Børn har mange hjem

Hjemlig hygge. En mand sidder stille og roligt og læser avis. Efter et stykke tid rejser han sig, folder avisen under armen - og slukker lyset. Blot for at opdage, at han har slukket lyset i den lufthavnslounge, han hele tiden har befundet sig i. Henover reklamebilledet, for det er en reklame, vi er vidne til, toner SAS-logoet frem med underteksten: It's almost like home.

Sangeren Søs Fenger fortæller i Home-reklamen: "Hjem er det sted, du kan danse grimt". Home er for længst holdt op med at sælge huse. Ejendomsmæglerkæden sælger følelser forbundet med begrebet hjem.

Reklameverdenen, tv-kanaler, ugeblade og ejendomsmæglere har opdaget det. Aldrig tidligere har vi tilbragt så lidt tid hjemme. Aldrig tidligere har vi investeret så mange penge i hjemmet. Hjemmet er helligt. Et ikon af følelser og identitet, det kan være meget vanskeligt at forholde sig bevidst til, mener Ida Wentzel Winther.

»Forældre og pædagoger tænker næsten altid, at hjemme er bedst. Men børn kan føle sig hjemme mange steder. De er ekstremt gode til at reterritorialisere - at erobre andre rum. Det skal vi lære at respektere,« siger Ida Wentzel Winther.

Gennem to år har hun arbejdet med begrebet hjem i ph.d.-afhandlingen: "Det foranderlige hjem". Afhandlingen, som endnu ikke er færdig, bygger blandt andet på en gennemgang af

forestillinger om begrebet hjem i filosofisk tænkning, litteratur og reklamer samt børns billeder af deres hjem og efterfølgende interviews.



Hjem - et zombiebegreb. Ida Wentzel Winther kalder hjem et zombiebegreb. Begrebet betegner en levende død, der vandrer rundt og ikke vil dø. Hjem kunne være en sådan levende død kategori.

Zombien vandrer rundt som en kulturel selvfølgelighed. Vi lever i hjemmet uden rigtig at tænke over, hvilke værdier det dækker over.

Ida Wentzel Winther påpeger, at begrebet hjem for mange er indlejret i en forestilling om ét bestemt sted, én familie, én by eller egn. Hjemmet er det primære. Det er herfra, verden går som det første territorium, som kernen, man opererer ud fra, bliver defineret gennem og trækker identitet af.

Men forestillingen om det eneste hjem har det med at slå over i en mere sentimental og nostalgisk udgave. Engang var der ét sted, én by, én familie og barndom, i dag er der bare alle mulige steder, vi ikke rigtig hører hjemme i eller blot bliver forvirrede af.

Paradoksalt nok er billedet af det eneste hjem nærmest forstærket og helliggjort, fordi mange netop ikke bruger ret meget tid i hjemmet.

»Hjemmet er blevet et ikon, men også et udstillingsvindue, vi investerer rigtig mange penge i,« siger Ida Wentzel Winther.



Andenrangssteder. Balladen opstår, fordi en del af os hænger fast i billedet af hjemmet som det hellige eneste - trods de tydelige forandringer, hjemmet faktisk har undergået.

I forhold til daginstitutioner betyder det, at vi kan opfatte dem som andenrangs opbevaringssteder, der selvfølgelig slet ikke lever op til det, der sker i hjemmet.

I samme skuffe findes de forældre, der gør en dyd ud af selv at bestemme, hvornår børnene skal afleveres og hentes. Uden hensyn til børnenes hverdag. Tankegangen er, at hjemmet er bedst, mens daginstitutionen blot er en taxaholdeplads.

»Nogle pædagoger ligger under for billedet af hjemmet som det styrende. Børnehaven er netop en "have" med indbygget hjemlig intimitet - et slags erstatningshjem,« siger Ida Wentzel Winther.

Det hellige, men ureflekterede ikon af hjemmet og familien er også på færde i diskussionen omkring pladsgaranti, forældrebetaling og mere fleksible daginstitutioner, mener Ida Wentzel Winther. Her er det ofte forældrenes arbejdstid, der er bestemmende for, hvad der kan og skal foregå i institutionen.



Overhalet af virkeligheden. Billedet af hjemmet som det eneste sted er imidlertid for længst overhalet af virkeligheden. Vi hører ikke længere kun hjemme ét sted.

Børn flyder mere end nogensinde før rundt i netværk af sammenbragte familier og daginstitutioner. Mange danske børn stifter bekendtskab med institutioner allerede, når de er et halvt til et helt år gamle.

