Børns mange intelligenser; Hulens intelligens

Regeringens krav om pædagogiske lærerplaner kom samtidig med, at lederen af institutionen Hulen i Hedehusene stødte på læren om de 10 intelligenser. I dag er de 10 intelligenser en stor hjælp, for eksempel når pædagogerne udfylder lærerplaner

Klogskabe udgør en stor del af indretningen i vuggestuen og børnehaven Hulen i Hedehusene. Legetøjet er placeret i kasser markeret med farver, der hver symboliserer en intelligens. For eksempel ligger alle bondegårdsdyrene i kassen med grøn mærkat, der betyder natur-klog. I hver kasse ligger en beskrivelse af den pågældende intelligens og det legetøj, der hører til kassen.

For pædagogerne i Hulen har arbejdet med de 10 forskellige intelligenser ikke mindst betydet, at de har fundet en indgang til at opfylde kravet om pædagogiske lærerplaner. De værdier, som politikerne lægger vægt på i forbindelse med de pædagogiske lærerplaner, går nemlig fint i spænd med intelligenserne.



Positivt med lærerplaner. I 2005 arbejdede pædagogerne i Hulen med børnenes sociale kompetencer, som også er et af temaerne i de pædagogiske lærerplaner. I forbindelse med arbejdet med lærerplaner integrerede de intelligensen os-klog som et hovedelement og derefter musik-klog, krops-klog og ord-klog som sekundære intelligenser.

For eksempel sang de sange om venskaber og læste bøger højt, der handlede om at være venner. Formålet med lærerplanerne var, at børnene i Hulen lærte at vise omsorg og respekt for hinanden, at de lærte at acceptere hinandens forskelligheder, og at alle børn fik venner.

De pædagogiske lærerplaner er et positivt tiltag for lederen i Hulen, Marianne Prasz. Det styrker blandt andet den faglige stolthed blandt pædagogerne.

"Vi ved jo godt, at vi allerede gør det, der står i lærerplanerne. Udfordringen er at få sat tingene i system, skrevet ned og dokumenteret, at vi gør det. Arbejdet med intelligenserne har været en stor hjælp til at præcisere tingene. Vi vil jo gerne have, at vores pædagogiske arbejde bliver synligt overfor både forældre og kommunen, men også overfor os selv," forklarer Marianne Prasz.

Intelligenserne kan også bruges, når et barn overgår fra børnehave til skolen.

Inden et barn begynder i skolen, tager en pædagog en samtale med forældrene og den børnehaveklasseleder, som barnet skal have. Samtalen bliver brugt til at give pædagogernes viden om barnet videre. De fortæller om barnets styrkesider og svagheder.

"De forskellige intelligenser er med til at tydeliggøre for os, hvad der skal arbejdes med hos det enkelte barn," fortæller Marianne Prasz.



Jord mellem fingrene. I 2006 har pædagogerne i Hulen valgt at sætte fokus på naturen og naturfænomener, som er et andet fælles tema for lærerplaner og de 10 intelligenser.

Det indebærer projekter med vand, jord, frø, blomster og blade. Alting kommer ind på stuerne, hvor børnene kan røre ved det hele. Hele tiden holder pædagogerne fast i, at de aktiviteter, de præsenterer for børnene, er alsidige og appellerer til alle de forskellige intelligenser.

"Det er rigtig vigtigt, at de børn, der er kropskloge, får lov at røre ved alle tingene og bevæge sig, når de lærer. Mens de børn, der er ord-kloge, har behov for, at vi sætter ord på og fortæller dem, hvad der sker, når man putter et frø ned i jorden," forklarer pædagog Randi Alban.



Oversete børn. Der er en særlig årsag til, at pædagogerne i Hulen forsøger at gøre aktiviteterne så alsidige som muligt. Før i tiden var der nogle børn, som ikke fik ret meget af pædagogernes opmærksomhed. Læren om intelligenserne har været en stor hjælp for pædagogerne til at se styrkesiderne hos de børn, som pædagogerne før havde en tendens til at overse.

Det kan for eksempel være et barn, der er meget intuitiv-klog. Hvis pædagogens styrkeside ligger et helt andet sted, kan det være svært at gennemskue, hvordan man som voksen når indtil det intuitiv-kloge barn.

"Hvis der er et barn, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal komme ind på, slår jeg op i bogen og læser om at være intuitiv-klog. Jeg finder ud af, hvad jeg som ansvarlig pædagog kan gøre for, at det intuitive kloge barn bliver stimuleret, så det ikke bare kommer til at passe sig selv," forklarer Randi Alban, der er helt overbevist om, at de børn ikke er helt så ensomme som tidligere.

Intuitiv-kloge børn er ofte meget fantasifulde, derfor kan voksne for eksempel tage på en styret fantasirejse med barnet. Det går ud på at stille spørgsmål til barnets fantasi, og på den måde møde barnet i sit rette element. Hvem vil hun gerne have med på sin rumrejse? Hvad skal de lave på vej derop i raketten? Og hvordan ser der ud i rummet? - er nogle af de spørgsmål, man kan stille.

"Vi vil jo helst ikke indrømme, at vi overser nogle børn, men det er i hvert fald ikke de børn, der får mest opmærksomhed, selvom det måske i virkeligheden er dem, der har mest behov for det. I dag møder vi barnet, der hvor barnet er, fordi vi har indset, at barnet for eksempel er intuitiv-klog. Det handler om respekt for barnet," siger Randi Alban.





De 10 intelligenser er:



1. Ord-klog - evnen til at beherske sprog.

2. Tal-klog - evnen til at opdage mønstre, tænke logisk og ræsonnere.

3. Natur-klog - evnen til at forstå, begå sig

i og se mønstre i naturen.

4. Billed-klog - evnen til at skabe og håndtere fore-stillinger i bevidstheden som led i problemløsning.

5. Musik-klog - evnen til at genkende og skabe musik.

6. Krops-klog - evnen til at bruge bevidstheden til at koordinere kroppen.



7. Os-klog - evnen til at forstå andres følelser og hensigter.

8. Jeg-klog - evnen til at forstå sine egne følelser og hensigter.

9. Eksistentiel-klog - evnen til at forholde sig til livets store spørgsmål, samt at handle i overensstemmelse med eksistentielle og åndelige værdier.

Oprindelig er den engelske psykolog og forsker

i pædagogik, Howard Gardner, ophavsmand til syv af intelligenserne, senere tilførte han to intelligenser.

I forbindelse med bøgerne om legetøj og intelligens, benytter forfatterne Christina V. Østergaard og Jørn Martin Steenhold sig af en 10. intelligens:

10. Intuitiv-klog - evnen til fornemme, tankelæse og tænke synkront.

De pædagogiske lærerplaner fokuserer

på seks emner:

Barnets alsidige personlige udvikling

Sociale kompetencer

Sprog

Krop og bevægelse

Naturen og naturfænomener

Kulturelle udtryksformer og værdier

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.