De døde øjne

I flere uger har en død lækat ligget på bunden af en kold dybfryser. For et par dage siden fik den selskab af en spurv, og nu er tiden inde til, at begge dyr skal genopstå.

Konservator Erling Mørch tager imod ti forventningsfulde børn fra en naturbørnehave syd for Århus. Det er dem, der har fundet dyrene, og de har set frem til besøget med stor spænding.

Inde i værkstedet får Erling Mørch højtideligt overdraget to plasticposer, der indeholder de dyrebare fund. Børnene finder en plads ved bordet, Erling Mørch sætter sig også til rette og tager nænsomt lækatten ud.

»Den er fin stor,« siger han og konstaterer, at pelsdyret har måttet lade livet i trafikken. Det ene øje er trykket helt ud.

»I kan se, at øjet hænger her på siden af hovedet. Kraniet er også gået i stykker, men det gør ikke noget. Vi tager bare et kranie fra et andet dyr og bruger det i stedet,« forklarer konservatoren og begynder at slibe sin kniv.

»Kan du gøre den pæn,« spørger en af småpigerne.

»Ja. Nu skærer jeg den op. Jeg skal have alle indvoldene ud,« svarer Erling Mørch.

Børnene kigger med store øjne, mens han skærer maven op, men ingen finder situationen ubehagelig. I løbet af de to år, Naturbørnehaven har besøgt Erling Mørch, er der kun ét barn, der ikke brød sig om at se indvoldene.

For børnene er mødet med Erling Mørch tværtimod en begivenhed, de hver gang glæder sig til, forklarer pædagog Birgitte Madsen.

»De er meget optagede af, at vi skal have udstoppet et dyr. I går fandt vi en død hveps, og med det samme var der et af børnene, der spurgte, om man kan udstoppe en hveps Vi har også en udstoppet muldvarp, som et af børnene fandt under en ferie og tog med til Naturbørnehaven. Det viser, at børnene også bruger deres fritid på det.«

Naturbørnehaven er en del af den Integrerede Institution Langenæsstien 6A i Århus. Ideen med at få dyrene udstoppet opstod, fordi børnene af og til fandt et dødt dyr i de naturskønne omgivelser ved Mariendal syd for Århus, hvor Naturbørnehaven holder til. Frem for at begrave dyrene har institutionen valgt at få dem udstoppet, så børnene har daglig glæde af dem.



Hvor er blodet? »Jeg kan ikke se noget blod,« konstaterer en lille pige, mens Erling Mørch arbejder med sin kniv.

Det med blodet er vigtigt for børnene, men konservatoren forklarer, at når et dyr dør, bliver kroppen kold, og så stivner blodet. Derfor er det ikke en særlig blodig affære at fjerne indvoldene.

»Se, her er bagbenet. Nu skærer jeg kødet af, så I kan se knoglen.«

»Jamen så kan den jo ikke stå,« siger et pige lidt betuttet.

Erling Mørch forklarer, at lækatten vil få ståltråd i benene, så den skal nok komme til at stå, når den om et par måneder er færdigudstoppet.

Lækatten er i familie med stinkdyret, fortæller han, og derfor har den stinkkirtler, som man skal være meget forsigtig med at skære af. Hvis der går hul i kirtlerne, lugter det afskyeligt.

»Det er en meget markant lugt. Der er ikke noget, der lugter sådan i hele verden,« siger Erling Mørch og fortæller om en ven, der i USA kom til at sparke til et dødt stinkdyr, der lå i vejkanten.

»Han blev nødt til at smide sine sko ud. Selvom han hængte dem op i en flagstang for at lufte dem, stank det i hele huset, da han tog skoene ind igen. Lugten kunne ikke komme af.«

Børnene lytter benovede.

»Skal du så ikke have vasket hænder bagefter,« vil én vide.

»Jo, det gør jeg mange gange om dagen. Og hvis jeg kommer til at røre ved kirtlerne, vasker jeg hænderne i tandpasta.«

Der grines omkring bordet, så breder tavsheden sig, mens konservatoren krænger pelsen af lækatten - næsten som hvis han tog en frakke af dyret. Han viser dem den blottede dyrekrop.

»De steder på kroppen, hvor der er blod, er der, hvor bilen har ramt den. Den er blevet suget op under bilen og har fået hjernen i klemme, så den er død med det samme,« beroliger han børnene.

