BUPL-PMF: En historisk chance eller en udsplattet vision

Intet er vel mere rart i tilværelsen end en uventet og lidt overraskende pengestrøm. Derfor var der også store smil hos de godt 300 fremmødte århusianske pædagoger, da de på et stormøde om den forslåede fusion med PMF som sidste punkt på dagsordenen fik at vide, at den lokale Århusafdeling havde hentet en ganske god lokalaftale i hus.

Da brød jublen løs.

For første og eneste gang dén aften.

Det emne, der egentlig havde lokket de mange pædagoger til møde, kunne nemlig ikke presse de store, positive følelser frem. Alle visioner om organisatoriske, økonomiske, politiske og uddannelsesmæssige fordele ved en eventuel fusion med PMF vejede ikke tungt nok. I hvert fald af den snes pædagoger, der bemægtigede sig den vandrende mikrofon og lod deres modvillige røst lyde i den gamle kooperative kongressal.

»Vi står med en historisk chance, som jeg indrømmer kan blive et historisk nederlag, hvis vi siger nej til fusion,« sagde Bente Sorgenfrey, mens hun på overheaden illustrerede de organisatoriske udviklingsmuligheder, som ligger i en samlet pædagogisk front.

»Målet på lang sigt er at samle hele det pædagogiske område under ét - altså både medhjælpere, lærere, socialpædagoger og pædagoger. Den virkelighed, vi står overfor i dag, kan se helt anderledes ud om 10 år. Det ser vi både i Sverige og Norge, hvor uddannelserne på nogle områder er slået sammen. Derfor vil vi stå bedre rustet, hvis vi allerede nu bruger kræfterne på en fælles faglig og pædagogisk indsats i stedet for fortsat at bekrige hinanden. Vi vil det tætte samarbejde og vil hellere bruge energien på at opnå fordele hos arbejdsgiverne,« sagde Bente Sorgenfrey i sin indledning.



Vi klarer det selv. Formanden for BUPL Århus Kommune, Henning Truelsegaard, svarede ved at holde sig til de nære og nuværende værdier, som bærer pædagogernes status, såvel fagligt som uddannelsesmæssigt.

»Hvorfor er vi samlet her,« spurgte han og svarede selv:

»Det er, fordi vi har taget en grunduddannelse, og vi derfor har en samfundsmæssig placering, som skal udbygges og fastholdes. Og det er for mig et ret afgørende udgangspunkt. Det er godt nok, vi kan magte opgaven, vi klarer det selv,« sagde Henning Truelsegaard i små portioner, fordi salen flere gange afbrød indlægget med varme klapsalver.

»En organisation, der forsvarer uddannelse og faglighed vægter entydigt langt mere end en række gevinster, der kan opnås med samdrift. Jeg vil ikke forsværge, at der kan være fordele ved fusioner, men jeg nægter at tro på, at det er nogen god idé at fusionere derudaf, til der kun er seks-syv store mastodonter tilbage. Jeg tror, det er nødvendigt, at fagbevægelsen forsøger at fastholde et udgangspunkt for den enkeltes identitet,« sagde Henning Truelsegaard.



Det faglige ben er amputeret. Derefter tog debatten fart, og ikke én af talerne havde lovord tilovers for de overordnede og mere eller mindre strategiske visioner, som er vedtaget af kongresser i både BUPL og PMF.

»Jeg mangler fuldstændigt det faglige indhold i diskussionen. Det faglige ben er amputeret eller i hvert fald i gips,« mente Joan Frausing.

Bekymringen hos de mange modstandere af en kommende fusion var udtalt på en lang række områder - lige fra en særlig sektion for ledere og værdigrundlaget for det pædagogiske arbejde til ængstelse over for udvanding af uddannelsen.

Inge Satrup fra salen mente, at begrebet "to kølige hænder og varmt hjerte" ligesom hos sygeplejerskerne aldrig kunne blive udgangspunkt for de pædagogiske værdier.

»Vi bør være stolte af vores uddannelse og i stedet for debat om fusion vil det være bedre at anbefale medhjælperne at tage sig en uddannelse - og så melde sig ind i BUPL«

Dette retoriske udsagn blev modtaget med en vis hengivenhed af forsamlingen og lige som de andre angreb tålmodigt besvaret af Bente Sorgenfrey:

»Kun omkring 60 procent af de ansatte i daginstitutionerne har en pædagogisk uddannelse, og det samme er også tilfældet hos socialpædagogerne. At nå højere er vel ønsketænkning, men mit mål vil være et forhold med 80 procent uddannede og 20 procent ikke-uddannede - selv om det bliver meget svært. Vi står overfor en kamp om de unge, og søgningen til uddannelsen er vigende i disse år. Men der ligger også en kvalitet i at hente folk udefra - for eksempel kunstnere eller andre - ind i institutionerne.«

Hun forsikrede i øvrigt, at formandsposten i et eventuelt nyt pædagogisk forbund altid ville blive besat af en pædagog. Denne faglighed var "umistelig", mente hun.

Eneste forsonende element i aftenens diskussion var en udbredt enighed om, at diskussionen i sig selv er værdifuld, og at øget fokus på eget værd altid er positivt.

»Og så gør det ikke så meget, at vi ikke bliver enige.«

Sagt af Pia fra salen og det var en tale som alle forstod.

De klappede i hvert fald.