Den dunkle pigeverden - Pigernes intelligente ondskab

New York: Skønt kun i 20'erne er hun billedet på den selvsikre amerikanske hvide middelklassekvinde, da hun spadserer ind i kantinen, hvor døtre og mødre sidder i lag på stole eller gulv eller står langs væggen for at høre hende. Fremmødet er enormt. Emnet er "hot". Og da mikrofonen ser ud til at svigte ved introduktionen denne mandag aften i januar på Hommocks mellemskole nord for New York City, bliver hun overhovedet ikke hylet ud af den. »Kan I høre mig nu?« råber hun, og da hun får et "NEJ" råber hun bare endnu højere.

Det er svært at forestille sig, at Rachel Simmons, som har fået sit gennembrud med bogen "Odd Girl Out - the hidden aggressions in girls", selv har lidt under at være offer for den mere indirekte mobning blandt piger, som hun skriver om. Den alternative mobning blandt pigekammeraterne, som hun med bogen første gang definerer, og som hun mener har lige så store konsekvenser på både kort og lang sigt som den fysiske mobning. For den enkelte piges selvværdsfølelse - men også for hele samfundets sundhed.

»Sorgen var overvældende, og jeg var sikker på, at jeg var den eneste pige i hele verden, der havde det sådan. Hver dag, når jeg kom hjem fra skole, brød jeg grædende sammen over for min mor,« fortæller hun publikum om det lange år i tredje klasse, hvor Abby, hendes veninde, fik de andre piger til at rotte sig sammen mod hende. De nægtede at tale med hende og løb væk, når hun kom. Rachel forstod ingenting. Da det havde stået på i tilstrækkelig tid, begyndte hun at føle, at det var hende, der var noget galt med. Og selv om den indirekte mobning pludselig stoppede, så fortsatte giften fra de forfærdelige oplevelser med at pumpe ud i Rachels videre liv. "Abby" blev dermed på mange måder afgørende for ikke bare Simmons' barndoms- og skoleliv, men også for hendes videre tilværelse, hvor hun måtte have mangeårig støtte af en terapeut til at få styr på sin selvtillid og livsbane:

»Og pludselig, da jeg var studerende på Oxford Universitet, vidste jeg, at det var det her, jeg ville beskæftige mig med - hvad det egentlig var, der skete dengang med Abby,« fortæller Rachel om baggrunden for sin bog, der har ligget flere måneder på New York Times' bestsellerliste samt er optrykt i 200.000 eksemplarer i stift bind - den kommer senere i en billigere paperbackversion.



Just kidding. Da hun nævner navnet Abby, fniser en gruppe af de fremmødte piger og kigger hen på en veninde, der helt sikkert også hedder Abby. Men ellers er de - sammen med det øvrige publikum i den mere og mere opkogte kantine - dybt koncentrerede om Simmons oplæg. Nogle gange griner de genkendende, når hun rammer en situation på kornet, som da hun illustrerer, hvordan en sårende bemærkning fra en veninde kan blive afleveret, så den ikke fremstår som sårende: "Dine nye sko er virkelig grimme... just kidding".

De rykker sig dog også utilpasse på stolene, når Simmons kommer for tæt på i sin beskrivelse af nogle af de situationer, som de selv har haft tæt inde på livet. Fx "the silent treatment", hvor en af veninderne pludselig bliver mødt med kulde, afvisning og tavshed. Det vil sige, at hun rammes på flere måder: Dels bliver hun holdt uden for gruppen, som især i alderen 10-14 år er det vigtigste i hendes liv, ofte uden at hun ved, hvad der er foregået. Hun kan med andre ord ikke forsvare sig og retter derfor vreden indad. Dels sker det ofte inden for den gruppe af piger, der udgør hendes venner, hvorfor Rachel Simmons kalder det "relationel aggression".

