De svage kan selv

I filmen "Gummi Tarzan" siger havnearbejderen til lille, pjokkede Ivan Olsen, at alle er gode til noget, de skal bare finde ud, hvad det er. Og da Ivan Olsen tror på sin ven, lever han op til ordene og finder sin plads i livet, som den han er. Man skulle tro, at ophavsmanden til familierådslagning har fået ideen til modellen, mens han har set "Gummi Tarzan". For den bygger på, at alle har ressourcer, også selv om hverken de selv eller det offentlige system troede det. Og hvis man tør tro på det og respekterer, at den enes opfattelse af virkeligheden er

okay og lige så god, som den andens, så må man også tro på, at selv den svageste mor, far eller bedstemor lever op til forventningerne om at kunne tage ansvar for familiens problemer.

I Kjellerup Kommune mellem Silkeborg og Viborg har man nu forsøgt sig med familierådslagning som værktøj i sager om børn i næsten to år. Fra næste år skal skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejersker altid tænke familierådslagning som første mulighed, når der er bekymring for et barn.

Gina Riemer har været konsulent på Kjellerup Kommunes forsøg med familierådgivning. Hun er socialrådgiver og uddannet i familierådslagning i Sverige. Her bruger over 70 kommuner nu familieråd som løsningmodel i for eksempel børnesager, når der er problemer med unge, senil demente, når en fange skal løslades og i samværssager. Gina Riemer mener ikke, at familirådslagning er en metode, men et menneskesyn. Grundlaget er, at alle mennesker har ressourcer, og at det gælder om at finde dem, underbygge og støtte dem, så folk selv kan finde løsninger på et problem i familien.

"I professionelle sammenhænge går man ind i en sag med egen faglig viden og egne faglige normer. Men de normer er jo oftest farvet af ens egne personlige normer og værdier. Og det er ud fra det, at man måler, om noget er godt eller forkert, om det er godt nok eller ikke. Det er den professionelle, der definerer, hvad et godt børneliv er. Man skal acceptere, at familiens virkelighed er lige så o.k. som ens egen. Og så handler det om sammen med familien at få kigget på den virkelighed og måske tilføre noget, der kan gøre den bedre," siger hun.



Fat i "kaffepausebørnene". I familierådslagning bliver eksperterne sat udenfor. Og det er svært for de fleste professionelle. Pædagoger og andre har meget viden og mange gode ideer. Men forskellen på de professionelles gode ideer og råd og familiens egne beslutninger er, at familiens løsninger er baseret på deres egne værdier, normer og traditioner. Og det betyder, at den beslutning, de når frem til, kan alle være solidariske i forhold til.

Gina Riemer har mødt mange skeptiske professionelle, som anser familierådslagning for at være noget superkonservativt, hvor det offentlige bare vil frasige sig ansvaret for de svage i samfundet.

"Og jeg kan godt forstå, at de tænker sådan, for modellen gør op med vores opfattelse af, at de svage ikke kan klare sig uden os. Og det er der jo nogle, der ikke kan lide," siger hun.

Gina Riemer mener, at familierådslagning kan bruges til mange ting. I Kjellerup Kommune har man valgt, at modellen især skal bruges til tidlig, forebyggende indsats over for børn og unge. Det er en god mulighed for at få fat i de børn, hun kalder "kaffepausebørnene". Det er de børn, man bekymrer sig for og snakker med kollegerne om.

"Det er de børn, man ikke sætter særlige foranstaltninger i gang overfor, indtil problemerne bliver så grelle, at de bliver til "kontorbørn", og der skal laves en indberetning. Det er kaffepausebørnene, man nu kan gøre noget for med denne metode. For man får et værktøj, hvor man kan sætte tidligt ind," siger hun.

Desuden mener Gina Riemer, at de meget stramme rammer og regler omkring familierådslagning betyder, at modellen ikke bare kan affejes som en liberal tankegang, der har til formål at spare penge. Hun vil hellere kalde det en respektfuld tanke, hvor familierne på ingen måde kommer til at sejle deres egen sø.

"Det her er noget helt primalt. Vi er tilbage i hulen ved bålet og ved, at blod er tykkere end vand. Helt basale menneskelige ting, som via den her model bliver lagt ind i nogle stramme rammer. De rammer gør, at familierne er i stand til at lave handleplaner og se bort fra de uvenskaber og konflikter, der eventuelt ligger i familien. Og handleplanerne er lavet med en helt anden respekt for familiens egenartethed, end vi nogensinde vil kunne gøre. Vi vil jo bare have dem til at være rigtige og ordentlige. Men det her virker, og det skaber ændringer i det samarbejde, vi som offentlighed har med borgerne. Det er godt, og så er jeg ligeglad med, om det er stribet eller ternet," siger hun.



