De har fået pædagoger nok

Den tillid, du viser andre mennesker, misbruger de ikke. Det grundprincip tror Torben Schreiber på. Ja mere end det: Han praktiserer det hver dag over for unge kriminelle, der opholder sig på hans virksomhed i Tørring nordvest for Vejle: Han låner dem sine biler og sit dankort, med pinkode og det hele.

»De kunne ikke drømme om at stjæle min bil eller noget andet fra mig. For her er det ikke en eller anden anonym institution, men Torben, de stjæler fra. Grunden til, at de ikke gør det, er, at de har respekt for mig,« siger han.

Eneste sanktionsmulighed, han har, er at sende en dreng bort. Og det opfattes normalt som en hård straf, fordi de kan lide at være hos ham og på hans Schreibers Møbelfabrik, der trods navnet laver vinkasser. En del af virksomheden er reserveret til det private sociale projekt Øvebakken, hvor Schreiber også er leder.

Sådan har det været gennem syv år nu. Snesevis af unge mænd har, ofte efter aftale med Kriminalfor-sorgen og som et led i deres straf-afsoning opholdt sig fra et halvt til tre år på fabrikken. Typisk deltager de i produktionen af vinkasserne. Men de kan også bruge stedet som udgangspunkt for et job, en læreplads eller en skoleuddannelse. Fælles for dem er imidlertid, at de også bor der, i kælderen under Schreibers privatbolig, i lejligheder tæt på eller i et udslusningshus på Torvet i den lille by. Og de spiser sammen med Torben Schreiber, hans kone Kirsten og familiens fire børn på mellem fire og tolv år.



Han holder øje. »Jeg er på 24 timer i døgnet, siger Torben Schreiber, 38 år. Det er mig, der kommer ind og henter dem i Vejle i pyjamas, hvis de er kommet for sent til den sidste bus. Det er mig, der giver dem en skideballe, hvis de ikke overholder en aftale.«

Han kan mærke, at de knytter sig stærkt til ham. Han har stadig kontakt med mange af dem, der tidligere har været hos ham - de skriver, ringer eller kommer på besøg. Forklaringen er, at de, hvis de er danskere, ofte har kummerlige familieforhold, hvor der ikke er overskud til at give dem noget. Unge med indvandrerbaggrund har som regel stærkere bånd til familien.

Mens Børn&Unge er på besøg, har Torben Schreiber hele tiden et halvt øje ud gennem vinduet for at tjekke de otte drenge mellem 18 og 29 år, der for tiden er i hans varetægt. Han griber straks ind, hvis en af dem ikke bestiller noget, men går rundt med den ene hånd i lommen og den anden oppe ved øret med mobilen i gang. Måske ringer han dem op fra sin mobil, måske åbner han vinduet og råber efter dem, måske kalder han dem ind, somme tider for at brokke sig, men også for at rose.

Et par af dem skal ud et ærinde i en af hans biler. I skal køre ordentligt, råber han efter dem. De griner og lover ikke noget. Men ved, at hvis de ikke kører forsvarligt, så hører han om det og taler med store bogstaver til dem.



Gøg og Gokke-pis. »Forskellen mellem dette sted og en social institution er, at vi kan gøre mere på det menneskelige plan, siger han. Pædagoger kan være gode nok. Men de unge mennesker her har fået pædagoger nok i deres liv. De skal ikke omklamres i en uendelighed og pakkes ind i vat. Det er tværtimod vigtigt, at de møder virkeligheden og får pålagt et ansvar,« siger fabrikanten.

Han lægger også vægt på en anden forskel: Hans fabrik ligger midt i et bysamfund, hvor man ikke kan spille høj musik eller råbe og skrige, uden at nogen reagerer på det. Hvis noget tilsvarende sker på en institution ude for enden af en markvej, er der ikke den samme sociale kontrol. Men en del af meningen med opholdet på Øvebakken er netop, at drengene skal lære et leve blandt almindelige mennesker og få sit et nyt, "normalt" socialt netværk.

De af drengene, der er med til at lave vinkasser, er knyttet til en af de ansatte som føl. På den måde kommer de ind i en daglig rytme og lærer, at det er naturligt at møde ved arbejdstids begyndelse og lave noget.

»På institutionerne bliver de unge sat til en masse Gøg og Gokke-pis, og det kan virkelig ikke være motiverende for nogen, siger han. Her ligger vi tættere på virkeligheden, også fordi drengene altid kun vil udgøre en lille minoritet i produktionen og må tilpasse sig,« siger Schreiber.



Koldt kapitalistrøvhul. En af de chancer, han har givet drengene, er at hjælpe dem økonomisk til at åbne en butik midt i Tørring. I den sælger de gaveting, som typisk alle koster en tier. De passer "Kashotten" på skift, og den løber rundt.

