Børn i lyst-drift

I en gammel bondegård er der krinkelkroge og masser af rum. Og sådan er den integrerede institution Hasselbjerggaard, der har en fortid som bondegård i Hasselager uden for Århus. De 32 børn i alderen nul til seks år bevæger sig rundt på tværs af stuer, alder og aktiviteter.

Fornemmelsen er ro uden overvægt på struktur. Her bliver der brugt mere energi på at se, lytte og opfange signaler end på struktureret pædagogik med traditionel stueopdeling, ugeplaner og skabeloner.

Børnene må selv bestemme, hvor de vil sidde og spise, om de vil på legepladsen, hvor i huset de vil lege, hvem de vil lege med og meget mere. Kodeordet er lystdrift, at børnene kan gøre, hvad de har lyst til, når det gælder dem selv. Og ingen tvinger et barn til noget, det ikke vil. I stedet lokker og inspirerer pædagogerne barnet til at få lyst.

De nul til tre-årige kan ikke formulere med ord, hvad de har lyst til. Her forsøger de voksne at opfange barnets signaler - og helst uden at børnene hele tiden oplever, at de voksne gør alt for dem. For eksempel skal børnene selv kravle op og ned ad stolen, smide hagesmækken i vaskeposen, og i det hele taget være så aktive som muligt i deres liv.

Børnene er inddelt i familiegrupper, og et voksent familieoverhoved har ansvaret for seks-syv børn i gruppen.

I Junglen er væggene ikke overraskende malet med lianer, vilde dyr og regnskov. Der er masser af puder, kravlestativer og en gruppe aktive drenge i tæt kontakt med medhjælper Thomas Bech, der i dag agerer den flyvende pædagog - en voksen, som flytter sig fra rum til rum afhængig af, hvor børnene er.

I Oasen, hvor væggene er gule og varme, ligger Kristoffer i et hjørne på en madras og tager sig en lur under sin dyne. De andre børns lyde generer ham overhovedet ikke. Her på Hasselbjerggaard vil de gerne have det så familiært som muligt.

Og pædagogikken på den gamle bondegård hviler på et humanistisk menneskesyn. Fordi det er menneskesynet, der bestemmer kvaliteten af samværet med andre mennesker, i dette tilfælde børn.

»Vi tager udgangspunkt i menneskene i stedet for regler, tidspunkter, institutionsrutiner og den slags. Vi sætter barnet i fokus, ser hvilke behov og signaler, der bliver sendt, og så dækker vi dem. Det er selvfølgelig stadigvæk os, der bestemmer og definerer, hvad der er det vigtigste, og hvilke behov der skal dækkes,« forklarer souschef Laila Mandal Jensen.

Leder Marianne Nis-Hanssen tilføjer:

»Og det er lige præcis den omsorg for barnet, der skaber vores hverdag, systemer, kultur og mønstre og ikke omvendt.«

Marianne Nis-Hanssen og Laila Mandal Jensen er forfattere til bogen "Børn i Lystdrift". Heri giver de deres praktiske bud på, hvordan en god dagligdag i en moderne daginstitution kan forme sig.



Respekt og følelser. De to pædagoger understreger, at det ikke kun handler om, at barnet er i fokus hele tiden.

»Det ville jo være synd for barnet, hvis man kun arbejder for at opfylde dets behov,« mener Laila Mandal Jensen.

Indimellem vælger pædagogerne, at et bestemt behov hos et barn ikke skal opfyldes. For eksempel da en dreng på to år bliver vældig skuffet, da han ikke kan lege i en rigtig god hule. Det er nemlig spisetid. Drengen stikker i et kæmpehyl.

»Her kan vi godt sige, at vi skal dække hans behov, og hans behov lige nu er at komme ind og lege i den hule. Men det gør vi ikke, for vi har også et fællesskab. Så det behov, vi dækker, er, at vi går ind og legaliserer hans vrede. "Vi kan godt forstå, at du er gal, og det er helt i orden. Men vi skal spise nu, så kan du gå ind og lege i hulen bagefter." Så ser vi jo i 99 ud af 100 tilfælde, at barnet bliver tilfreds med det, fordi han er blevet hørt og set i sit følelsesudbrud, uden vi bare har tilgodeset hans behov,« siger Laila Mandal Jensen.

