Borgerkrigens børn

Jeg kan ikke mærke, om du er sort eller hvid,« siger Albano Chitenha, mens han lader hånden glide ned over min blege arm. Hans højre øje stirrer vidtåbent på mig, mens det venstre er lukket.

Albano er blind. Han mistede synet for et par år siden, da han var med sin mor, Felizmina, på markarbejde. Hun trådte på en landmine og blev dræbt. Albano gik bagest og mistede synet på begge øjne. Han har et stort netværk af ar på højre kind.

Men arrene på sjælen mærker man ikke. Albano sidder i en seng på børneafdelingen på Josina Machel-hospitalet i Angolas hovedstad, Luanda, og fortæller afslappet sin historie på ovimbundu - det mest udbredte sprog i det centrale Angola. Indimellem smiler han til børnelægen, der oversætter til portugisisk.

»Jeg kunne mærke, at min mor ikke rørte sig, så jeg blev bare liggende i græsset. På et tidspunkt kom der nogle mænd forbi. De var vist nok UNITA-soldater (fra den tidligere oprørshær, red.), og de troede, at vi begge to var blevet dræbt. De diskuterede, om de skulle tage os med, men blev enige om, at det ikke kunne betale sig. Vi var jo døde,« mindes Albano.

»Jeg tror nok, at der gik fire dage, inden der kom nogle andre soldater forbi. Fra regeringshæren. De bar mig til et hospital, og siden har jeg boet på tre forskellige sygehuse.«



Far bortført af UNITA. Albano ved ikke, hvor gammel han er. 10 år, gætter han på. Han har ikke gået i skole, men demonstrerer stolt, at han kan tælle til 10. Et tal for hver finger.

»Jeg kan godt lide at være på børneafdelingen. Her er mad nok. Jeg har min egen seng, og jeg kan lege med de andre børn. Det eneste, jeg savner, er mine søskende, Teresa, Lukava og Delfina. Jeg ved ikke, hvor de er henne,« forklarer Albano.

Hans far, António, blev bortført af UNITA-soldater længe inden mineulykken. Både UNITA og regeringshæren hvervede nye rekrutter på dén måde.

»Jeg husker ikke min far så godt,« siger Albano og får et trøstende klap på kinden af børnelægen, Anna Pérola da Cunha.

Der er titusinder af tragiske skæbner à la Albanos i Angola. For tre år siden stemplede FN's Børnefond, UNICEF, landet til at være det værste i verden at vokse op i. Næsten hver femte kvinde omkommer under graviditeten eller fødslen. Hvert tredje barn dør, inden det er fem år, og halvdelen af dem, der overlever, kommer ikke i skole.

Nu er der endelig våbenhvile efter fire årtier med krig, og det burde gå fremad. Men FN's Verdensfødevarehjælp skønner, at mellem 50 og 100 mennesker dør om dagen i Angola på grund af sult. Og mange flere bukker under, fordi der ikke er medicin til at behandle malaria, lungebetændelse, diarré og andre almindelige sygdomme.



Orlandos kamp. På Læger uden Grænsers nødcenter i Sanza Pombo sidder 12-årige Maria Pirez på en bænk med sin lillebror, Orlando, på skødet. Deres mor døde, da Orlando kom til verden for to måneder siden. Man kunne ikke købe mælk i den lille, krigshærgede by, så babyen sultede, indtil der ankom nogle dåser med pulvermælk fra provinshovedstaden Uige cirka 200 kilometer mod sydvest.

Den spanske læge, Maria Cereceda, vejer og undersøger Orlando og konstaterer, at han er ekstremt underernæret. Han skal på en vitamin- og mineralberiget mælkekur i tre-fire uger. Ellers risikerer han at dø.

Læger uden Grænsers center åbnede midt i juni i en villa på den katolske missionsstation i Sanza Pombo. Da Børn&Unge besøgte centret, var der indskrevet 38 ekstremt underernærede børn. Dødstal: to børn på en måned.

»UNITA indtog Sanza Pombo i 1998, og vi flygtede næsten alle sammen,« mindes Orlandos storesøster Maria Pirez.

»Soldaterne plyndrede de fleste af husene og hospitalet. De tog det hele: senge, madrasser, medicin og generator. For to år siden generobrede regeringshæren byen, men folk er først rigtigt begyndt at vende tilbage efter våbenhvilen, og nu mangler vi både mad, medicin, strøm og rent vand. Det vigtigste er, at vi får sået en masse majs og plantet maniok nu, så vi har noget at høste til januar,« forklarer den 12-årige pige.

Hendes far er lærer på den lokale skole, som lige er genåbnet - uden borde, stole og tavler.

»Men jeg har ikke tid til at gå i skole. Jeg skal passe Orlando,« siger Maria.



Fire millioner fordrevne. Våbenhvileaftalen blev underskrevet af generaler fra regeringshæren og UNITA i begyndelsen af april - seks uger efter, at UNITAs leder, Jonas Savimbi, var blevet skudt. Siden har omkring 400 nationale og internationale organisationer forsøgt at hjælpe de nødlidende. Blandt andet Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Red Barnet og Den Lutherske Verdensføderation, som Folkekirkens Nødhjælp er partner med. Men hullede veje, sprængte broer og landminer gør det svært at få medicinen, maden, tæpperne, hakkerne og såsæden frem.

