Censur; Ledere lægger låg på

Det er ikke kun ledere, der bliver presset til at holde mund af kommunerne. De sender også Sorteper videre, så det er tillidsrepræsentanterne, der pludselig oplever at få mundkurv på

KÆFT, TRIT OG RETNING

Børn&Unge har i de sidste tre numre beskrevet de omfattende problemer med offentlige ansattes ytringsfrihed. Mange kommuner bruger trusler og kammeratlige samtaler til at banke daginstitutionslederne på plads. Metoden er meget effektiv, og de fleste dukker nakken og holder kæft, når de først har haft en kammeratlig samtale med forvaltningscheferne.



Kommunerne vil gerne have hånd i hanke med lederne og deres holdninger. Nogle steder har lederne været hurtige til at lære og kræver samme loyalitet fra medarbejderne.

Karin Sørensen, sagsbehandler, BUPL Vestsjælland, har oplevet, at ledere prøver at bremse assistenterne.

»Nogle ledere synes, at det er ubelejligt, hvis assistenter går til fagforeningen. Vi har for eksempel haft en sag med samarbejdsproblemer, hvor de kom alt for sent til os, så der ikke var meget, vi kunne gøre,« fortæller Karin Sørensen.

"Lederen sagde, at det ikke var noget, I tog jer af", lød forklaringen på den sene henvendelse til BUPL.

Tillidsrepræsentanterne bliver holdt i kort snor.

»Hvis ikke tillidsrepræsentanterne har fulgt kommandovejen op gennem SU-systemet, så har de været illoyale overfor kommunen, lyder anklagen. Det er for så vidt også korrekt, og vi indskærper også overfor tillidsrepræsentanterne, at de skal sørge for at orientere deres nærmeste foresatte, så det er åbent, det de gør,« siger Karin Sørensen, BUPL Vestsjælland.



Fyringsgrund. Grete Møller er fællestillidsrepræsentant i Skovbo Kommune, og hun kender udmærket til ledere, der vil have hånd i hanke med tillidsrepræsentanterne.

»Kommunen planlagde en mindre fremskrivning. Det måtte tillidsrepræsentanterne ikke sætte en seddel om på opslagstavlen,« fortæller Grete Møller, der understreger, at det ikke er hende selv, der har haft problemer i forhold til sin leder.

»Nogle tillidsrepræsentanter har fået at vide, at det er fyringsgrundlag, hvis de hænger en seddel op om fremskrivningen,« siger Grete Møller.

»Og det er lederen, der bestemmer på institutionen.«

Grete Møller er ikke tilfreds med, at der på den måde bliver lagt låg på, hvad tillidsfolkene må informere om i institutionerne.

»Vi skal selvfølgelig informere, når vi har viden,« mener Grete Møller, men i kommunens forvaltning mente man, at tillidsfolkene ikke skulle skabe unødig uro på området.

»Så vi må ikke fortælle det, før budgettet er vedtaget,« siger Grete Møller, der mener, at lederne næppe selv har valgt, at der skulle være tavshed omkring fremskrivningen.

»Lederen får at vide på et lederforum, at de skal forhindre, at tillidsfolkene hænger sedler op. Lederen skal sige nej til det, fordi lederen først og fremmest er kommunens mand,« siger Grete Møller.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.