Dårlige normeringer skader børn

Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet, mener generelt, at danske børn har det godt. Men nu er han blevet bekymret for, hvordan det skal gå fremover. Årsagen er daginstitutionernes normeringer, forholdet mellem antallet af børn per voksen. Dion Sommer mener, at normeringerne i nogle kommuner allerede er eller er på vej til at blive så ringe, at børnene kan tage varig skade af at opholde sig i daginstitutionerne.

Bekymringen slog ud i fuldt flor, da Dion Sommer for noget tid siden i dagbladet Politiken læste en liste over normeringerne i nogle af landets kommuner. Her kunne han konstatere, at flere kommuner har så dårlige normeringer, at velfærden er truet for de implicerede børn. I den efterfølgende debat faldt det ham også for brystet, at Bjørn Dahl (V), formand for KL's Børne- og Kulturudvalg, gav udtryk for, at normeringer i børneinstitutioner og dermed prioriteringen af småbørns velfærd er noget, kommunerne bare kan skrue op og ned på alt efter politisk smag, skøn, behag og skattetænkning.

"Det går altså ikke, at det offentlige kan true børns udvikling ved at regulere normeringerne. Der skal være nok veluddannede voksne til at drage kvalificeret omsorg for børnene i daginstitutionerne, ellers vil det især gå ud over den sociale og følelsesmæssige udvikling, men også den sproglige og intellektuelle udvikling kan tage skade. Og det gør mig bekymret, hvad jeg ellers ikke plejer at være. Så derfor er det væsentligt for mig, at dem, der sidder og beslutter normeringernes størrelse, har en viden om, at man ved at putte flere børn ind per voksen er med til at true næste generations personlighedsudvikling," siger han.

I de normeringstal, Politiken viste (og som også har været omtalt i Børn&Unge nr. 49), var der indregnet gartner, køkkenassistenter, rengøringsassistenter og lignende, som ikke tager sig direkte af børnene, og alligevel var nogle af normeringerne på den forkerte side at det tilladelige, mener Dion Sommer.

"Hvis pædagogerne bruger 40 procent af deres tid på administration eller andet, som nogle undersøgelser har vist, så skal det jo også tælles fra. Man skal selvfølgelig kun regne det personale, som tager sig direkte af børnene, med i normeringen, og når man laver den omregning, ser det virkelig alvorligt ud mange steder. Skærer man så yderligere, har vi virkelig problemer," siger han.



Udenlandske anbefalinger. Dion Sommer mener, at det er på tide, at én, der ikke er part i sagen, som ikke skal sørge for, at pædagogerne får flere stillinger, råber op om de dårlige normeringers skadelige virkninger på børnene. Selv har han mistet tilliden til, at kommunerne kan administrere, hvordan normeringerne skal være. Og opfordrer socialministeren til at gribe ind med nogle minimumsgrænser.

Dion Sommer henter dokumentation for sin bekymring i forskning fra USA og England. Undersøgelser af børns reaktioner på at opholde sig i daginstitutioner har vist, at er der for mange børn per voksen, vil det føre til urolige, aggressive og stressede børn, der har flere indbyrdes konflikter. Forskningen er så klar i sine konklusioner, at det i USA har ført til, at børnelægernes sammenslutning (The American Academy of Pediatrics) i 1988 har lavet nationale anbefalinger for, hvor mange børn hver voksen maximalt må tage sig af, hvis det ikke skal gå ud over børnenes personlighedsudvikling.

Anbefalingerne ser sådan ud: Mellem 0-2 år anbefales maksimum tre børn til én voksen på fuld tid, for 2-2,5-årige er forholdet 4:1, for 2,5-3-årige 5:1, for 3-4-årige 7:1, for 4-6-årige 8:1, 6-8-årige 10:1 og for de 8-12-årige er forholdet mellem børn og voksne 11:1.

Der er ikke lavet en dansk undersøgelse om emnet, men Dion Sommer er ikke i tvivl om, at lavede man lignende undersøgelser i Danmark, ville man få samme resultat. Det er skadeligt for børns velfærd, hvis de på grund af for få voksne til at tage sig af dem ikke får opmærksomhed nok.



Den negative leg. De dårlige normeringer går især ud over den sociale og følelsesmæssige udvikling, men også den sproglige og intellektuelle udvikling er i farezonen. Ifølge Dion Sommer sker der det, at de stærke børn i en gruppe vil tage over, hvis børnene overlades for meget til sig selv og fri leg i børnegruppen. Der opstår et børnehierarki, hvor de stærkeste tager magten og mobber de svage. At lære tolerance over for andre, hvilket er meget vigtigt for at udvikle social kompetence, bliver vanskeliggjort af tendensen til indbyrdes magtkampe i gruppen.

