Børn har ret til knubs

Hvert år kommer lidt mere end 8.000 børn på skadestuen efter en ulykke på en institutions-legeplads. De fleste kan tage direkte hjem fra skadestuen, nogle få bliver indlagt, og i sjældne tilfælde går det helt galt.

Det gjorde det 1. november sidste år i en børnehave i Trige. Tre-årige Lasse legede ude sammen med fire andre børn. Da han sprang ud fra et legeskibs kommandobro, greb hans frakke fat i et gelænderudhæng, hvorefter kraven og lynlåsen virkede som en løkke om hans hals. Selvom et af de andre børn på legepladsen løb efter hjælp, var det for sent, da de voksne kom til, og drengen døde tre dage senere af sine kvæstelser.

En rapport slog siden fast, at børnene havde været 14 minutter på legepladsen uden opsyn af voksne, og overlægen fra Århus Kommunehospital fandt det ifølge Århus Stiftstidende for usandsynligt, at Lasse havde været stranguleret i mindre end fem minutter.

Kommunen fandt ikke anledning til at kritisere personalet, men kort efter ulykken skærpede Børn- og Ungeudvalget reglerne for sikkerhed og opsyn på daginstitutionernes legepladser. Udover at udvide reglerne for tilsynet med legeredskaberne blev der også indført nye strammere regler for opsyn med børnene.

Hvor det tidligere var op til de enkelte institutionsledere at vurdere hvilket opsyn, der var behov for, er der nu fastlagt nogle overordnede retningslinjer for alle. Heri hedder det blandt andet, at "der skal altid være personale, hvor børnene er - det være sig både inde og ude". Men disse regler er meget uhensigtsmæssige, mener flere institutioner. Mindst to forældrebetyrelser har ligefrem skrevet til kommunen og bedt om at få lempet retningslinjerne. De mener ikke, at man kan sikre børnene ved altid at være på legepladsen, og de mener samtidig, at opsynet kolliderer med et vigtigt pædagogisk princip om, at børnene skal have lov til at være sig selv.

Børn&Unge har spurgt en række fagfolk om deres holdning til opsyn på legepladsen.



Børn skal have knubs. Formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann, der selv har en baggrund som pædagog, mener, at pædagogerne ofte bliver stillet over for et krav om 100 procents sikkerhed, som hverken er realistisk eller ønskværdigt.

»Det er selvfølgelig meningsløst, for børn kommer til skade, og nogle knubs skal de faktisk have. Eller omvendt: Man kan ikke gå gennem livet uden at få knubs, og dét, der er afgørende, er, at vi lærer af de fejl, vi laver.«

Alligevel mener børnerådsformanden, at der altid bør være voksne på legepladsen i dag.

»Det vil jeg anbefale. Men jeg er lidt ærgerlig over det, for jeg synes, at jeg dermed giver efter for tidens krav om, at alt skal være risikofrit. Og det er det jo ikke. Men lavrisikosamfundet er på vej til at blive en realitet, og forældrenes nervøsitet er større, end den var tidligere. Derfor bliver pædagogerne nødt til at skabe en større tryghed for sig selv, selv om antallet af alvorlige ulykker er uendeligt lille i daginstitutionerne sammenlignet med dem, der sker i hjemmene.«

At der altid skal være voksne i nærheden betyder ikke, at de skal overvåge dem, understreger børnerådsformanden.

»Nej, for noget af ideen ved at være på en legeplads er netop ikke at være overvåget hele tiden. Legepladsen skal være indrettet, så ikke alle hjørner kan overskues fra ét punkt. Ellers kan man ligeså godt lave en flad gymnastiksal uden noget som helst. Og jeg mener, at vi bliver nødt til at sætte nogle stopklodser ind mod udviklingen: Man skal ikke gå med til at lave legepladser, hvor alting højst er tyve centimeter højt, og hvor der ikke er træer, børnene kan falde ned fra. Der må sættes nogle grænser, for ellers bliver manglen på udvikling måske værre for børnene end den risiko, der er for at falde ned og slå knæet.«

I FOLA, Landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner, er bestyrelsesmedlem Ib Bjergvang enig i, at man skal passe på med for mange regler.

