Børn- og ungechefen taler begge sprog

Vi skal gøre op med forestillingen om, at politikerne kun vil spare. I virkeligheden ønsker de det samme som pædagogerne: Nemlig det bedste for børnene.

Sådan oplever den tidligere børnehaveleder og mangeårige kommunist, Grethe Timmermann, den politiske virkelighed i Tornved Kommune på Vestsjælland. Derfor har hun heller ikke set det som et særligt stort spring at blive chef for kommunens børn- og ungeforvaltning.

Siden november sidste år har hun været øverste leder for både daginstitutioner, dagpleje, pladsanvisning, familieafsnit, klub og ungdomsskole i den lille kommune, og det ser ud, som om hun trives med det: Den lyshårede og ikke særligt høje kvinde er ét stort imødekommende smil, da hun tager imod Børn&Unges journalist på sit kontor med skrå vægge øverst i det gamle rådhus.

»Man hører ofte den der med, at "politikerne altid vil spare og putte flere børn ind i børnehaverne", men i virkeligheden oplever jeg ikke, at der er så stor forskel på, hvad vi vil. Her i Tornved har vi for eksempel mange familier for tiden, der har særlige behov - ondt i trivslen på den ene eller den anden måde. Det bruger vi forfærdelig mange ressourcer på at gøre noget ved, fordi vi har nogle politikere, der synes, at det er vigtigt. Deres mål er ikke at spare en masse penge, men det er klart, at de er tvunget til at prioritere. Og så kan man ikke give folk alt det, de gerne vil have,« siger den 45-årige forvaltningschef.



Nødt til at spare. Grethe Timmermann synes derfor ikke, det er svært at sidde på en post, hvor hun uundgåeligt bliver tvunget til at føre besparelser ud i livet. For selvom det er en del af jobbet, så mener hun, at hendes primære opgave er at skabe de bedste rammer på børneområdet til gavn for borgerne i kommunen.

Forvaltningschefen ser sig selv som en slags oversætter mellem den politiske og den faglige verden - at holde de to verdner i en frugtbar dialog. Som tidligere pædagog og leder har hun forudsætningerne for det, mener hun, fordi hun kender begge sprog.

»Når jeg sidder i et politisk udvalg, hvor der sidder nogle mennesker med et helt andet kendskab til faget end mig, kan jeg nogle gange forklare, hvordan det kan være, at personalet er vrede over et eller andet. Jeg forstår det faglige sprog og kan oversætte det i det kommunale system,« siger hun.

Sådan oplever lederne af daginstitutionerne i Tornved Kommune det også. De er glade for forvaltningschefen, og der er ikke andet end lovord til overs for Grethe Timmermann, da Børn&Unge spørger dem. Lederne kan tydeligt mærke, at hun kender området: "Vi bliver behandlet med stor forståelse", "dialogen og debatterne på ledermøderne er konstruktiv, og alle tør sige deres mening", lyder det. Samtidig accepterer lederne, at en forvaltningschef er tvunget til at tage nogle ubehagelige beslutninger ind imellem. "Men vi forsøger altid at finde en ordentlig løsning," siger én.



Kæmpede for verdensfred. Det politiske sprog har Grethe Timmermann lært hen ad vejen. Som ung i 70erne og først i 80erne var hun aktiv kommunist og lærte derigennem en del om politik, mens hun kæmpede for både verdensfred, højere SU og flere kollegieboliger. Alligevel var det ikke her, hun lærte det vigtige i en god dialog.

»Det var vi søreme ikke ret gode til. Det blev ofte kun til slagord og krav om, at "vi vil have to nye pædagoger" og sådan noget. Så kunne de, der havde en anden politisk observans, sidde og sige: "Jamen, det vil vi ikke have", og så var dén diskussion slut. Vi var for dårlige til at forklare, hvorfor vi gerne ville have flere pædagoger. At det ikke var for vores egen mageligheds skyld.«

»Jeg synes, at vi som fag skal acceptere, at vi skal ind i en dialog med politikerne. Så de har et ordentligt grundlag at træffe beslutningerne på.«



Pinligt at blive leder. Grethe Timmermann er fra Vendsyssel og uddannet socialpædagog i Aalborg, men flyttede ret hurtigt med sin mand og søn til København. Og selvom hun på seminariet var en af dem, der undrede sig over, at nyuddannede kunne føle sig kvalificerede til at søge lederstillinger, så ville skæbnen, at hun ret hurtigt selv blev en af dem.

»Det var jo nærmest lidt pinligt at blive leder så hurtigt, så jeg var ikke særlig stolt af det,« fortæller hun med et grin.

»Jeg blev leder, som så mange ofte bliver det: Lidt snublende og tilfældigt. Det første job, jeg fik, var en stedfortræderstilling i en relativt stor integreret institution, hvor der havde været nogle problemer. Lederen valgte at stoppe, hvorefter jeg blev konstitueret og senere blev opfordret til at søge stillingen.«

Nok var det en lidt snublende start, men Grethe Timmermann har aldrig siden fortrudt, at hun gik ledervejen. Siden dengang først i 80erne har hun kun haft lederstillinger, først i København, men siden i Vest-sjælland, hvor hun flyttede til med sin familie - mand og nu to børn - i 1984.

»Jeg er meget fascineret af ledelse. Som leder bliver man to-faget, fordi ledelse er et fag for sig. Og når man er fascineret af det, så er det vel meget naturligt at søge større udfordringer inden for det.«

Grethe Timmermann har ikke bare praktiseret ledelse gennem årene. Hun har også studeret det - først på den tre-årige merkonomuddannelse i personaleadministration og siden på Forvaltningshøjskolens diplomlederuddannelse. Det var først og fremmest på disse uddannelser, at den 45-årige leder lærte det vigtige i dialogen mellem mennesker.