"Hele social kompetence-området er det, der først og fremmest bliver truet. Man tænker måske ikke over, at foregår legen ikke i en sammenhæng, hvor de voksne viser børn, hvordan man tager sociale hensyn, så skaber børn simpelthen destruktive hierarkier. Legen har selvfølgelig også positive elementer, men foregår den alt for "frit", bliver den negativ. Børnene leger grimme og ubehagelige lege, hvor nogle børn får roller, der fastlåser dem i ydmygende positioner, og hvor andre børn tager magten. Der skal være nogle - og det skal være uddannede pædagoger - der følger med i børns lege, er gode rollemodeller, griber ind og fortæller, hvad der kan tolereres, og hvad der ikke kan. Men har pædagogerne for meget andet at se til, få de ikke grebet ind, og så kører den frie leg frit under børnenes egne definitionsformer," siger han.

Dion Sommer mener, at børn skal have lov til at lege frit og lære af hinanden uden konstant opsyn fra voksne.

"Men nogle lege er altså direkte udviklingsskadende for børn, og de vil sandsynligvis dominere mere, når man har for få pædagoger i forhold til antallet af børn," siger han.

Børn er fra starten rettet mod det sociale. Men de sociale spilleregler skal først læres, og det er først og fremmest forældrenes ansvar, mener Dion Sommer. Men ikke når børnene er i daginstitution, og forringer man pædagogernes muligheder for at gribe ind i de grundlæggende udviklingsprocesser, så får man et stigende problem med flere og flere børn, der ikke har lært spillereglerne.

"I vores kultur er det vigtigt til en vis grad at lære selvkontrol. Du kan ikke bare være impulsiv hele vejen igennem, og det er specielt en proces, som man skal lære i 2-6-års alderen. Vi skal ikke være selvkontrollerede og selvundertrykkende, som vi skulle for to generationer siden, men der skal være grænser for, hvor meget man kan lade sin vrede, sine aggressioner og sine impulser gå ud over omverdenen. Og det er altså noget, børn skal øve sig på hver eneste dag, og derfor er det væsentligt, at der er nogen med pædagogisk indsigt, der kan vejlede dem og hjælpe dem med de stærke følelser, de har," siger han.



Kompetente voksne til kompetente børn. Dion Sommer mener, at den megen tale om børns selvforvaltning næsten også er blevet til, at børn selv har ansvar for deres egen personlighedsudvikling. Han mener, at legegruppen er væsentlig, men problemet er, at der er en lang række evner og kompetencer, som børn ikke udvikler og lærer ved at være sammen med jævnaldrende. Voksne skal være de kompetente for de kompetente børn.

"Så derfor er man nødt til at gå på to ben og også tilbyde børnene voksenstøtte. Vi ved, at det går ud over børns sproglige udvikling, hvis de både kommer fra familier, hvor man ikke har tradition for at snakke med børn og føre længere dialoger med dem, og går i en daginstitution, hvor der er så mange børn, at pædagogerne ikke har tid til at kommunikere med det enkelte barn i tilstrækkelig udstrækning. Det vil give disse børn store problemer i skolen, hvor en god sprogudvikling er nødvendig for i det hele taget at lære noget," siger han.

Kommer man under visse normeringer, så kan de voksne, uanset hvor gerne de end vil, ikke magte det, de skal i forhold til de enkelte børn. Forskning viser, at det ikke er tilstrækkeligt, at voksne er til stede og påser, at ting sker på bestemte måder, at de organiserer aktiviteter og er opmærksomme på gruppen.

"Der skal være et vist individuelt hensyn til det enkelte barn - ikke hele tiden og konstant, men ret ofte. Og er der ikke det, er det indikation på dårlig kvalitet, for så sker der noget negativt med hensyn til børns personlighedsudvikling. Og det er klart, at jo flere børn, man presser ind, jo vanskeligere bliver det for pædagogerne at få tid til dette individuelle hensyn. Der bliver for meget stress og jag, eller man organiserer sig ud af det ved at lave fri leg det meste af tiden. Fri leg er vigtig, men det er altså overvurderet som noget, der er tilstrækkeligt, for at børn kan udvikle sig. Så voksne er helt essentielle for, at børns personlighedsudvikling forløber godt, og derfor er det så vigtigt, at der er nok af dem," siger han.

Dion Sommer mener, at det er fuldstændig selvmodsigende, at man taler så meget om, at der skal arbejdes for en bedre kvalitet og for at bryde den negative sociale arv i daginstitutionerne samtidig med, at man skærer i normeringerne.

"Normeringer og de fysiske rammer skal først være på plads, før man kan udvikle pædagogikken. Så man kan jo ikke på den ene side tale for en højnelse af kvaliteten, og at de svage børn skal støttes og samtidig fjerne de strukturelle forudsætninger for at kunne arbejde med kvalitet. Det hænger simpelthen ikke sammen. Men det er jo også gratis at sige, at nu skal der arbejdes med kvaliteten, for det er der ingen, der kan være uenige i. Men det er yderst kritisabelt, at man så fjerner pædagogernes muligheder for at gøre noget ved det," siger han.