Alt i alt får det hende til at tvivle så alvorligt på sig selv og sin egen værdi, at det forvolder ubodelig skade. Mindreværdsfølelsen følger hende ofte ind i voksenlivet og gør det svært for hende at have tillid til især andre kvinder men også til egne følelser og evner. Det kan bl.a. give depressioner, forøge hendes risiko for at begå selvmord, blive misbruger og i den mere daglige ende få hende til at vige tilbage fra nødvendige konfrontationer og fra at søge lederposter eller starte egen virksomhed:

»Med min bog håber jeg at få defineret et socialt problem for første gang. Vi har ikke haft et sprog for, hvad der foregår i den skjulte pigeverden, vi har ikke været opmærksomme på det. Med min bog håber jeg at opnå en national - måske endda en international - debat om konsekvenserne af denne alternative mobning blandt venner hos piger. Det er et problem, der har stor social betydning, med konsekvenser for hele den offentlige sundhed,« forklarer Rachel Simmons, da jeg nogle dage senere møder hende på en af byens caféer, The City Bakery, hvor vi placerer os med en kop amerikansk kaffe af de bedre på førstesalen, og hvor Simmons gentagne gange må skjule en gaben. Det blev sent aftenen før. Sammen med sine veninder sad hun og hørte præsident Bushs alt andet end skjulte aggression i talen til nationen - "pinligt". Og der har været mange travle aftener i det hele taget siden bogens udgivelse.



Queen bees. I USA er lyset nemlig for alvor blevet rettet mod de dunkle hjørner af pigeværelserne. Den verden, der hidtil har ligget uden for de voksnes radar, den verden, hvor daglige magtkampe udspilles blandt piger, hvor de er onde og grimme mod hinanden, og hvor rollerne ofte kan skifte fra dag til dag. Den verden, hvor det er venskaber og kropssprog, der bliver brugt som våben, i stedet for næver og aggressive ord. Næsten synkront med Simmons' bog kom tre andre om samme emne. Bl.a. bogen "Queen Bees and Wannabes: Helping Your Daughter Survive Cliques, Gossip, Boyfriends and Other Realities of Adolescence", ligesom medierne begyndte at skrive om fænomenet.

»Ja, hvorfor lige nu? Jeg tror, at skyderierne på high schools rundt omkring i USA har betydet, at hele mobningsdebatten er kommet i centrum. Også den indirekte pigemobning. Men jeg tror også, at de unge amerikanske feminister er blevet så stærke nu, at de har overskud til at se på de "indre" linjer. Dvs. de indbyrdes kampe mellem piger eller kvinder i stedet for kun mellem kvinder og mænd,« siger hun. Men hvor bogen om de såkaldte Queen Bees, Bidronninger, beskriver ondskaben blandt pigerne - fx den indtalte telefonbesked: "Hej, jeg ville bare lige høre, hvordan det gik med graviditetstesten", eller de meget anvendte trepersons-samtaler, hvor den ene veninde ringer til den anden og beder om hendes uforbeholdne mening om den tredje veninde, som i al hemmelighed lytter med, så forsøger Simmons at finde ud af, hvorfor pigerne reagerer som de gør.

Simmons har bl.a. taget udgangspunkt i finske undersøgelser, som er blandt de få om emnet, der overhovedet eksisterer. Professor Kaj Bjørkqvist har interviewet en række 11-12-årige piger om deres opføresel over for hinanden. Og konklusionen er, at piger er lige så aggressive som drenge, men på en anden måde: De griber ikke så let til fysiske våben, men deres overlegne sociale intelligens sætter dem i stand til at udføre komplicerede angreb på andre piger, der er rettet mod at ødelægge venskaber eller deres ry. Som Kaj Bjørkqvist siger til New York Times: "Piger kan bedre forstå, hvordan andre piger føler. Så de ved bedre, hvordan de kan skade dem". Undersøgelser viser, at helt op til fire års alderen viser piger aggression på samme måde som drenge - hugger legetøj, skubber og slår.