Vi skal tænke på barnet. For leder Anny Iversen og pædagog Birgit Lykke fra den integrerede institution Troldhøj (3-12 år) har det ikke været den store omvæltning at tage familiens ressourcer med i betragtning, når der er problemer med et barn. Sådan har de altid arbejdet. Men selvfølgelig har familierådslagning været en ny model, de har skullet vænne sig til at bruge. Pædagogerne har sat gang i to familieråd, og et nyt er på vej. De to pædagoger er enige om, at det er udmærket, at de professionelle lærer kunsten at træde lidt tilbage.

"Vi er så vant til at have alle løsningerne. Men faktisk ved vi jo ikke ret meget om, hvordan det er at være lige netop den familie. Jeg kan godt lide et citat, som stammer fra bogen "Følg dit hjerte": "Den, der ikke har været i den andens mokasiner, ved ikke, hvordan det føles". Jeg kan da sagtens give et godt råd, men jeg ved jo ikke, om den anden kan bruge det, for jeg ved ikke, hvordan det er at være den anden," siger Anny Iversen.

Da Birgit Lykke og Anny Iversen første gang blev præsenteret for familierådslagning, tænkte de begge på deres egne familier, og at det er jo sådan, familier altid har løst problemer. De har sat sig rundt om bålet eller bordet og har snakket sig frem til nogle løsninger.

"Jeg tænkte på min egen mormor for bordenden, og så sad vi der og snakkede om alting. Vi skulle jo ikke ende op med noget konkret og handle, men ideen om, at familien kan samarbejde om noget, der vedrører dem, er rigtig. Og det har jo vist sig, at det kan de. Jeg tror, at de færreste vil sige nej til at hjælpe deres nevø eller niece, selv om de ikke kan fordrage deres søster eller bror," siger Birgit Lykke.

"Jeg synes, at vi har et behandlersamfund, hvor vi er ude i ekstremerne. Jeg kan godt lide, at Kjellerup Kommune har den holdning, at tingene skal tilbage til familien. For det er det sted, hvor der reelt kan ske noget. Som behandler eller professionel kan man godt have nogle visioner og gode intentioner, men hvis ikke forældrene og familien er motiveret, så når man ingenting. Det ansvar skal hen, hvor det hører hjemme. Vi professionelle er lynhurtige til at sætte etiketter på og sætte i bås. I stedet skal vi kigge på, hvordan der bedst kan ske ændringer for barnet," siger Anny Iversen.

Gina Riemer tror ikke, at de professionelle skal være bange for, at de nu får mindre at lave.

"De får bare nogle andre opgaver og nogle andre betingelser at arbejde ud fra. De skal vænne sig til, at det bliver familien og dens netværk, der sætter dagsordenen og har magten til at definere," siger hun.





Familieråd i Kjellerup - og andre steder

Familierådslagning er en ny model til at klare svære konflikter og kriser for børn og deres børn. I Kjellerup Kommune har familierådslagning kørt som forsøg i to år. Fra næste år bliver modellen et permanent værktøj, som professionelle på børneområdet kan gribe til. Kjellerup Kommune har valgt, at familierådslagning skal være en del af den tidlige, forbyggende indsats over for børn og unge. Og at det er børnenes pædagoger, lærere, dagplejere, sundhedsplejersker eller socialforvaltningen, der skal få familierne med på ideen. Uafhængige rådsarrangører er ansat til at kontakte familierne, når der er taget beslutning om et familieråd og til at stå for alt det praktiske omkring familierådet. De er ikke inde i sagen og kender ikke i forvejen barnet og dets problemer.

I Kjellerup har man inden for de sidste to år afholdt godt 20 familieråd. Under 10 procent af dem, der har fået tilbudt familieråd, har sagt nej til modellen.

I Sverige bruges modellen på alt fra børnesager til sorgbearbejdelse, samværssager, løsladelse fra fængslet, skilsmisser og sager om senil demente i cirka 70 kommuner.

Sideløbende med Kjellerup Kommunes forsøg med familieråd, er otte kommuner i gang med at afprøve modellen. Forskellen fra Kjellerups model er, at i de otte kommuner er det socialforvaltningens familieafsnit, der sætter arbejdet med familieråd i gang. En evaluering om det projekt kan læses på www.sm.dk