

Der står en computer, som Abdi bruger til at maile med venner og familie og skrive ansøgninger på.

Men han er godt klar over, at han i konkurrencen med ansøgere med en dansk baggrund måske ikke har de største chancer. Han er 41 år og behersker engelsk, arabisk og somali. Det danske sprog kæmper han stadig for at blive bedre til. Men han mener, at han ville være god til at skabe kontakt mellem børn og forældre med en udenlandsk baggrund og en fremtidig arbejdsplads.

"Jeg har en dygtig hjerne, men jeg er ikke så god til dansk. Når jeg laver en ansøgning, skriver jeg mit CV, og hvilke uddannelser jeg har. Men jeg skriver ikke, hvad det er, jeg kan tilbyde. Det skulle jeg måske. Jeg har selv fem børn, og de tager i svømmehallen og er med til fastelavn. Men jeg ved, at mange muslimer ikke giver deres børn lov til det samme. For eksempel tror nogle udlændinge, at fastelavn er en kristen skik, og jeg tror, at jeg kunne være med til at forklare forældrene om de danske traditioner," siger han, og han så gerne, at alle institutioner ansatte medarbejdere med en udenlandsk baggrund, fordi det ville være godt for integrationen og kunne løse nogle situationer i hverdagen, som mange gange bunder i uvidenhed og manglende kommunikation.

Han sidder selv i Fredericia Kommunes integrationsråd, hvor han kommer med gode råd til, hvordan integrationen kunne blive bedre for kommunens flygtninge. Det har været lærerigt at møde politikere og sætte sig ind i det danske politiske system, og han kan sætte navn på flere lokale politikere og landspolitikere end mange af hans danske venner. Men når der er valg igen næste år, stiller han ikke op. Tiden vil han bruge på familie og et eventuelt arbejde.



Flugten. For ti år siden boede Abdi Mohamed Hassan i Mogadishu i Somalia sammen med sin kone. Hans far importerede udenlandske film til landet. Så brød borgerkrigen ud blandt landets mange klaner.

"Jeg var bange for at blive slået ihjel eller blive beordret til at dræbe andre. Menneskeliv blev ikke regnet for noget under borgerkrigen. Jeg blev arresteret en dag af medlemmerne fra en anden klan og sad i fængsel i tre måneder. Bagefter flygtede jeg til Kenya, hvor en onkel hjalp mig med penge og satte mig i forbindelse med nogle menneskesmuglere," fortæller han.

Hans kone blev tilbage hos hendes familie, og på det tidspunkt var hun gravid, men det vidste Abdi ikke. Han kom til København sammen med en anden somalier, og dem, der havde smuglet ham til landet, sagde, at han skulle opsøge nogle landsmænd, hvorefter de forsvandt.

Han meldte sig til de danske myndigheder og kom til Sandholmlejren.

"Jeg syntes, det var et godt sted, og jeg så Danmark som et fredeligt land, men jeg savnede min kone og min familie. Jeg kunne ringe hjem og snakke med min kone, hvis folk fra min klan kunne finde hende. Så fik jeg at vide, at jeg kunne søge om familiesammenføring, og min kone, som nu også var flygtet til Kenya, kom til Danmark. Jeg så min søn første gang, da han var to år. Det var dejligt," siger Abdi, der er tydelig berørt af at tænke tilbage på mødet.

Han har stadig en bror og en søster i Somalia. Faderen blev dræbt under borgerkrigen, og moderen døde af sygdom for et par år siden.



Bøn i det skjulte. Med til Danmark havde Abdi Mohamed Hassan en universitetsuddannelse inden for landbrug, og han ville egentlig gerne arbejde med noget, hvor han kunne bruge sin uddannelse fra sit hjemland, men så skulle han starte forfra på en lignende uddannelse her i landet, fik han at vide. Den lille familie bosatte sig i Fredericia, hvor Abdi allerede havde boet et års tid alene, og han fik job i en børnehave og senere på en byggelegeplads.

"I begyndelsen gik jeg ind i et rum for mig selv for at bede uden at fortælle det til nogen, men en dag blev jeg opdaget af en af de andre, og de sagde, at jeg skulle ikke gå og skjule det. Så jeg fik et rum, hvor jeg kunne bede. Men jeg gjorde det kun, når de andre holdt pause. Så det gik ikke ud over mit arbejde. Jeg kan godt lide at arbejde med børn. Jeg har lært en masse dansk af dem, også gadesprog," siger han.

Så da han af sin sagsbehandler blev opfordret til at søge ind på klubpædagog-uddannelsen, sagde han ja.

"Det var hårdt. Jeg boede på Ryslinge Højskole og var væk fra min familie hele ugen. Når jeg skulle lave opgaver, var mine tanker et andet sted. Men de andre studerende var flinke, og jeg lærte mere dansk om aftenen, når jeg sad med min cola og de andre med en øl og lyttede til snakken, end jeg gjorde i timerne, hvor jeg især det første år havde svært ved at følge med, fordi jeg skulle slå mange af ordene op i en ordbog og så gik glip af det, læreren stod og fortalte," siger han.

Men han blev færdig med sin uddannelse, som den første somalier, og han viser stolt en T-shirt frem med teksten "Den sidste klubpædagog". Uddannelsen blev nedlagt, efter han var færdig.



Respekt. Han har opsøgt institutioner og snakket med kontakter, som han har fået, da han arbejdede som medhjælper.

"De siger, at der ikke er arbejde. Og det er ikke let, når kommunen har ansættelsesstop (er ophævet, red.). Men jeg søger også i nabobyer," fortæller han.

Nu går han og overvejer, om han skal sige ja til tilbuddet om at blive omskolet til at arbejde på det nye postcenter et stykke uden for byen, eller om hele familien skal flytte til en større by, hvor mulighederne for et arbejde er bedre. Ønskejobbet er at arbejde som kulturformidler.

"Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de tre års uddannelse er spildt. Jeg vil helst arbejde med det, jeg har uddannet mig til, men det vigtigste for mig er at få et arbejde, så hvad skal jeg gøre. Jeg bliver så ked af det, når jeg hører nogle politikere i fjernsynet sige, at somaliere er svære at få til at arbejde. Jeg vil jo gerne klare mig selv. Når jeg møder folk, jeg ikke kender, og jeg fortæller, at jeg har en uddannelse, kan jeg se, at de respekterer mig, og så lader jeg være med at fortælle, at jeg ikke har arbejde, for så er jeg bange for, at de vil se på mig som en af de somaliere, som de taler om i medierne," siger Abdi Mohamed Hassan.