Aggressionskultur. Men senere undertrykker de deres aggressioner på grund af de sociale forventninger til dem. "Deres angreb mod hinanden bliver mere indirekte, mindre fysiske og mindre synlige for forældre". Og, som professor i psykologi Marion Underwood ved Texas Universitet siger, så "sætter piger intimitet højt, hvilket gør dem til fantastiske venner og forfærdelige fjender. De deler så meget information, når de er venner, at de aldrig løber tør for ammunition, hvis de vender sig mod hinanden."

Rachel Simmons mener, at den indirekte mobning især er slem i den hvide middelklasse i USA, fordi idealet i mere udpræget grad end i fx Skandinavien er "the nice girl". Dvs. den pæne pige, der ikke bliver vred, ikke viser aggressioner, jalousi eller andre "grimme følelser". Samtidig kan konkurrencen være benhård i landet, hvor man først og sidst er sin egen lykkes smed. Men heller ikke den rå konkurrencefølelse hører til registeret med tilladte følelser for piger. Så, som Simmons forklarer, forventer vi, at pigerne skal konkurrere med drengene, men vi giver dem ikke lov til det eller redskaberne til at konkurrere.

Hendes bog er skabt på baggrund af bl.a. mere end 300 interview med unge piger og voksne kvinder, mødre samt lærere, og her giver hun en række eksempler på, hvad der sker, når pigerne ikke får afløb for de "grimme" følelser, men bliver fastholdt og efterhånden fastholder sig selv i et stereotypt kønsbillede af den pæne pige. Bl.a. skriver hun:

"I denne skjulte aggressionskultur bliver vreden sjældent direkte udtalt. Og hver dag i skolen kan være et nyt socialt minefelt, som forandrer sig uden advarsel ... Bag facaden på kvinders intimitet gemmer sig et hemmeligt terræn kendetegnet ved kvaler og pine og ernæret af tavsheden. Det er denne verden ... Under et kor af stemmer, en pige stirrer på en anden, der så smiler stille til sin veninde. Næste dag deles en hemmelig seddel rundt, hvor pigerne bliver bedt om at angive grundene til, at de hader den pige, der er blevet tildelt offerrollen. Og dagen efter sidder outsideren stille ved siden af drengene i klassen med bøjet hoved og ludende skuldre. Indgrebet har været rent og tavst. Udøver og offer er usynlige".

Hvordan har reaktionerne på din bog været?

»De har været overvældende. Piger kommer til mig efter mine foredrag og fortæller, hvor glade de er for at vide, at de ikke er alene i verden. Mødre kommer til mig bagefter med tårer i øjnene og fortæller mig om lignende situationer med deres datter. Lærerne? Ja, deres reaktioner har været lidt mere dobbelte,« forklarer Rachel Simmons:

»På den ene side vil de gerne gøre noget ved problemet, som de ved findes, på den anden side er de i forvejen overbebyrdede med krav og bliver skubbet og trukket i af forældre og inspektører. Og pigernes adfærd er netop karakteriseret ved at være usynlig og ikke-forstyrrende. Lærerne har nogle gange kun piger at takke for de få øjeblikke af ro og orden i klassen.«



Lær at leve med det. Simmons blev overrasket over at finde ud af hvor mange kvinder, der har smertelige, men dybt begravede minder om denne tid i deres liv. Da hun bad om bidrag til sin bog, blev hendes e-mail-box overvældet med svar fra hele USA i løbet af et døgn.

»Kvinder fortalte for første gang deres historier med en følelsesmæssig intensitet, som var overvældende. Selv på en computerskærm føltes deres smerte frisk og uforløst, lige som min egen var,« forklarer Rachel Simmons.

