BUPL anno 2003; Unge pædagoger står på spring

Den nye generation af pædagoger har lyst til fagligt arbejde. Heldigvis, for generalforsamlingerne i fagforeningerne efterlod indtrykket af en organisation, der har brug for alle gode kræfter.

To nye i hovedbestyrelsen og 32 nye i afdelingsbestyrelserne. Det var det kontante udbytte af dette års generalforsamlinger i BUPL's 22 lokale fagforeninger, som 3460 ud af 57.796 aktive og stemmeberettigede medlemmer deltog i. For hver seks, som gik til generalforsamling, var der altså 94, som holdt sig væk.

I "gamle dage", det vil i denne sammenhæng sige de politiserede 70'ere og 80'ere, var det i gennemsnit en dobbelt så stor andel af medlemmerne, som mødte frem, når der blev kaldt sammen til den årlige statusopgørelse. Sådan kan det måske gå hen og blive igen.

En nylig undersøgelse af de unge pædagoger og pædagogstuderendes ønsker og forventninger til arbejdslivet og til BUPL dokumenterer således, at der i dette pædagogfagets vækstlag er et betydeligt fagpolitisk engagement - og basis for endnu mere af slagsen.

10 procent af den nye generation af pædagoger betragter sig selv som fagligt aktive, mens en tredjedel af de ikke-aktive siger, at de godt kunne forestille sig at blive det. Hele 40 procent tilkendegiver endvidere, at de er åbne for at påtage sig hvervet som kollegernes tillidsrepræsentant.

Opløftende meldinger, som BUPL forsøger at følge op på. Et projektarbejde er sat i gang for at få afdækket, hvordan potentialet kan omsættes i handling og ny fremgang.



LDK-udtynding. Da BUPL og Landsforeningen Danske Klubfolk i 1991 slog sig sammen, blev der i de ledende organer reserveret specielle pladser til klubfolkene. To pladser i forretningsudvalget, seks i hovedbestyrelsen, en syvendedel af pladserne i de lokale fagforeningsbestyrelser og som minimum 25 kongresdelegerede. Dertil kom, at syv personer fra og omkring LDK's daglige ledelse fik poster som rejsesekretærer i fællesforbundet.

Efter kongressen i 1992 var det slut med særbehandlingen, og det har over tid medført en markant udtynding i klubfolkenes repræsentation. Seneste offer er faglig sekretær Jan Hoffmann, som på generalforsamlingen i BUPL Afdeling 4 måtte se sin post nedlagt og sig selv overflødiggjort.

Status er herefter, at der i forretningsudvalget ikke længere sidder tidligere LDK'ere, at der i hovedbestyrelsen er to tilbage, nemlig Astrid Jensen og Lars Schønning, at de eneste tilbageværende LDK'ere i korpset af rejsesekretærer er Kjeld Christensen og Klaus Froberg, samt at antallet af valgte faglige sekretærer med LDK-baggrund nu kan tælles på en hånds fingre. Med til billedet hører imidlertid også, at en del tidligere LDK'er har skiftet fra at være valgte til at være ansatte i BUPL-systemet.



Fusioner koster. Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jesper Due, som sammen med makkeren Jørgen Steen Madsen har beskæftiget sig indgående med fagbevægelsens fusioner og deres anatomi, er ikke overrasket over, at den oprindelige fordeling af poster og indflydelse forrykker sig.

"Det er konsekvensen af ikke at dele op i sektorer. Det samme skete, da børnehave-, fritids- og vuggestuepædagogerne i 1973 gik sammen i BUPL. Efter en overgangsperiode med fast repræsentation til faggrupperne blev valgene givet fri, og snart var der ikke nogen, som overhovedet beskæftigede sig med, om man kom fra den ene eller anden af de sammensluttede organisationer. Desuden er et af formålene med fusioner jo at opnå rationaliseringsgevinster. Der vil med andre ord ikke være plads til alle. Problemet opstår, hvis den ene faggruppe sidder tilbage med en følelse af, at den i virkeligheden ikke rigtig regnes for noget," siger Jesper Due, og spørger, om det er sådan, klubfolkene i BUPL har det.

Børn&Unge lader spørgsmålet gå videre til Jens Busk, nuværende sagsbehandler i BUPL, før fusionen grå eminence i LDK og måske den, der har mest føling med, hvad måtte være tilbage af LDK-kulturen.

