Bivuak, badning og brændende sol

Mandag den 25. juni 2001 mødes vi på SFO'en med højt humør, en god cykel samt madpakker og noget at drikke. Turen til Svinø er på 21 kilometer. Vi cykler i en lang række med stop ved det eneste ishus på vejen. Ishuset har ekstraordinært åbent ved denne årlige begivenhed. Vi snolder hver især for 10 kr. Videre med fuld fart, og efter to timer er vi alle nået frem.

Vi har vidunderligt vejr, og vores bivuakker (som er rejst af personalet om torsdagen), står klar på lejrpladsen, når vi kommer frem. Det at være ved gården - gå ad sprøjtesporet gennem en bølgende kornmark med høj, klar, blå himmel over os og se ud på fjorden er bare vidunderligt. Vi klatrer ned ad skrænten, og en vild jubel lyder. Ju-hu, vi er her.

«Gutter, her må vi gå på strømpesokker hele tiden. Her er godt nok tidsler, så jeg tager to par på med det samme, nyd det nu,« siger Pelle, 3. Klasse. Han går med strømpesokker alle fem dage.



Lejren etableres. Nu bliver der pakket ud, fundet pladser, snakket, skiftet til badetøj.

De voksne har travlt med at etablere toilettelt og grave hul i sivkanten, til når toilettet skal tømmes, gøre bålpladsen klar, rejse overdækningen til bålpladsen, sætte køkkentelt op og konstruere og bygge køkkenbordet.

Bålpladsen er hele koloniens hjerte. Udover at være stedet, hvor vi tilbereder den varme mad, er den også samlingsplads. Her udveksles erfaringer, lægges planer, spilles kort, synges og spilles, soves og trøstes, når hjemveen bliver for stor.

Kl. 20 er det tid at tænke på aftensmaden, burgere, men så står hele lejren også klar.



Spis hvad du vil. Vores kostpolitik er følgende: Det er umuligt at være af sted fem dage med børn, som ikke er mætte, så derfor er der frit valg. Alle spiser, hvad de vil. Intet pres fra vores side. En pige levede af boller, ristede løg og rosiner hele ugen. Hun havde det godt. Madplanen er besluttet ud fra fællesmøder inden, og alles særheder er der plads til.

Vi har bl.a. fire forskellige slags rugbrød med. Morgenmad er guldkorn, chokopops, havregryn, boller og rugbrød. Det usunde rækker til to dage. De sidste dage spises der havregryn og byggrød uden protester.

Vi henter dejlig kold komælk på gården i nærheden. Ingen protester i år.

»Det smager godt,« som en sagde.

Resten af menuen:

Pitabrød med skinke, tun og grønt, kødsovs med pasta og Ebbas kalkungryde med ris. Frokosten er meget forskellig. Nogle dage spiser vi samlet, andre dage er små grupper af sted på ture i området. Så pakkes der frugt og grøntsager, kiks og kage, som spises undervejs.

Der leges efter aftensmaden, og omkring midnat går vi til køjs i bivuakkerne med en god højtlæsningshistorie. Inden læsningen er slut, sover de fleste.

»Gør det noget, hvis jeg kravler ind under din dyne i nat, for jeg tror jo, du er min mor,« siger Emil, 2. Klasse. En nat lå han pludselig under min dyne.

Klokken 00.30 er det de voksnes tur til at holde FRI. Vi tager en sludder omkring bålet, spiser lidt slik, drikker kaffe og får to glas Bailey, det smører så dejligt. Dødtrætte tørner vi ind 01.30.



Tiden flyder. Tid er noget forunderligt noget. I løbet af fem dage bliver vores normale tidsrytme total lavet om. Morgenmaden rykkes fra kl. 7 den første dag til kl. 10 om fredagen. Frokost og aftensmad rykkes også, så klokken bliver ofte 21, inden vi spiser aftensmad. Sovetiden er omkring midnat. De voksnes sengetid er ofte to om natten.

Ingen ure forstyrrer os, ingen forventninger lægger pres på os, intet TV styrer vores liv, ingen telefoner larmer, ingen planer for dagen forstyrrer, ingen digital støj. Altså ren afslapning.