Fælles for mange af historierne var også, at pigerne havde prøvet alle tre roller - som "mobber", som "offer" og som "tilskuer", hvilket Rachel forklarer med, at piger, der har prøvet rollen som offer, vil gøre alt for ikke at havne i den igen. Fx ved selv at angribe en anden pige. Det har også været tilfældet med Simmons, hvilket hun i øvrigt fuldstændigt havde fortrængt, indtil hun begyndte på emnet.

De piger, der bliver angrebet, forsøger ofte at klare tingene selv. Dels er det værste, man kan gøre, at sladre. Dels har de hidtil ikke haft ord for, hvad det egentlig er, der sker. De har tvivlet på, om det kun var i deres egen fantasi, at der blev udvekslet dét blik, at ryggen virkelig vendte sig mod dem, når de kom - eller om det var, fordi de kom hen til de andre, at der pludselig blev helt, helt stille. De begynder at tvivle på sig selv og deres følelser. Og når de så åbner op, så er svaret fra voksenverdenen ofte et: "Jamen, sådan er piger nu engang. Det må du lære at leve med". Eller "Så forsvar dig dog" - eller: "Det kan da ikke passe, det er jo dine venner".

Men så er der også skammen. Måske især i USA, hvor forældre får et klap på skulderen og en "nice job"-kommentar, hvis deres børn arter sig. Med andre ord falder det tilbage på forældrene, hvis barnet har problemer:

En mor beskriver, hvor forfærdeligt det var at erkende, at hendes barn ikke var et af de populære. Og en anden, hvordan hun forestillede sig, at de andre forældre i al hemmelighed bebrejdede hende, at hun ikke havde lært sin datter at forsvare sig selv: "Hvorfor lader hun bare det her ske?".

Med Simmons bog får de involerede pludselig et sprog, der beskriver, hvad det er, der sker i situationer med den såkaldte alternative aggression. Skolerne og lærerne får dermed et redskab til at sætte nogle standarder i en klasse, forældre en større forståelse for, hvor vigtigt det er at tage datteren alvorligt og redskaber til at tale med hende om, hvad der sker. Og for den enkelte pige vil det dels give en erkendelse af, at hun ikke er alene i verden. Men også, at konflikter og vrede følelser er en naturlig del af et venskab, og at hun ikke behøver at finde sig i hvad som helst for at holde sig i et såkaldt venskab:

»Jeg blev virkelig glad en aften, hvor jeg havde været ude at holde foredrag. Bagefter kom en gruppe piger op, og én af dem kom i løbet af snakken med en fornærmelse efterfulgt af et "just kidding". Så vendte én af de andre piger sig mod hende og sagde: "Dét der, det gider vi ikke høre på mere".«



Titlen Odd Girl Out er svær at oversætte direkte. Den henviser til et ordspil eller en frase, der er meget brugt i den engelsk/amerikanske verden - Odd Man Out - som refererer til den, der skiller sig ud eller er overflødig. Her er begrebet for første gang brugt i forhold til ordet piger.



Relationel aggression:

Når man skader andre ved at ødelægge - eller truer med at ødelægge - venskabet eller følelsen af at være accepteret eller en del af en gruppe. Inkluderer alle aktiviteter, hvor et venskab bliver brugt som et våben - inklusive manipulation (dvs. når en person fryses ud ved, at ingen vil tale med hende, det såkaldte "silent treatment", når en gruppe af piger rotter sig sammen mod en anden pige, når man "stjæler" en ven eller kæreste).



Social aggression:

Når man forsøger at skade en andens selvværd eller hendes sociale status i gruppen (dvs. spreder rygter, støder hende ud af kliken, videregiver hendes hemmeligheder).



Indirekte aggression:

Når udøveren undgår konfrontation med sit offer. Begrebet dækker over opførsel, hvor udøveren foregiver ikke at have villet såre overhovedet (sender nedgørende blikke eller viser et negativt kropssprog, manipulerer eller "kommer til" at sprede rygter eller kommer med en nedgørende bemærkning efterfulgt af et: "Jeg driller jo bare" - just kidding)