Den bog elsker vi

Den her er god. Den her elsker vi. Den her er ikke så god." Mange af børnebøgerne, der hober sig op på borde og i kasser, får et ord med på vejen af Anne Hansen. Den 69-årige pensionerede lærerinde glæder sig over de gode billedbøger, som skal fylde hylder og bogkasser i hendes børnebiblioteker i et af den chilenske havneby Valparaisos fattige kvarterer. Bøgerne, møblerne, legetøjet, de 200 bolde og 17 hjemmestrikkede sweatere er alt sammen gaver fra gavmilde biblioteker, firmaer og privatpersoner, der synes, at Anne Hansens projekt med at introducere ordentlig litteratur til børn, deres forældre og pædagoger, er en meget god idé. Lige nu er det indsamlede gods ved at blive pakket i en container, som snart tager turen over Atlanten til Sydamerika.

Og der er hårdt brug for det hele. For der er ingen hjælp fra den chilenske stat til Anne Hansens to børnebiblioteker. Hun bor dels i Valparaiso og dels i København og driver bibliotekerne med hjælp fra frivillige og penge fra fonde, firmaer og private. Anne Hansen går selv foran i det hårde arbejde for at få hendes idé om at give børn i Chile lidt kultur i et land, som ikke har tradition for gode børnebøger. Trods alderen slæber hun de tunge kasser med bøger, hun ringer til potentielle givere for at få så meget så muligt med i containeren, og når hun er i Danmark, hjemsøger hun loppemarkeder for at købe billige bøger og møbler. Blandt andet har hun denne gang købt en dejlig plyssofa, som hun glæder sig til at sidde og læse højt i for de børn, som hver dag besøger hendes biblioteker. Midt i arbejdet skal den lige prøvesiddes, mens bogen "Kæmpehylet", som er "en af dem, vi elsker", bliver udlagt og forklaret.

"Den er så god, fordi den lige som mange andre gode bøger kan bruges som bindeled til at snakke med både børn og voksne om væsentlige spørgsmål. Det er det, bøger er så bragende gode til. Børnene elsker den, fordi den fortæller om følelser som jalousi, vrede og en dreng, der har et projekt. Han vil klare sig og udvikle sig, selv om hans storebror siger, at han ingenting kan. De voksne pædagoger i Chile, som jeg har læst denne bog op for og snakket med om den, får set, at moren i bogen kan løse en konflikt mellem sine børn med respekt for deres projekter og deres unikke personligheder, uden at bruge vold eller give dem skyldfølelse," siger hun.

Bøgerne bliver oversat af spanskkyndige danskere eller danskkyndige chilenere, og teksterne printes ud på labels, der klistres over den danske tekst. Anne Hansen er også gået i gang med at kopiere nogle af de mest læste bøger op i A4-størrelse. Arkene bliver lamineret med plast og teksten sat på bagsiden, så børnene kan se på billederne, mens der læses højt.



Bibliotekerne på bakken. Ideen om at oprette børnebiblioteker kom til Anne Hansen, efter hun i mange år havde boet i Chile og set de vanskelige vilkår, som mange børn vokser op under. Efter et ophold i USA kom Anne Hansen til Chile i 1963, og her underviste hun bedre folks børn, blev gift og fik selv børn. I 1978 kom hun tilbage til Danmark, hvor hun underviste indvandrere i dansk sprog og kultur, og i 1991 blev hun cand. fil. i spansk fra Københavns Universitet. Men der var masser af energi tilbage i Anne Hansen, og kontakten til Chile var stadig varm. Så i 1997 besluttede hun at fylde pensionisttilværelsen med noget af det, hun holder allermest af: Børn og bøger. Og samtidig give de fattige chilenske børn muligheden for at hæve blikket fra kriminalitet, vold, sult og misbrug og opleve bøgernes forunderlige verden.

"Det er sådan et uskyldigt projekt, som ikke støder nogen. Det er hverken religiøst eller politisk, og derfor får vi lov til at være i fred, og vi når mange mennesker alligevel. Det er et tilbud, som er der, og de kan tage det eller lade være," siger hun.

Men mange børn, forældre og pædagoger lader ikke være med at bruge tilbuddet. De strømmer hver dag til. De to biblioteker ligger begge på en af Valparaisos 42 bakker, den ene i bunden i et lidt pænere kvarter, hvor forældrene kommer sammen med børnene og læser og låner bøger. Det andet ligger på toppen af bakken, hvor fattigdom, kriminalitet, arbejdsløshed og dårlige boliger præger kvarteret. Her fungerer biblioteket også som et fritidshjem, for nogle børn det eneste sted de kan gå hen, når de trænger til at komme hjemmefra.