»Regler kan let blive for meget. Når børnene er hjemme, bliver de jo heller ikke overvåget alle 24 timer, og hvad bliver så det næste? Videoovervågning og så videre? Vi mener, at børn skal have lov til at være sig selv, for de har det samme behov for det som voksne. Men institutionen skal have styr på, hvem der har ansvaret for at holde øje med børnene.«



Falsk tryghed. Ligesom Ib Bjergvang mener Unni Lind, der er pædagogisk konsulent i BUPL, godt, at nogle børn kan være alene på legepladsen. Men opsyn skal der være.

»Selvfølgelig skal der være opsyn med børn. Vi kan ikke acceptere, at børnene bare skal passe sig selv. Men opsyn er mange ting. Selvom man står og kigger på et barn, der klatrer i et træ, så er det ikke sikkerhed for, at det ikke falder ned. Derfor må udgangspunktet være et opsyn, hvor man har tjek på, hvad det enkelte barn kan.«

Det altafgørende er, at pædagogerne kender børnene, siger Unni Lind.

»Det er en falsk tryghed, hvis man bare siger, at den voksne skal være der hele tiden. Pædagogerne skal kende det enkelte barn. De skal vide, hvad det kan motorisk, hvad det tænker, og hvad det kan finde på, når det er alene. Og det er pædagoger faktisk rigtig gode til.« Samtidig har børn brug for at være sig selv engang imellem. Det er nødvendigt for dem selv at gøre sig nogle erfaringer - uden voksne.

»Børn undersøger og eksperimenterer med grænser - deres egne, hinandens, fysiske og mentale. Hvis børnene ikke får lov til at gå til grænsen og opdage, at de nu kan mere, end de kunne for en uge siden, for eksempel at kravle en gren højere op i træet, så når de ikke til den erkendelse. Og det er nødvendigt for deres udvikling.«

Voksne har meget svært ved ikke at blande sig, hvis de er sammen med børnene. De er tilbøjelige til at skride ind med et: "lad lige mig..." eller "skal jeg ikke lige...", men erkendelsen er noget, der hører til én selv, forklarer Unni Lind.

»Min erkendelse hører til mig, den er personlig, og derfor kan den voksne ikke bare "give" barnet en erkendelse. Som voksen kan man fortælle et barn, at det er 114 cm og vejer 24 kilo, men det kan barnet ikke forholde sig til. Hvis det derimod opdager, at det nu ikke længere kan gemme sig i hullet mellem garderoben og væggen, så oplever og erkender det, at det er blevet større.«

Unni Lind mener ikke, at børn skal være alene på legepladsen. De kan godt gøre deres egne erfaringer, mens der er en voksne til stede. Det afgørende er, at den voksne ikke puster børnene i nakken. Men nogle institutioners regler om, at der må være 2-3 børn alene på legepladsen, hvis det ellers er fornuftige børn, der overholder de regler, der er, synes hun også er i orden.

»Det ville da være fint, hvis den voksne kunne sætte sig ud, men det er jo et spørgsmål om ressourcer,« siger hun.

Selvom man skal se på det enkelte barn, er der en grænse for, hvor små børn kan være, hvis de er alene.

»Det er vigtigt, at barnet har et sprog og forstår beskeder, og her er små børn ikke så langt. Jeg vil tro, at de mindste børn, man kan lade alene på legepladsen, er tre år. Måske kan man lade dem gå ud, mens man klæder resten på. Man kan sige det på den måde, at barnets bevægerum skal udbygges som ringe i vandet, efterhånden som barnet bliver ældre, for når de kommer i børnehaveklasse, er der en forventning om, at de kan mange ting selv. Men det er klart, at pædagogerne er nødt til at tage opsynet med de mindste særligt alvorligt.«



Altid en voksen ude. En af Danmarks førende børneforskere, Erik Sigsgaard fra Center for Institutionsforskning på Højvangseminariet, mener slet ikke, man skal diskutere opsyn eller ej. Han har en vision om, at daginstitutionerne - helst allerede i dag - lægger hele deres pædagogik om, så der altid er nogle, både børn og voksne, udenfor.

»Børnenes kroppe og deres sundhed er så truede i dag af en meget voldsom institutionalisering og et meget stillesiddende liv, at de skal være meget mere ude. Og dermed vil problemet bortfalde, for så vil der selvfølgelig altid være mange voksne ude. Der er lavet en svensk undersøgelse, som viser, at de børn, der er ude næsten hele tiden i en natur- og miljøbørnehave, næsten i enhver henseende udvikler sig bedre og rigere og mere mangfoldigt end andre, samtidig med at de får bedre forudsætninger for skolearbejdet. Det er efterhånden så éntydigt, at kroppene skal have deres.«

»Der skal en fundamental ændring til, og så vil der som noget naturligt altid være voksne udendørs. Lige så naturligt det er, at nogle er inde, må det være, at nogle er ude,« siger Erik Sigsgaard.