Situationer opstår, ting bliver gjort, når vi når til dem, og lysten er der. Alle gør, hvad de har lyst til, under hensyntagen til normale adfærdsregler, ansvarlighed og respekt for andre. Er man træt, tager man en lur.

»Dette er ikke noget luksushotel,« konstaterer Fadi, pædagogmedhjælper, der er på koloni for første gang.

Det er hårdt arbejde at være voksen og på hele ugen, men vi nyder det.



Frit valg for børnene. Hvis man som barn besidder initiativ, spontanitet, empati og sociale kompetencer, er det en uge, hvor der er frit spillerum. Man bestemmer selv sin døgnrytme, hvad man vil beskæftige sig med, med hvem man vil lege, hvad man vil spise, hvornår man står op og går i seng.

De fleste børn kan heldigvis klare det. Men der er dog også børn i vores gruppe, som har brug for støtte og vejledning. Det er rart at have denne tid til at iagttage og snakke med disse børn. Det er her, de dybe menneskelige relationer kan opbygges. Både barn/barn og barn/voksen.



Tirsdag. Kl. 6 er der snak ved bålpladsen. De fleste af os sover, men en lille flok morgenduelige drenge er stået tidligt op. De hygger sig og går i gang med at tænde bålet. Det tager tid (selv om vi hjemme tænder bål hver dag). Efter en times tid er flertallet oppe, så vi voksne må også ud af fjerene og sørge for morgenmad. Det tager et par timer, inden alle har spist.

I dag skal vi ud og bade og finde rav. Alle må selv pakke sin rygsæk med tørre bukser, håndklæde og krus. Tre ting, som skal huskes. Resten pakker vi: Mad, saft, solcreme og plaster.

Når vi tager på tur væk fra pladsen, skal børnene have tørt tøj på og sko. Vi cykler tre kilometer, så er vi der. Vejen er privat og meget hullet og mudret, så det er meget svært at cykle der. En pige bryder helt sammen, hun er væltet, cyklen er mudret til, og hendes "nye sandaler" er også mudret til. Det tager lang tid at blive i humør til at være sammen med de andre igen.



Badetur med skideballe. Denne strand er fladvandet, så når det er ebbe, kommer sandøer frem langt ude. Inden vi voksne er nået frem, har ungerne smidt klunset og er hoppet i vandet. Nu må vi ud at hente alle ind, så de kan få en kollektiv skideballe.

»Ingen går i vandet uden aftale med voksne.«

Skideballen var givet godt ud, for heldigvis overholdt alle børn dette resten af ugen.

Efter en times badning vil mange hjem igen. Vi har stadig zapper-børn, nyt, nyt, nyt.

En flok vælger at gå hen ad stranden for at lære at samle rav. Det skal nemlig læres. Børnene lytter intenst og forsøger. Der bliver gravet i mudderbanker, det lugter, og mudderet sidder op ad armene og benene. Efter et par timer har alle fundet rav, nogen dog med ført hånd. Det er som at være guldgraver - det kilder i maven, og vi er uden for tid og sted. En stor positiv oplevelse. Vi giver nogle værktøjer til børnene, som mange af dem bruger resten af deres liv (siger research hos tidligere tudsebørn).

Da vi skal cykle hjem, må vi konstatere, at der er mange børn, der alligevel ikke har pakket, som de fik besked på. En del havde ikke håndklæde med, så de måtte låne sig frem, og mange tørstede, de havde ikke krus med.

Tænk at skulle huske tre ting, inden vi tog af sted. Det er umuligt. Enten er de ligeglade med det, vi voksne siger, eller også er de så forvirrede, at de ikke hører efter, eller vant til at have tjener på.

Så learning by doing, har man ikke med, kan man ikke få. Ingen arme, ingen småkager.



Bål og musik. Vi snitter også. I et hjørne af pladsen oprettes dette værksted. Det er dejligt at sidde og arbejde i træ kun "forstyrret" af naturens lyde. Der falder en utrolig ro over os alle. I år har vi snittet gafler og knive af grene. Der blev også snittet en snapsekop og et smykke til vores værter.

Blomsterkranse af hyldeblomster bliver også fremstillet. Der var ikke andre blomster. En af de store piger satte det i gang og var "underviser".

