Bliv pædagog på nettet
Bliv pædagog på nettet
Ét år på skolebænken og to år i cyberspace. Det vil fremover blive en af vejene til at blive pædagog.
Københavns Socialpædagogiske Seminarium, Jydsk Pædagog-Seminarium og Seminariet i Esbjerg er gået sammen om at tilbyde en ny virtuel pædagoguddannelse, hvor en stor del at undervisningen foregår på nettet. Ingen af rektorerne frygter, at uddannelsen vil isolere de studerende eller gøre dem til dårligere pædagoger. Snarere tværtimod siger rektor Hanne Meyer fra Seminariet i Esbjerg:
»Man kan selvfølgelig godt frygte isolation i et fag, hvor det meget handler om menneskelig kontakt. Derfor får lærerne også særlige kurser i didaktik - hvordan man sikrer en god kommunikation. Men jeg tror, at den studerende vil blive langt mere synlig, fordi undervisningen over nettet vil kræve, at hver enkelt studerende skal kontakte vejlederne og lærerne individuelt.«
Den nye pædagoguddannelse bliver udbudt som merit-uddannelse, hvilket betyder, at de studerende skal have mindst fem års erfaring fra pædagogisk arbejde. Det første år vil - ligesom den nuværende merit-uddannelse - blive et fuldtidsstudium, hvor den studerende kan søge uddannelsesorlov. De to følgende studieår kan de studerende passe deres arbejde, og undervisningen vil foregå over nettet og på weekend-seminarer af hensyn til de kreative og musiske fag.
Fordelene ved den nye uddannelse er, at langt flere vil få mulighed for at tage pædagoguddannelsen, mener Hanne Meyer.
»Det vil give de studerende mulighed for i langt højere grad selv at planlægge deres tid. Den traditionelle merituddannelse er meget hård for studerende med familie. Udover et fuldtidsarbejde skal de i skole tre aftener om ugen. Den her form vil give mere plads til familien, og det oplever vi som noget meget vigtigt for vores studerende.«
Rektorerne bag den nye uddannelse mener også, at det vil blive en stor fordel for de studerende at blive så fortrolige med Internettet, fordi de her kan skabe netværk under uddannelsen og særligt i praktikperioden. Det har man allerede gode erfaringer med på Københavns Socialpædagogiske Seminarium.