Chokoladeforbud står ved magt

Red Barnets Børnehave i Horsens blev med sit forbud mod søde sager

Det er ikke mindst en lille dreng, der er årsag til, at chokolade-madder og mælkesnitter har været forbudt i Red Barnets Børnehave i Horsens siden 1. august (Se Børn&Unge nr. 34).

Han var et af de børn, hvis madpakke bestod af flute med Nutella. Hans fire fortænder i overmunden var så rådne, at han blev indstillet til at få fjernet dem alle fire under narkose. Ventetiden var et halvt år, og i den periode måtte pædagogerne dagligt give drengen smertestillende medicin, for at han kunne holde ud at være i institutionen.

Samtidig gik snakken mellem børn og pædagoger om sund kost, og det gjorde stort indtryk på drengen.

»Pludselig havde han ikke længere madpakke med. Det viste sig, at han selv smed den væk. Han tog det ansvar på sine egne skuldre, og det går ikke. Det skal han ikke« fortæller leder Birgitte Rasmussen om den episode, der slog hovedet på sømmet i institutionen.

»Det handler ikke om, at vi som institution vil tage magten fra forældrene. Men vi vil gerne støtte dem i at tage nogle valg, for eksempel i at slik ikke hører hjemme i en børnehave. Så slipper forældrene for at tage den diskussion med børnene derhjemme.«



Forældrenes beslutning. De sidste fire år har børnehaven haft en kostpolitik. Det indebærer blandt andet fællesspisning, kostuger og løbende information om ernæringsrigtig mad og madpakker. Seneste skud på stammen er slikforbuddet, men selvom det i praksis er pædagogerne, der må håndhæve, at forældrene følger forbuddet, så er det en enig forældrebestyrelse, der står bag forslaget.

Det budskab ønsker Lars Barslev, formand for forældrebestyrelsen i børnehaven, at slå fast med syvtommersøm, og det er baggrunden for, at forældrebestyrelsen i sidste uge inviterede til pressemøde med et ti mand stort panel til at forsvare institutionens beslutning. Panelet bestod af blandt andre Merete Kastens, kendt fra tv-programmet "Livet er fedt," og Kristian Asmussen fra Fnuggi Klubben, Vejle Amt - en klub for overvægtige mænd - og repræsentanter for Horsens Kommune.

»Vi har igennem fire år haft forældremøder om kost og madpakker, men alligevel har vi set madpakker, som kun indeholdt chokolademadder og en Petit Danone yoghurt eller en mælkesnitte til dessert. Og hvor er energien til at lege og lære så henne? Det er ikke pædagogerne, der har besluttet, at børnene ikke må have slik med. Det er forældrebestyrelsen, og det er næsten ingen forældre utilfredse med,« understreger Lars Barslev.

Birgitte Rasmussen var dog godt klar over, at et direkte forbud ville skabe røre i andedammen. Alligevel fastholder hun, at det er et nødvendigt skridt i netop hendes børnehave, der ligger i et særligt socialt belastet kvarter.

»Ved at forbyde slik sender vi et budskab til forældrene om, at vi har en kostpolitik, og vi har en holdning. Vi er en international børnehave, og halvdelen af vores børn er tosprogede. Derfor er det vigtigt at få budskabet formuleret klart. Og et forbud kan alle forstå,« siger Birgitte Rasmussen, der selv var den første til at reagere, der ordet "forbud" første gang blev foreslået af en pædagog i institutionen.

»Men det var altså et nødvendigt skridt, og børnene er glade for det,« fastslår Birgitte Rasmussen.



Sagt af panelet

Jon Logason, forældre uden for bestyrelsen: »Det er ikke en beslutning, der er trukket ned over hovedet på os forældre. Det er en proces, vi har været igennem i årevis, og forbuddet er endnu et skridt på vejen. En beslutning, der er taget sammen med forældrene.«



Frede Braÿner, forfatter og lærer på Midtbyens Ungdomsskole i Århus: »Dårlig kost er ingen privatsag, for det skader omgivelserne, når børnene er skiftevis trætte og hyperaktive som følge af ustabilt blodsukker. Derfor skal pædagoger gribe ind.«



Kristian Asmussen, "Fnuggi Klubben" Vejle Amt: »Til at begynde med tænkte jeg, at det ikke er børnehavens opgave at blande sig i børnenes kost. Men selvfølgelig er det det. Ellers er det ligegyldighed.«



Merete Kastens, kendt fra tv-programmet "Livet er fedt": »Jeg ville ønske, at det var et lovkrav, at institutioner for børn og unge havde faste retningslinjer om kosten. Det er forfærdeligt, at forældre medvirker til at gøre deres små børn afhængige, og det bliver man af sukker«



Tanja Schmidt, koordinator for "Gør Horsens lettere": »Det er et godt initiativ. Børnene bliver vindere her, de er ikke gidsler. Jeg håber, vi kan gå foran som eksempel her i Horsens.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.