Børn ingen kan li; Jeg skulle jo kunne lide børn

Når Jonatan trænger til et knus, så er han ikke i tvivl om, hvor han skal gå hen. Hen til Gitte. Hende kan han kravle op til og få sig en rigtig superkrammer af, og det gør han tit, for hun er så dejlig at kramme. I øvrigt er han ikke den eneste, der synes sådan. Flere af børnehavens unger skal af og til lige et smut hen og have et lille knus af Gitte.

Gitte, der desuden hedder Jensen og er pædagog i "Børnehuset" i Stoholm i Midt- og Vestjylland, kan også godt lide det. Hun kan godt lide, når børnene kommer hen og giver hende et kram. For hende ligger en meget stor del af bekræftelsen ved arbejdet lige netop der. I børnenes umiddelbare og kærlige udtryk og i den totale tillid, de viser hende.

Derfor kom det fuldstændigt bag på hende, da der var et barn, hun ikke brød sig om at holde tæt ind til sig. Hun havde svært ved overhovedet at fatte, at hun kunne føle sådan.

»Jeg var jo uddannet pædagog, og så skulle jeg jo kunne lide børn. Jeg havde det rigtigt dårligt med det. Jeg syntes, det var noget underligt noget at føle sådan. Jeg syntes ikke, det var tilladt,« fortæller Gitte Jensen.



Overrasket. Det var en aften til personalemøde, det gik op for hende. Sammen med kollegerne var hun i gang med at danne nye grupper for institutionens børn, da hun til sin overraskelse fandt ud af, at hun havde det svært med en af drengene. Lad os kalde ham Søren. Han blev sat i hendes gruppe, og det brød hun sig ikke om.

»Det var ikke noget, jeg havde tænkt over før, men lige pludselig kunne jeg mærke, at det var jeg ikke glad for. Der havde jeg ikke lyst til, at han skulle være. Så det sad jeg og grundede lidt over, men jeg sagde ikke noget om det på det tidspunkt.«

I stedet forsøgte Gitte at få ham mingeleret over i en anden gruppe ved at pege på, at han måske legede bedre sammen med børnene der, og at han nok også passede bedre sammen med den voksne i den gruppe. Hendes argumentation lykkedes. Søren kom i en andens gruppe. Men Gitte var blevet opmærksom på et problem.

»Efter det møde begyndte jeg at lægge mærke til ham. Jeg fandt ud af, at jeg ikke tog om ham, og at jeg ikke satte mig med ham. Det var ikke sådan, at jeg følte mishag, men jeg havde svært ved at tage ham ind til mig. Jeg har nok også sagt "nej" lidt oftere til ham end til de andre børn. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg havde det sådan, og jeg følte, det var meget forkert af mig,« fortæller Gitte.



Kun mennesker. Søren var et lidt understimuleret og måske ikke så kønt et barn. Han kunne virke en smule pågående, men normalt ville den slags ikke genere Gitte. Hun er ikke typen, der går uden om de såkaldte problembørn - dem plejer hun tværtimod at se som en udfordring. Men med Søren var der et eller andet. Og ligegyldigt hvor meget hun end spekulerede over det, kunne Gitte ikke finde ud af, hvad det var. Til sidst tog hun mod til sig og fik talt med kollegerne om, hvordan hun havde det.

»De var heldigvis meget åbne over for det. De sagde, at det er o.k. at have det sådan, og at det er vigtigt at melde ud. Fordi vi så kunne gøre noget ved det. Vi snakkede lidt om, at vi jo bare er mennesker, der arbejder som pædagoger. Vi kan jo heller ikke ubetinget lide alle voksne. Det er bare lidt mere legalt end med sådan nogle uskyldige børn,« siger hun.

På det tidspunkt havde Gitte ikke været uddannet så længe, og hun husker, at hun var en smule usikker i forhold til sin egen identitet som pædagog. De mere erfarne kolleger beroligede hende med, at der jo er stor forskel på, hvem man kan lide. Mens nogle har det bedst med stille og rolige piger, synes andre måske, det er sjovere at lege i mudder med et par vilde drenge. Og selv om det selvfølgelig ikke helt er det samme - det at kunne lide forskellige børn, og så det ikke at kunne lide et bestemt barn - så hjalp kollegernes forståelse Gitte.

»I hvert fald var det en meget stor lettelse for mig at tale om det. At få sat ord på,« siger hun.