Da lækatten er tømt for indvolde, henter Erling Mørch en færdig form, stopper den ind i skindet og viser, hvordan dyret vil se ud, når det er færdigt.



Pose fuld af øjne. Naturbørnehavens samling af udstoppede dyr tæller efterhånden en edderfugl, to mus, heraf én placeret i en musefælde, et pindsvin, en solsort, en sølvmåge, en rotte og en muldvarp. Hjemme i fryseren ligger en mår og en gærdesmutte og venter på, at det bliver deres tur.

Fælles for dyrene er, at Erling Mørch placerer dem i naturlige omgivelser, når han udstopper dem. For eksempel er det planen, at spurven skal befinde sig i lækattens mund - for at vise, at lækatte godt kan finde på at snuppe en spurv til middag.

Det er en af Erling Mørchs forcer, forklarer Birgitte Madsen. At lære børnene om dyrene og naturen. Dermed supplerer han fint Naturbørnehavens målsætning om at give børnene for-ståelse for bæredygtighed, kredsløb og processer i naturen - hvordan dyr æder hinanden.

»Han er god til at fortælle børnene om dyrenes levevis, og hvordan de passer ind i fødekæden,« siger hun.

De unge tilskuere begynder at gå lidt rundt i værkstedet, men Erling Mørch har midlet til atter at tryllebinde dem. Han finder en pose med plastic-dyreøjne i alle størrelser og afskygninger, og det vækker begejstring.

»Hvad er det for et øje,« spørger de igen og igen.

»Ræv, lækat, ugle, gammel hun-spurvehøg, sølvmåge,« svarer konservatoren tålmodigt og finder selv et leopard-øje frem.

Podernes øjne bliver mindst lige så store, som øjet i Erling Mørchs hånd.

Det er svært at løsrive sig fra de mange øjne. Men der er så meget andet spændende at se på, og snart lytter børnene igen til Erling Mørch, der viser dem en udstoppet brushane, en isfugl, en spætte og forklarer lidt om dyrene.

Derefter sætter han sig til rette ved bordet igen og går i gang med spurven.



Forretningshemmelighed. Han puster fjerene til side og skærer et lille hul på maven. Så tager han hele kroppen ud i ét snuptag.

»Det sjove ved fugle er, at de godt kan ligne mennesker lidt. Prøv at se, den står næsten som et menneske,« siger Erling Mørch og holder kroppen frem.

»Er det en dreng eller en pige,« vil et barn vide, men det kan man ikke umiddelbart se.

»Så skal jeg skære kroppen op for at se, om den kan lægge æg, men det gør jeg ikke i dag,« lyder svaret.

Efterhånden har børnene tilbragt en time i stor koncentration i konservatorens værksted fyldt med udstoppede dyr og øjne.

Indtrykkene fylder i hovederne, og de små maver begynder at rumle.

Inden Erling Mørch takker af for dagens besøg, inviterer han børnene til et kig på den maskine, der støber dyreøjnene.

Maskinen ligger i et lokale længere nede ad vejen, og hånd i hånd går børnene ned og ser, hvordan små plastic-stykker bliver smeltet om og kommer ud i forskellige størrelser - afhængig af det dyr, de skal sidde på.

Selve malingen af øjnene står Erling Mørch selv for, fortæller han, men vil i øvrigt ikke komme nærmere ind på, hvordan det foregår. Det er en forretningshemmelighed, som har gjort ham til en af Europas førende leverandører af dyreøjne.

Efter knap halvandens times besøg alt i alt sætter Naturbørnehavens bus kurs mod Mariendal igen. Børnene er sultne og trætte efter så lang tids koncentration.

Tilbage er nu at vente på, at Erling Mørch får lavet lækatten og spurven helt færdig - så de kan komme hjem og pryde på hylderne med de andre dyr.



Konservatoren

Erling Mørch er uddannet konservator for 20 år siden. Han har indtil for to år siden arbejdet på Naturhistorisk Museum i Århus, men er i dag selvstændig konservator.

Arbejdsmæssigt spænder han vidt og har blandt andet udstoppet en hvalros og en isbjørn. Udover at udstoppe dyr laver han selv hele det miljø, dyrene placeres i i montren. Han har desuden specialiseret sig i at lave dyreøjne, som han leverer til hele Europa.

Udover Naturbørnehaven fra Århus får Erling Mørch ind i mellem besøg af børn fra lokalområdet omkring Lading vest for Århus.