"At det er den lille kultur, som bliver klemt ved en fusion, er vel at forvente. Bag på mig er det i hvert fald ikke kommet. Hvordan klubfolk i bred almindelighed har det med det, kan jeg ikke præcist vide, men der er da dem, der mener, at det var forkert at fusionere med BUPL, og som bliver bekræftet, når for eksempel deres tidligere formand, Ove Bendix Larsen, bliver stemt ud af BUPL's forbundsledelse.

Men de er ikke så mange. Til gengæld er der en del, som synes, at klubområdet som sådan får for lidt opmærksomhed. Et eksempel: For nylig sendte BUPL materiale ud om kompetenceudvikling og efteruddannelse, men undlod at omtale den nye klubuddannelse. Jeg påtalte det, men fik at vide, at den kunne man læse om mellem linjerne. Jeg ville nu have foretrukket at kunne læse om den på linjerne," siger Jens Busk.



Frustrationer. Hvem der i givet fald skal afløse Bente Sorgenfrey som forbundsformand gav generalforsamlingerne ikke noget sikkert fingerpeg om. I en del fagforeninger blev emnet end ikke berørt, mens der i andre blev spurgt ind til, hvem af de to kandidater - forbundsnæstformand Annette Trads Hansen og faglig sekretær Allan Baumann - de delegerede havde tænkt sig at stemme på, hvis der skal holdes ekstraordinær kongres den 10. december. Det skal der, hvis Bente Sorgenfrey torsdag i næste uge vælges som formand for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF).

Svarene var i flere tilfælde af typen "vi har endnu ikke lagt os fast på noget, eller vi afventer og ser, om der dukker flere kandidater op".

Præcise tilkendegivelser var der dog også. BUPL-fagforeningerne i København, Afdeling 4, Storstrøms Amt og Århus Kommune bebudede, at de går ind for Allan Baumann, mens der var hel eller delvis opbakning bag Annette Trads Hansen i Vestsjælland, Vejle Amt, Viborg Amt, Århus Amt samt Afdeling 3 og 5.

Men igen: Intet er afgjort. Den ny formand findes ved en skriftlig og hemmelig afstemning, og der en vis tradition for, at kongresdelegationerne stiller det enkelte medlem frit, når det drejer sig om netop personvalg. Under alle omstændigheder er det på grund af selve valgproceduren vanskeligt at håndhæve "partidisciplinen".

Sammenfattende om årets generalforsamlinger: Sløjt fremmøde, ikke voldsom megen debat, en del frustration over de tilsyneladende uophørlige nedskæringer og - som det positive - pæn tilførsel af nye kræfter til det faglige arbejde.



Nye kræfter

Nyvalgte medlemmer af hovedbestyrelsen:

Jette Wichmann Jørgensen, BUPL Roskilde

Per Rishøj Pedersen, BUPL Nordjylland

For førstnævntes vedkommende er der tale om et comeback, idet hun sad i hovedbestyrelsen i perioden 1989-95.

Nyvalgte medlemmer af afdelingsbestyrelser:

Bjarne Kofoed og Natalia Kouzwnetsova Olsen, BUPL København

Lotte S. Neumann, BUPL Afdeling 1

Hanne Andersen, BUPL Afdeling 2

Michael Paulsen, BUPL Afdeling 3

Juan-Vicense Perez Y Calero, BUPL Afdeling 4

Anette Mouritzen, BUPL Afdeling 5

Gerd Reidun Balle-Christiansen, BUPL Afdeling 6

Eva Aabjerg og Vita Eva Christensen, BUPL Frederiksborg Amt

Christina Kamp og Rita Jytte Gandløse, BUPL Roskilde Amt

Peter Kraus Hooge, BUPL Vestsjællands Amt

Malene Lønquist og Rune Kirchhof, BUPL Storstrøms Amt

Karin Pedersen, BUPL Fyn

Annette Aarøe og Karina Andersen, BUPL Sønderjylland

Jan Roland, Kim Jørgensen og Toke K. Madsen, BUPL Ribe Amt

Kim Hyttel, BUPL Vejle Amt

Mikkel Scheufens Petersen, BUPL Ringkøbing Amt

Elisabeth Skousen, Jesper Korshøj Nielsen, Kirsten Marie Viholt og Lars Henriksen, BUPL Århus Amt

Henrik Dahl og Tine Skaarup Olesen, BUPL Århus Kommune

Else Overvad og Kristine M.S. Haurdahl, BUPL Viborg Amt

Niels Jørn Routhe, BUPL Nordjylland

Samtlige fagforeninger, bortset fra Bornholm, fik således tilført nye kræfter.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.