Slog ørerne ud. »Det var lærerigt at gå på en uddannelse, hvor der var andre faggrupper. At lave projekter sammen med nogle, der ikke var pædagoger - smede, maskin-arbejdere, sygeplejersker, elektrikere og hvad der ellers var. Når man forsvinder ind i sit fag, så tror man nogle gange, at ens egen fagkultur er den eneste sandhed. Men hvis man slår ørerne ud, finder man ud af, hvor fascinerende det kan være at vende nogle tanker på hovedet og se på noget fra andre vinkler.«

Det er også vigtigt at kunne som institutionsleder, mener Grethe Timmermann. Som pædagog skal man ikke tro, at man altid ved, hvad der er bedst for børnene og deres familier.

»Vi skal kunne se, hvilke behov familierne har. Vi skal ikke tro, at vores fag er det, vi lærte på seminariet. Sådan ser jeg det ikke. Vores fag er at give familierne det, de har behov for. Og det skifter alt efter tidspunkt og sted.«

I virkeligheden ser hun mange ligheder mellem at være pædagog og at være leder, og hun kan bruge meget fra sin pædagogiske rygsæk i hverdagen:

»Der er en række elementer i ledelsesfaget, der hæfter sig på den samme teori som pædagogikken. For eksempel kan vi ikke tvinge folk til uddannelse, hvis ikke de selv vil. Det er jo en sandhed, vi kender fra pædagogfaget: Vi kan ikke udvikle børnene, de udvikler sig selv. Men vi kan forsøge at skabe nogle rammer, der giver dem mulighed for en god udvikling. Det er i høj grad dét, personaleledelse drejer sig om: At sørge for at medarbejderne er kompetente, at de befinder sig godt, og at de har nogle rammer at arbejde i, der gør, at de kan bruge deres fag og ikke behøver at bruge energien på alt muligt andet.«.



Karrieren kom naturligt

At være kvinde og mor har ikke været forhindringer i Grethe Timmermanns karriere. Men børnene er nogle gange kommet i anden række, indrømmer hun

I Tornved Kommune kender man ikke til den mangel på kvindelige ledere, der tales om i resten af samfundet. Her er tre ud af seks ledende chefer kvinder.

Grethe Timmermann har aldrig oplevet nogle særlige hindringer i sin karriere, fordi hun er kvinde.

»Nej. Og jeg mener heller ikke, at jeg har fået noget, fordi jeg er kvinde. Jeg mener, at jeg er blevet bedømt på det, jeg kan, og det er jeg godt tilfreds med.«

Forvaltningschefen er ikke meget for at generalisere om forskellen på mandlige og kvindelige ledere, selvom hun mener, at der er forskel.

»Jeg tror, at der er forskel på, hvem vi er. Men der er nok også en kønsforskel. Hvad er det, man siger? "Kvinder taler, før de tænker. Mænd handler, før de tænker." Det er der måske noget om«

Grethe Timmermann griner højt. Bagefter kommer hun til at tænke på et træk ved sig selv, som hun finder meget irriterende og kvindeligt.

»Jeg vil gerne have styr på alt og nå alt, og det er ganske enkelt umuligt i det her job. Jeg har tænkt over flere gange, at jeg skal ud over den der perfektionisme. Jeg stiller større krav til mig selv, end min omverden stiller til mig ...«

Børn- og ungechefen har altid elsket at gå på arbejde. At blive leder og siden forvaltningschef var ikke noget, hun kalkulerede med eller stræbte mod som nyuddannet, men karrieren er alligevel kommet meget naturligt for hende. Og hun har aldrig set det som en større hindring, at hun samtidig er mor og gift med en mand, der altid har været meget fagpolitisk engageret og dermed også haft travlt.

»Jeg var så heldig, at vi delte et hus med nogle venner. Derfor har mine børn boet i et hus, hvor der altid var andre voksne, hvis ikke vi var der,« fortæller hun.

Ind imellem er familien alligevel kommet i anden række, indrømmer hun.

»Der har nok været tidspunkter, hvor jeg prioriterede mit arbejde højere end mine børn. Jeg tror, at alle forældre prioriterer forkert nogle gange, og det har jeg også gjort. Jeg har fået nogle dejlige børn ud af det alligevel, men der har da været tidspunker, hvor de havde mere brug for mig end andre.«

»Alligevel tror jeg på, at man skal være tro mod det, man vælger. Jeg tror ikke, at jeg havde været en god mor, hvis jeg havde gået hjemme ved dem. Det skal man kun gøre, hvis de kan fylde ens liv, og hvis man har lyst til det. Men de har krav på, at man prioriterer sin tid til deres fordel.«



Blå bog:

Grethe Timmermann er 45 år og gift med Niels Lønbæk, der arbejder i Socialpædagogernes Landsforbund. De har to voksne børn - en pige på 18 og en dreng på 25 år.

Er født i Vendsyssel og uddannet i Aalborg, men flyttede som nyuddannet til København med sin mand. Fik her arbejde som souschef og siden som leder af en stor integreret institution. Flyttede siden til Vestsjælland i den gamle skole i Knabstrup med to andre familier fra vennekredsen.

Blev leder af en børnehave i Tornved Kommune og tog tidligt i 90erne en merkonomuddannelse i personaleledelse. Blev kort efter tilbudt ti timer ugentlig som konsulent for kommunen, og blev året efter konsulent på fuldt tid. Tog siden en dimplomlederuddannelse på Forvaltningshøjskolen, samtidig med at hun blev ansat som fagchef i Tornved Kommune i 1999 og en ændring i forvaltningens struktur udnævnt til chef for børne- og ungeforvaltningen sidste år.