Bøger lærer man af. Alle børnene har en yndlingsbog, og hver dag kommer en lille dreng ind og beder en af de frivillige om at få læst den samme bog. Anne Hansen har ofte oplevet, at den bog, som bliver favoritten, minder barnet om noget i dets eget liv. En lille pige sagde engang om en bog, at den handlede om hende. Den var meget sørgelig, og hun sad med sit triste ansigtsudtryk og sagde, at hun bedst kunne lide sørgelige bøger. For nogle børn er omgangen med bøger en spore til at øve sig i at læse, mens det for andre giver dem fred og ro i en dag fyldt med problemer at fordybe sig i en god bog eller få den omsorg, der ligger i at få læst højt.

For Anne Hansen er de bedste bøger dem, der viser respekt for barnet, og hvor fornuftige voksne hjælper barnet med at finde løsninger.

"De bedste bøger har dybde, for kunst og kultur skal være vedkommende. Der skal være flere lag i en bog, og den skal røre ved noget, vi kender fra os selv. Når børn får sådan en bog læst højt, får de noget, de kan bruge, og på den måde bliver de lidt mere herre over deres eget liv. Og så lærer de at koncentrere sig," siger hun.

Men der er også bøger, som Anne Hansen ikke ønsker, at børnene skal læse.

"Vi har ikke Walt Disney-bøger, vi har ikke tegneserier, og vi har ikke religiøse bøger. Kun ordentlige bøger," lyder det fyndigt.

Når Anne Hansen kommer tilbage til Valparaiso, skal hun i gang med at lave et vandre-bibliotek til de børnehaver, der flittigt benytter de to biblioteker. Mange af pædagogerne har været på kurser hos Anne Hansen for at lære, hvad man kan bruge en bog til, og de er helt vilde med at få nogle gode bøger, de kan læse højt i institutionerne.

"Dem de har, er sådan nogle kedelige instruktive bøger, som slet ikke har den kvalitet, som nordisk børnelitteratur har. På kurserne læser jeg nogle bøger, og så snakker vi om indholdet. Vi kigger på, hvad hovedpersonens livsprojekt er, og om det lykkes for ham at klare det eller ej. Vi snakker om den psykologiske udvikling, der eventuelt finder sted, og hvad der er hovedpersonens indre og ydre fjender og venner. På den måde lærer pædagogerne også meget om børn, og så tror jeg på, at bøger giver et samspil med det indre legebarn, også hos de voksne," siger hun.



Bøger stjæler man ikke. Pakningen af containeren foregår på en p-plads i Haveforeningen Kalvebod ved København. For her bor Bjarne Nielsen og hans familie. De er engageret i arbejdet med at skaffe bøger, møbler og ikke mindst penge til Anne Hansens biblioteker. Bjarne Nielsen er pædagog og leder af børnehaven "Kongerosen" på Vesterbro i København, og han blev opmærksom på projektet via en notits i Børn&Unge. Siden har han og familien været i Valparaiso for at se bibliotekerne, og herhjemme er der nu dannet en forening, hvis eneste formål er at søge penge og anden støtte til Anne Hansen, så hun ikke skal bruge al sin energi på at bekymre sig om, hvor pengene til huslejen skal komme fra i næste måned. Blandt andet har han sørget for, at BUPL i flere omgange har givet penge og nok også vil være med til at sørge for, at der penge nok til at betale for containerens tur halvvejs rundt om kloden.

Bjarne Nielsen synes, at det er et enkelt og godt projekt, som han gerne vil bruge tid og kræfter på at støtte. Og da han nu ved selvsyn har oplevet, hvor stor glæde børnene har af bøgerne og den omsorg, de møder på bibliotekerne, er engagementet ikke blevet mindre.

"Jeg så, hvor stolte de var af deres bibliotek, og hvordan det har åbnet deres øjne for, hvad bøger kan bruges til. Modsat alt andet, som rask væk bliver stjålet - selv sandet i den nye sandkasse, som nogle danske pædagogstuderende havde lavet - bliver der virkelig passet på bøgerne, dem er der ingen, der stjæler," siger han.

I Kongerosen har de i det sidste halve år haft et projekt om "Sproglig opmærksomhed og lyst til historier", hvor børnene blandt andet har lavet deres egen bog om børnehaven "Kong Gulerods Paradis", også til glæde for de fremtidige børn, som på den måde bliver introduceret til institutionslivet på en anden måde. Derudover har de arbejdet med fortælling, eventyr og teater, og det, han så i Chile, har hele tiden mindet Bjarne Nielsen om, at bøger og gode fortællinger må man værne om.

"Vi tager nok vores gode børnebøger som en selvfølgelighed. Men når man ser, at den kultur mangler, og at de bøger de har, bygger på et børnesyn, hvor børn er dem, der ikke kan noget, og som skal lære det hele fra de meget "klogere" voksne, så bliver man glad for vores børnebogstradition og må gøre noget for at give den videre til børnene," siger han.