Han mener imidlertid, at det er uheldigt, hvis de voksne reduceres til at skulle holde opsyn. »Det bliver lidt gårdvagt-agtigt. Dér hvor det er naturligt, at en væsentlig del af livet leves udendørs, der får den voksne helt andre funktioner som deltager, samarbejdspartner, som medmenneske ude på legepladsen.«

»Og hvis man tror, at man ved at indføre regler kan undgå ulykker, så tager man desværre fejl. Vi skal begrænse risikoen så meget som muligt, men vi skal også hele tiden overveje, hvilken pris, vi betaler. Vi skal passe på, at det ikke bliver for megen overvågning og en for kraftig indskrænkning at børns udfoldelsesmuligheder. Deres krop kan hindres i udvikling.«

»Jeg har set eksempler på glimrende klatretræer i en skolegård, som børnene ikke må klatre i. Det synes jeg er en krænkelse af børnenes fundamentale menneskerettigheder. Men selvfølgelig er der en fare ved at klatre i træer, og vi kan ikke spænde sikkerhedsnet ud under alting.«

Lige så tragisk hver eneste ulykke er, lige så nødvendigt er det, at vi ikke tilrettelægger institutionspædagogik efter den fare, der er, mener Erik Sigsgaard.

»På alle andre af livets områder lever vi med store farer. Om et øjeblik skal jeg køre til Roskilde og sige noget om læreplaner, og det er altså farligt. Jeg tror, det er omkring 500 af os, der dør i trafikken hvert år. Alligevel har vi ikke forbudt bilen endnu. Det tager vi jo slet ikke så alvorligt. Vi kan glæde os over, at vi tager risikoen i institutionerne langt mere alvorligt, men vi kan ikke fjerne den.«

I næste uge ser Børn&Unge på sikkerhedsregler for legepladsen.



Fem institutioner om opsyn:

Lizette Christensen, leder af den integrerede institution Bakkegården i Esbjerg Kommune:

»Vi vægter sikkerheden højt, og vi har selvfølgelig hele tiden opsyn med børnene. Legepladsen ligger, så vi kan se den indefra stuerne. Vuggestuebørnene og de treårige i børnehaven får ikke lov til at være ude alene. Med de større vurderer vi det enkelte barn. De får lov, hvis vi er sikre på, at de kan administrere det.«

»Vi ville være kede af at have så firkantede regler, at der slet ikke kunne være nogle på legepladsen alene.«



Helga Ludvigsen, leder af Sdr. Omme børnehave i Grindsted Kommune

»Personalet vurderer, hvilke børn, der må være alene, og så kan der godt være tre, fire

eller fem børn på legepladsen. De skal være inden for et bestemt område, hvor vi kan se dem indefra.«

»For fem år siden gav vi ingen børn lov til det, men med den megen fokus på selvforvaltning syntes vi, at de skulle have et ansvar.«



Kirsten Christoffersen, leder af Blishøj børnehave i Sydfalster Kommune:

»Vi gør alt for at undgå ulykker, og børnene er aldrig uden en voksen på legepladsen.

Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke sker noget, men vi vil have god samvittighed, hvis uheldet er ude.«



Nanna Svends Nielsen, leder af Søby børnehave i Ærøskøbing Kommune:

»Vi har en regel om, at der max må være fem børn alene på legepladsen. Det er ikke alle, der får lov. Vi ser på, hvem det handler om - vi sender for eksempel ikke fem tre-årige ud på én gang. Den, der giver børnene lov til at være ude alene, er ansvarlig for at holde øje med dem.«



Lise Englev, leder af Børneinstitutionen Agerkær i Rødovre Kommune:

»Vi har en regel om, at der må være op til seks børn alene på legepladsen - to fra hver børnehavegruppe. Hvis forældrene ikke ønsker det, respekterer vi selvfølgelig det. Vi har vinduer ud til legepladsen og holder øje med dem derfra. Vuggestuebørnene må ikke være alene.«