Andre tog over. En konkret aftale kom der også ud af snakken. Hvis Søren begyndte at græde, så skulle en af de andre, så vidt det var muligt, lægge skulder til. Nu da de vidste, at Gitte havde svært ved det, gik de ind og hjalp. Heldigvis var der ingen af dem, der havde det på samme måde.

Aftalen medførte ikke en masse besvær i dagligdagen, men problemet kom til at fylde mindre. Fordi det fyldte mindre i Gitte. Og var der ikke andre voksne i nærheden, når Søren havde brug for trøst, ja, så klarede hun det altså selv.

»Jeg har prøvet at trøste ham. Jeg sad nok ikke så længe med ham og heller ikke helt så tæt. Det var ikke med hjertet. Det var den professionelle pædagog, der gjorde det. Fordi hun skulle,« fortæller Gitte.

Efter nogle måneder skete der igen noget, som overraskede Gitte.

"Børnehuset" ligger op til en skov, og da Gitte en dag skulle hente noget derinde, spurgte Søren, om han ikke måtte komme med. Uden at tænke svarede hun, at det måtte han da gerne. Så de vandrede af sted sammen, snakkede og hyggede sig. Først bagefter kom Gitte pludselig i tanker om, at "hovsa, det var jo Søren".

»Det følte jeg virkelig var en sejr. Det havde jeg ikke kunnet gøre nogle måneder tidligere. Men jeg tror, det løste op for mange ting, at jeg fik talt om det. Alene det, at det blev legalt for mig at have det sådan, det betød, at det lettede. Jeg kunne sagtens være sammen med ham. Og jeg fik et ganske hæderligt forhold til ham,« fortæller hun.

Siden Søren har der ikke været andre børn, Gitte har haft det svært med. Tværtimod har hun prøvet at være den, der skulle træde til for at hjælpe de andre med et barn, de ikke havde det så godt med. En usoigneret lille fyr, som ingen rigtig kunne lide at give de tætte omfavnelser. Den slags generer ikke Gitte. Så når den lille fyr trængte til et knus, så kunne han gå hen til hende og få sig en rigtig superkrammer. Og det gjorde han tit. Heldigvis.



EN LØSNING FOR BARNETS SKYLD

»Hvis problemet er der, kan man lige så godt forholde sig til det. Vi er professionelle pædagoger, men også mennesker, så vi snakker om det og finder en løsning. Sådan gør vi her,« siger Bente Kruse Jacobsen, der leder "Børnehuset" i Stoholm i Midt- og Vestjylland.

Da pædagog Gitte Jensen kom og fortalte, at hun ikke havde det så godt med at kramme en af børnehavens drenge, tog lederen beskeden til efterretning.

»Det er ikke forkert at have det sådan. Jeg kender godt følelsen. Selv har jeg oplevet det med et meget usoigneret barn. Og den slags kan børn jo godt mærke. Derfor mener jeg, man skal gøre noget ved det. Eftersom Gitte var den eneste, der havde det sådan med det barn, kunne vi sagtens klare det ved at organisere os ud af det. Så det gjorde vi både for Gittes skyld, men først og fremmest for barnets,« siger børnehavelederen.

»Hvis vi skal give et barn optimale vilkår for at blive trøstet, så skal det trøstes af en, der kan gøre det. Og det var ikke Gitte,« siger hun.

Derfor blev løsningen på problemet i dette tilfælde en aftale med de andre ansatte om, at hvis drengen havde brug for trøst, så skulle en anden så vidt muligt træde til. En aftale der fungerede uden at komme til at fylde en hel masse i hverdagen.

Men er det i orden, at børnehaven accepterer den slags følelser? Forældrene forventer vel ikke ligefrem, at pædagogen ikke kan lide deres barn?

»Som forældre har vi det jo også sådan. Der er forskel på, om man bryder sig om de venner, ens børn kommer hjem med, men derfor kan man jo godt acceptere det venskab. Det er naivt at tro, at pædagoger er overmennesker. Pædagoger er mennesker, der i kraft af en uddannelse kan arbejde professionelt et langt stykke, men når man bruger sig selv med hud og hår hver dag, så tror jeg ikke på, at det kan undgås, at man ind i mellem griber fat i den "rygsæk", vi alle har med. Men alle børn skal behandles ordentligt - med faglighed. Det er det, vi gør ved at løse et sådant problem. Når Gitte havde det sådan, kunne hun jo umuligt trøste drengen ordentligt. Og det er her, jeg mener, institutionen har sin styrke. Vi kan tilfredsstille behovene, fordi vi er mange, og vi er forskellige,« siger Bente Kruse Jacobsen.