Børn er geniale arkitekter

Når voksne går i gang med at bygge for børn, sker det med vaterpas og vinkel. Men når børnene får lov til at være med i processen, er det vigtigste værktøj fantasien, viser det utraditionelle projekt "Arkitektur i børnehøjde"

Det gode ved børn er, at alt kan lade sig gøre. Smålige hensyn til det rent praktiske er ikke problemer, men opgaver, der kan løses - og det bliver de. Beviset står på det grønne græs på Markedspladsen midt i Ebeltoft by. Her har 400 unger fra institutioner og skoler i fem uger været i fuld sving med at skabe små arkitektoniske perler i landskabet, og den øde plads er nu omskabt til et levende rum med små japanske haver, skulpturer i bambus, tårne, stenorme der kravler op og ned ad bakke og pavilloner med udsigt over havet og højene ude ved Mols Bjerge.

Sammen med en gruppe arkitektstuderende og tre billedkunstnere har børnene fået stort set frie hænder til at skabe "Arkitektur i børnehøjde", og projektet skal nu sættes på papir, så kommuner og institutioner kan hente gode råd og vejledning fra de erfaringer, som er gjort i Ebeltoft.



Børn tager rummet i besiddelse. En af de væsentligste detaljer i forløbet har været at iagttage børnenes evne til at tage pladsen i besiddelse - og bruge den.

»Vi læssede en stabel sten af, og noget af det første, børnene lavede, var et stisystem, som også virker som en stenorm i landskabet. Og de andre materialer, vi stillede til rådighed, blev lynhurtigt forvandlet fra døde ting til skulpturer, huse, hytter og tårne. Børn får hele tiden tingene til at forandre sig, de ændrer på materialerne, og de har en voldsom trang til at skabe, når de får muligheden. Og kombinationen kunstnere, arkitekter og børn er i sig selv spændende,« fortæller projektleder Lars Grum.

Børnene er gået til opgaven med stor alvor, men hele processen har været én lang, god leg.

»Børn kan faktisk overskue større arealer, og de ser nogle muligheder, som voksne ikke kan få øje på. Når de får lov til at være med til at bestemme, kan de bruge alle slags materialer - for eksempel bygge huse af halm og skulpturer af bambus og gamle bildæk, siger Lars Grum.

"Arkitektur i børnehøjde" er støttet af Lokale- og Anlægsfonden, der sammen med Kulturrådet for børn og Ebeltoft Kommune til sammen har givet 600.000 kroner. Projektgruppen bag håber, at "Arkitektur i børnehøjde" kan blive starten på et fast børnekulturhus, hvor arkitekturen er den bærende idé. l

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.