Ved bålpladsen sidder der altid en gruppe. De snakker, spiller kort og spiller musik. Vi har blokfløjter og guitar med. Anders, 3. Klasse, en meget dygtig fløjtespiller, tager ofte fløjten og sidder og spiller. Det er for det meste irske folkemelodier, der lyder. Andre børn ser på og prøver at lære/følge med. Ofte er det et helt lille orkester, som sørger for dejlige toner over pladsen. Anette, medhjælper, finder sine fløjter frem, og så er der musikskole et par timer. John, pædagog, kommer til med guitaren, og efterhånden er en stor del af børnene i gang med musik og sang.

En sang, som kun spilles på kolonien, er "15 mand på en død mands kiste". Det er blevet en rigtig slagsang for os.

»Jeg har været sørøverkaptajn før i mit liv, da lærte jeg sangen,« praler John.

En gruppe drenge vil ud at fiske. Vi har en robåd på pladsen. De går i gang med at lave en bundline med små kroge. Så skal der bruges madding for at fange fisk, så de vader ud med rejestrygenettet for at få noget at sætte på krogene. Der er gevinst, så rejerne sættes på krogene. Linen lægges ud, og i morgen tidlig skal der ses efter, om der er fanget noget.



Hjælpsomhed. Alle er i gang. Nu får vi besøg. Det er Per (bonden, som ejer pladsen). Han kommer for at hente de to mælkejunger. Hjem på gården, og 10 minutter efter er han hos os igen med frisk koldt vand. Ud af bilen hopper Siv, en rigtig legehund. Nu bliver der kastet pind og badet med Siv til stor fornøjelse for børn og hund.

Nogle børn er sultne og spørger om, hvornår der er mad.

»Skal vi ikke bare gå i gang,« spørger Peter, 3. klasse.

Gjort som sagt. Peter samler nogle stykker og går i gang. En voksen, som ikke har gang i nogen aktivitet, kommer til, og så er der mad en time efter.

Hjemmefra har børnene lavet arbejdshold. Morgenmad, frokost, aftenhygge, aftensmad. Alle skal være med én gang til hver ting. Men i år oplevede vi, at når man var sulten, så gik man i gang med at lave mad, straks var der fem andre, som gerne ville være med, og voksne, som kom og hjalp til.

»Det rare på denne koloni er, at der ikke er planer og skemaer for, hvornår det er min tur til arbejdet,« konstaterer Bitten, kolonierfaren støttepædagog.

Vi er en meget sammentømret medarbejderstab, som kender hinanden rigtig godt. Alle tager del i arbejdet, og ingen "snyder" fra noget (bortset fra at tømme lokum). Det klarer de seje, altså Ebba og Anette.

Efter opvasken. Alle vasker sit eget op. Der piftes, når vandet er varmt. Hvis du ikke vasker op, er dine ting beskidte, næste gang der er mad. En god læreproces. Nogle børn ved ikke, hvad opvask er. Så endnu et godt gammelt håndværk læres.



Kærestesorger. 3. klasse har gang i kæresteriet. Det har været i gang de sidste par måneder, så nu kan vi rigtig iagttage, hvad der sker. De kommer sammen, slår op, bliver gode venner igen, er kærester, skriver glødende kærlighedsbreve, sætter procenter på, hvor meget de kan lide hinanden (Big Brother har virkelig inspireret dem).

Det er forunderligt at være vidne til dette. Vi har ikke set det før på dette plan.

Det er meget svært for børnene at finde ud af, hvad der sker i dem selv og hos hinanden. De bliver kede af det på skift, ja, sommetider dybt ulykkelige.

Gad vide, om det er på landsplan, at puberteten er rykket nedad, så det nu er i 10 års alderen, det begynder? Det er i hvert fald svært for vores børn at håndtere. Vi har haft mange gode snakke i løbet af ugen med børn såvel alene som i små grupper om, hvad der sker mellem dem, og hvordan de kan tackle det med selvrespekten i behold, sådan at alle kan leve med det.

»Hvem har det sværest? Pigerne eller drengene,« spørger pædagog Margit.