De internationale hjælpeorganisationer skønner, at der er over fire millioner internt fordrevne i Angola. Dertil kommer næsten en halv million angolanske flygtninge i nabolandene, især Zambia. Det vil sige, at mere end en tredjedel af Angolas 12 millioner indbyggere flygtede under borgerkrigen. Over halvdelen af de fordrevne er børn, og omkring 50.000 er blevet forældreløse.



Oliemilliarderne. Ministeriet for Familier og Kvinder ligger i en majestætisk bygning ved havnefronten i Luanda. Viceminister Filomena Delgado har en fin udsigt over bugten fra sit airconditionerede kontor på 2. sal.

Hun vil ikke svare på den massive, internationale kritik af, at Angolas regering gør for lidt for at hjælpe de sultende.

»Det er ikke mit område, men takket være freden har vi fået forsvarsudgifterne ned. De er stadig forholdsvis høje (9 procent af statsbudgettet, red.), fordi vi er nødt til at hjælpe de mange UNITA-familier, der nu bor i opsamlingslejre rundt om i landet,« forklarer viceministeren.

Midt i juli godkendte parlamentet en revideret finanslov for 2002. 4,6 procent skal bruges til uddannelse, 4,4 procent til sundhed og 3,5 procent til sociale udgifter.

Er det ikke for lidt i et land, hvor over 5.000 skoler ligger i ruiner, og 60 procent af sygehusene og sundhedsklinikkerne er ødelagt?

»Man kunne måske godt ønske, at tallene var højere. Men lige nu prioriteres det højere at sætte veje, broer og jernbaner med mere i stand,« oplyser Filomena Delgado.

Et par hundrede meter fra hendes kontor har diamantfirmaet De Beers opført en skyskraber af stål og glas. Angola har verdens fjerde største diamant-reserver og er Afrikas næststørste olieeksportør. Exxon, Texaco, BP, Statoil, Norsk Hydro, Agip, Elf og alle de andre borer lystligt løs under olieplatformene langs kysten. Det giver milliarder af dollars i royalties og kommissioner til den angolanske elite, som er partner i olieeventyret.

MPLA, Den Folkelige Bevægelse for Angolas Befrielse, har haft magten siden uafhængigheden i 1975. I 1990 forlod partiet den marxistisk-leninistiske kurs og slap markedskræfterne løs. Præsident José Eduardo dos Santos ventes at udskrive valg i 2004, og UNITA, Den Nationale Union til Angolas Totale Uafhængighed, bliver formentlig det største oppositionsparti.



Forsvundne børn. Fra Josina Machel-hospitalets vinduer kan man også beundre den sølvglimtende Luanda-bugt. Anna Pérola da Cunha håber, at Albano Chitenha kommer til at nyde udsigten inden længe.

»Jeg har skrevet ham op til en øjenoperation. Der er en reel mulighed for, at han får synet igen,« siger børnelægen.

Samtidig leder Røde Kors efter drengens søskende.

»Vi har fundet ud af, at de boede hos en tante i Chitembo (i det centrale Angola, red.). Men hun døde, og nu søger vi efter andre familiemedlemmer,« siger en Røde Kors-medarbejder.

Mellem april og juni lykkedes det for Røde Kors at genforene 34 børn med deres familier. Men der er lang vej igen. Nødhjælpsarbejdere skønner, at omkring 100.000 børn forsvandt i løbet af 1980'erne og 1990'erne.

»Det er et mareridt. Nogle børn blev bortført flere gange, og mange af dem kan ikke huske deres forældre længere,« fortæller Maria Vittoria Romano, som koordinerer Røde Kors' eftersøgningsprogram.



Thorkil Green Nielsen er journalist og udsendt af U-landsorganisationen Ibis til det sydlige Afrika.



Støt Angola

Søndag den 10. november kan du hjælpe borgerkrigens børn i Angola. Dansk Flygtningehjælp går fra dør til dør, og i fokus for landsindsamlingen er katastrofeområderne Tjetjenien, Afghanistan og Angola. På http://www.flygtning.dk (linket virker ikke længere) kan du allerede nu betale penge ind online, og du kan melde dig som indsamler. Kommunikationsmedarbejder i Dansk Flygtningehjælp Jakob Kjøller oplyser, at en indsamler på tre timer kan indsamle i gennemsnit 1000 kroner, der rækker til en startpakke med bl.a. tæpper, tøj, gryder, sæbe, såsæd og korn til en familie på fire personer.



Pædagoger hjælper børn i Angola

Dansk Flygtningehjælp har til landsindsamlingen den 10. november sendt et brev ud til samtlige 8.000 institutioner for at finde indsamlere. Mere end 1000 af disse institutioner har hver lovet at skaffe fem indsamlere. Fondraiser i Dansk Flygtningehjælp, Jesper Nissen, finder det fantastisk flot.

»Det vidner jo om et stærkt samfundsengagement hos pædagogerne,« siger han.