»Det betyder, at børn får flere verdener. Hjemmet er et territorium blandt flere. I daginstitutionen har børn mulighed for at få et ekstra hus, hvor de opererer hjemligt. Det betyder ikke, at barnet får en ekstra far og mor eller et andet hjem, men en ny verden, hvor der sker noget andet end derhjemme,« siger Ida Wentzel Winther.

Selvom hun understreger, at man skal være varsom med generaliseringer, så tyder hendes afhandling på, at børn har en veludviklet evne til at kunne omstille sig og føle sig hjemme flere steder.

»Man kan derfor ikke automatisk sige, at børn mister noget eller bliver mere rodløse eller identitetsløse af at tilbringe meget tid i institutionen. Man kan snarere sige, at børn får en ny verden, der kræver respekt.«



Et særligt udviklingssted. Daginstitutionen er derfor ikke et erstatningshjem eller et andenrangs pasningssted, men et særligt udviklingssted, der har sin egen kvalitet, mener Ida Wentzel Winther.

»Betingelsen for at børn kan føle sig hjemme et sted er først og fremmest, at de kan præge stedet og selv få lov at bestemme, hvad der skal ske,« siger Ida Wentzel Winther.

Betingelsen er ikke, at pædagoger ligner far og mor, eller at institutionen agerer som et hjem.

Det konkluderer hun blandt andet ud fra fotos, som 24 børn mellem 11 og 12 år har taget. De er taget som et led i ph.d.-afhandlingen. Børnene fik til opgave at fotografere deres hjem og steder, de følte sig hjemme. Og selvom børnene er en del ældre end børnehavebørn, så fortæller billederne noget generelt om børns hjemlighedsstrategi, mener Ida Wentzel Winther.

»Nemlig, at børn kan føle sig hjemme mange steder, hvis de selv får lov at definere deres eget rum.«

Derfor behøver pædagoger ikke at ligge under for idealet om hjemmet og familien, mener Ida Wentzel Winther.

»Pædagoger burde i stedet kæmpe mere for institutionen som et særligt udviklingssted for børn og dermed tydeligere markere forskellen mellem hjem og daginstitution.«



Hvem skal putte? Med diskussionen om mere fleksible daginstitutioner er den kamp blevet langt mere påtrængende, mener hun.

At flekstiden også skal indrettes på børnenes og deres legekammeraters præmisser, netop for ikke at smadre den verden, daginstitutionen er, giver næsten sig selv, mener Ida Wentzel Winther.

Men det bliver straks vanskeligere, når pædagoger skal til at lægge børn i seng, vaske deres tøj, give dem tøj på eller forsyne dem med fredagsslik.

»Jeg har ikke løsningen, men det starter med, at vi erkender, at der er sket en udvikling af begrebet hjem, som har konsekvenser for vores børn. Og her må det jo være noget andet og mere end pædagogernes og forældrenes arbejdstid, der tæller,« siger Ida Wentzel Winther.

Da forandringerne netop er sket i hjemmet, undrer hun sig over, at forældrene ikke er mere på banen i debatten.

»Man kunne jo provokere forældrene ved at spørge: Hvad skal der ikke foregå i børnehaven? Det vigtige er at skelne mellem hjem og institution og anerkende, børn har deres egen verden i børnehaven,« siger Ida Wentzel Winther.

Forældre, der har et mere klart billede af, hvad der egentlig skal foregå i hjemmene, vil vise større respekt for deres børn og det, der skal foregå i daginstitutionen, mener Ida Wentzel Winther.



Blå bog

Ida Wentzel Winther, 36 år

Uddannet cand.mag. i kultursociologi og moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet.

1995-1997: Underviser ved Københavns Universitet.

1997-1999: Seminarielærer ved Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium.

1998-2000: Ansat som forskningsassistent ved Danmarks Pædagogiske Institut, DPI.

Siden 2000: Forskningsassistent ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Institut for Pædagogisk Antropologi, hvor hun skriver ph.d.-afhandlingen med den foreløbige titel "Det foranderlige hjem".

Knyttet til "Børneforsknings- netværket" ved Roskilde Universitetscenter.

Blandt andet udgivet: "Et ekstra hus - perspektiver på fleksible daginstitutioner", DPI, 1999, "Småbørnsliv i Danmark anno 2000", 2002 DPI, 2000, "Hjemstavnens fallit og nødvendighed" i "Hjemstavn", Odense Universitetsforlag 1997 og "Hjem som billede" i antologien "Omkring kameraet - krop, leg og iscenesættelse i fotografiske rum", red. Lars Henningsen. Husets forlag, Århus, 2002.