Marianne Nis-Hanssen indskyder, at det i høj grad handler om at respektere og anerkende børnenes følelser i stedet for at bagatellisere dem.

»Hvordan ville vi selv havde det, hvis vores følelser ikke blev taget alvorligt,« spørger hun.

Marianne Nis-Hanssen tilføjer:

»Mange har den holdning, at man ved at fokusere på det enkelte barn sætter solidariteten og fællesskabet over styr. Men vores erfaring er, at der sker det modsatte. Hvis man møder barnet, der hvor barnet er, bliver barnet mere rummeligt og bedre til at tage del i fællesskabet. Vi oplever ikke de små egoister, som der er så meget snak om.«



Fra teori til praksis. At komme fra teori til praksis stiller krav til de voksne.

»I forhold til faget kræver det sin kvinde - men jo flere erfaringer, jo bedre er vi rustet til at gebærde os i det kaos, der altid er, når der er mange børn samlet. Vi har ingen svar at læne os op ad. Men vi er voksne, der skal finde ud af det med hinanden. Og heldigvis er vi i stand til at stikke en finger i jorden og finde ud af, hvad der er hensigtsmæssigt lige nu og her,« siger leder Marianne Nis-Hanssen.

Laila Mandal Jensen fortæller, at et af de store svar er:

»Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne prøve at finde ud af det.«

»Vi arbejder hele tiden med os selv og hinanden og formår at søge hjælp hos hinanden,« fortæller Marianne Nis-Hanssen.

»Og der er en kultur i huset, som gør det legalt at anfægte eller stille spørgsmål omkring det, vi gør, og det, vi siger«.

Hun giver i den forbindelse et af de mange eksempler fra bogen:

Spisetid igen. Nogle børn har sat sig ved et højt bord sammen med to voksne. Fire andre børn kommer og sætter sig ved et lille, lavt bord. Den ene voksne siger: "Kom herop og sæt jer". "Nej", lyder det enstemmigt fra børnene. Den anden voksne siger: "Jo, kom nu herop og sæt jer". "Nej", siger børnene igen. "Jamen, det skal I", lyder det fra de voksne. Slukørede tager børnene deres tallerkener og går hen til det store bord. En tredje voksen, der har set det hele på afstand, spørger de voksne, hvorfor børnene skal sætte sig ved det store bord, og får at vide, at det er fordi, der er plads, så kan de jo lige så godt sætte sig her.

»Ved at den anden voksne spørger, hvorfor det er vigtigt, at børnene absolut skal sidde ved det store bord, bliver de voksne konfronteret med deres egne væremåder over for børnene. Og de har ikke et svar, der kan bruges, og det er urimeligt over for børnene. Det kan de voksne forstå, når der bliver talt om det,« siger lederen.

Laila Mandal Jensen forklarer, at pædagogerne er bevidste om, at de hele tiden skal udvikle sig:

»Vi har et ansvar for at holde gang i hinanden. At arbejde i en daginstitution betyder konfrontation med sig selv og andre mange gange dagligt. Og vi ved, at om ti år er det helt andre ting, vi skal forholde os til. Det er hårdt, men også det, der gør det mere spændende at være pædagog.«

»Verden omkring os forandrer sig, forældrene er anderledes i dag end for fem år siden. Foranderligheden betyder, at vi hele tiden må forholde os på ny til institutionen og pædagogikken,« siger Marianne Nis-Hanssen.

»Et af nøgleordene er den intensitet, som vi gerne vil have i relation til børnene. Det kræver tid og fordybelse at være til stede. Og det mener vi ikke, at man også kan, hvis man skal på tur tre gange om ugen, have projektarbejde og så videre. Det betyder ikke, at vi ikke også gør det, men det er ikke det, vi prioriterer højest.«