I Schreibers hjem får de lov til at boltre sig i hans svømmepøl. De ser ved måltiderne på, hvordan en familie fungerer. De kan holde jul hos ham. Men så får de også at vide, at han ikke vil finde sig i, at de beholder kasketten på ved bordet, eller at de bander.

»Der her bliver vi ved med tre år mere,« siger han. Så er vore børn blevet så store, at de bliver for meget en part i projektet. Og det vil jeg ikke byde dem, så til den tid stopper vi.

Om sin lyst til at drive Øvebakken siger denne ildsjæl, at han i grunden er "et koldt kapitalistrøvhul", der tjener penge på drengene. Men skynder sig at tilføje, at et vist overskud er en nødvendig forudsætning for projektets eksistens, og at han, selv om han har stemt Venstre, er helt uenig med det store regeringspartis krav om længere fængselsstraffe.



Straf hjælper ikke. »Jeg har lært gennem det her, at mennesker ikke kan deles ind i sort og hvidt, siger han. Vi kan ikke sætte et skilt på dem, som fortæller, at det enten er så synd for dem, eller at de har så godt af deres straf,« mener Torben Schreiber.

Det er lige nu meget populistisk at sige, at folk skal spærres inde i længere tid endnu. Men det er naivt at tro, at straf hjælper. I fængslerne erkender man, at 80 procent af dem, der sidder inde, vender tilbage. Det svarer til, at 80 procent af mine vinkasser blev sendt retur. Strafsystemet i Danmark må simpelthen levere et bedre produkt. Det betyder, at der skal gøres meget mere ud af udslusningen. Det er her, vi kan komme ind i billedet.

To ud af tre, der har været i Tørring, vender ikke tilbage til kriminalitet, er Torben Schreibers erfaring. Hvad der sker med den sidste tredjedel, har han ikke sikre oplysninger om. Men disse laurbær hviler Torben Schreiber sig ikke på. Han kaster hele tiden nye bolde i luften. Hans nyeste idé er næste år at sende drengene til Rumænien, hvor de hver for sig nogle uger ad gangen skal have ansvaret for et vinslot, han er ved at købe. Vinen skal ende i Danmark, hvor han vil tage sig af salget.

Samtidig vil han importere møbeldele fra en fabrik i Rumænien, som han også er ved at erhverve. De har ikke noget med drengene på Øvebakken at gøre, men et andet socialt projekt, fordi de ansatte gennem overskudsdeling og opsparing efterhånden skal købe virksomheden op, så han efter starthjælpen slipper den igen.



Dobbeltmorder på overarbejde

»I fængslet var jeg pissesur over alting. Det her sted har gjort mig utrolig positiv,« siger Thomas Brosbøl Nielsen, 29 år og gennem den sidste måned knyttet til Øvebakken i Tørring.

Tobias Remedal Pedersen, 21 år, kalder stedet noget gammeldags, men på den anden side kan han faktisk godt lide, at der stilles krav til ham:

»Hvis du ikke yder noget, kommer de og skubber til dig,« siger han efter godt tre måneder i Tørring.

Den baggrund, de møder med, er ret forskellig. Thomas skød 1993 to andre unge mænd under et narkoopgør i Silkeborg og blev idømt 14 års fængdel. Tobias derimod er ustraffet, modsat alle andre på Øvebakken, men har været ude i noget misbrug og faktisk opgivet af sin kommune.

»Jeg har nærmest været på arbejde hele tiden, siden jeg kom,« siger Thomas med et grin. Han tager en masse overarbejde - for at tjene mere til julegaver, men også fordi han har behov for at rive i noget og søge nye veje.

Han siger, at indespærringen i Horsens gjorde ham selvdestruktiv, kynisk og kold. Mange af de ansatte kalder han dybt inkompetente og fyldt med mindreværdskomplekser, som de skulle afreagere på de indsatte.

»Torben derimod fortjener en masse goodwill, fordi han gør noget for os.«

Thomas skriver til et ungdomsmagasin, han laver sølvkæder, men hans nye drøm er nu at komme i lære som møbelsnedker på Schreibers Møbelfabrik. Det håber han kan ske efter prøveløsladelsen om knapt et år.

»Jeg låner Torbens bil for at køre hjem på juleferie. Hvem ville ellers tilbyde mig det,« siger han.

Af de otte, der for tiden er på Øvebakken, er de fem danskere, en har sin baggrund i Palæstina, en anden i Albanien og en tredje i Tyrkiet. Palæstinenseren er fra Vollsmose. I hans familie er der 18 børn. Elleve af dem sidder i fængsel.