BUPL mener: Fælles kamp for anerkendelse

Fælles kamp for anerkendelse

Strejken er i gang. Det er nu, vi skal overbevise KL om, at der skal flere penge på bordet.

Skal kampen lykkes, skal vi stå sammen. Uanset om man har stemt ja eller nej til mæglingsforslaget, er vi alle enige om, at pædagogers løn ikke står mål med vores uddannelse og ansvar.

Jeg anbefalede selv et ja til mæglingsforslaget, som efter min opfattelse var et skridt i den rigtige retning. Men urafstemningen viste, at skridtet skal være større.

Konflikten er en fælles kamp for alle pædagoger. Det handler ikke længere om, hvem der stemte ja eller nej. Det handler om at kæmpe sammen for mere i løn til pædagogerne.

Det var den samme holdning, der prægede hovedbestyrelsens møde, umiddelbart efter resultatet af urafstemningen forelå. Jeg er glad for at konstatere, at hovedbestyrelsen i enstemmighed vedtog en række krav, der skal opfyldes for at afslutte konflikten.

Kravene, som også er omtalt andetsteds her i Børn&Unge, går ud på at konkretisere, hvordan vi kan anvende ekstra penge, udover dem der lå i mæglingsforslaget. De ekstra penge skal sikre minimum tre løntrin til alle grupper, såvel assistenter som souschefer og ledere, uden at ændre vilkår for aftenarbejde. Samtidig vil vi have nedsat en ligelønskommission, så der kan blive rettet op på de lønmæssige skævheder, pædagoger og andre kvindedominerede faggrupper lider under.

KL's svar på medlemmernes markante nej ved urafstemningen har været at lockoute pædagogerne i alle de kommuner, hvor BUPL ikke har varslet konflikt. Lederne er dog undtaget fra lockouten. I stedet for at lytte til pædagogernes argumenter for en bedre løn og søge en løsning, optrapper KL konflikten og gentager automatsvaret om, at der ikke er flere penge. Det ligner snarere et forsøg på at skabe så mange problemer for børnefamilierne, at vejen er banet for et regeringsindgreb.

Kampen bliver ikke let, men det betyder kun, at vi må bruge al vores energi og engagement på at synliggøre pædagogernes lønkrav. Markere os i gadebilledet, argumentere og overbevise, og ikke mindst lægge pres på kommunalpolitikerne, så de forstår nødvendigheden af vores krav.

Strejken vil helt uundgåeligt skabe problemer for mange forældre, børn og unge. Det er beklageligt, men kan ikke undgås, når vi ikke kan blive enige ved forhandlingsbordet og derfor bruger vores ret til at strejke. Vi skal huske os selv og forældrene på, at vi gør det for at sikre en løn, så der også i fremtiden vil være pædagoger til at tage sig af børnene og de unge i institutionerne.

Opgaven er fælles for alle pædagoger. Ganske vist står pædagogerne i strejkekommunerne i første geled, men skal vores kamp lykkes, skal alle pædagoger deltage. Er man ikke udvalgt til at strejke, er der masser af måder at bakke op på. Man kan lægge pres på kommunalpolitikere i sin egen kommune, og man kan støtte sine strejkende kolleger.

Jeg glæder mig personligt til at komme ud i landet og give min opbakning til de strejkende. God kamp.