Drengene svarede straks drengene, og pigerne svarede pigerne.

»De er nogen værre fniddertøser,« fastslår Stine fra 3. klasse.



Hjemve. Klokken er blevet 23. Vi har været på et opgaveløb, som en gruppe børn har arrangeret, og spiser som afslutning slik ved bålet. Der spilles og synges, hænges på et skød, hviles ved en skulder. En del af vores 2. klasses børn har hjemve. Det smitter, så flere får det. Det er tid til at gå i seng. Sengetiden er forskellig. Når det trækker op til stort hjemve, er det på tide at gå til ro. Det er med at finde balancen. Ikke for tidligt, ikke for træt. Det er spændende, om vi i år må sende børn hjem. Det er noget nyt, vi har oplevet de sidste par år. Savnet er for stort. En del børn har valgt at arbejde med det og vil for enhver pris blive. De får hjælp og trøst, et kærligt klem, en arm fra et barn fra 3. klasse, som kan huske, hvordan det var at savne, og en god snak med en voksen. Alligevel er det hændt, at vi har måttet sende enkelte hjem, da de er for sårbare til, at det er nogen god ide at presse dem. Vi har snakket med alle forældre om dette inden turen, så vi fælles har besluttet, hvor langt vi skal gå.

I år blev alle på kolonien. En stor personlig sejr for et par af vores forsigtige piger i 2. klasse.



Onsdag. »Johner, Johner, vi skal ud at fiske, vi skal se om, der er fisk på vores kroge,« råber fem drenge.

Klokken er otte, og John er lige stået op. På med det samme, så er det underordnet, om kaffen, morgenmaden og morgensmøgen er kommet indenbords.

Nå, men på med vaders, ud i vandet, og jubelskrig fra havet. En stor ål var fanget. Den blev fIået af Peter fra 3. klasse, alle drengene så beundrende til.

Nye rejer stryges, sættes på krogene og lægges ud i vandet. Er der mon fangst igen i morgen?

Ålen steges med det samme og spises med velbehag til morgenmad.

I dag er roen faldet over børnene. Alt foregår i lange perioder. Der flettes, snittes og spilles musik, og der bades meget. 28 grader, ingen vind, blå himmel. Vi forventer torden til aften, vi har ingen radio med, så vi er alle i vores eget univers. Hvad der sker i denne uge, er for os ligegyldigt. Vejrudsigten fremkommer ved at studere himmel og vind inden sengetid. Det er rart at være borte fra ens daglige virke.

Et hold drenge har fået blod på tanden, de vil fiske mere, så der pakkes fiskestænger og madkurv. Af sted på cyklerne sammen med to voksne. Efter fire timer er de hjemme igen med seks store fladfisk. Humøret er højt. Fiskene skæres op og flås. Igen er det Peter, som viser hvordan. Andre vil gerne prøve, og det er ok for Peter. Deres medbragte dolke kommer i aktion, og inden længe steges der fisk på bålet. Stor tilfredshed og glæde over naturens skatkammer.

»Det smager jo godt,« siger alle.



Slik uden affald. Efter maden bliver der arrangeret fælles leg af en gruppe børn. Vi leger to mand frem for en enke og samariterleg. Næsten alle er med, det er sjovt at iagttage drenge og piger. Nu er det legalt at røre hinanden, og der er ingen, som holdes ude. Efter en times tid er der varm kakao og slikposer ved bålet.

»Hvis der er så meget som en eneste lille bitte flig af papir på pladsen i morgen, er der ikke mere slik på denne koloni,« truer pædagog Margit, og alt er ryddet næste morgen.

Der læses et godt eventyr højt imens. Da historien er slut, rejser alle sig og går til køjs.

Med denne stramme planlægning undgik vi den store kollektive hjemve, som er mest synlig onsdag aften.

Klokken er 23, og de store drenge gik kun i seng for at være solidariske med de små. Alle sover med det samme, selv Anette (medhjælper). Hun gik glip af nattens Bailey, frøernes kvækken, flagermus og ugleskrig, samt diskussionen om hvorvidt det var et fly eller en satellit, vi så på himlen.



Torsdag. Varmt, varmt vejr. I dag står det på rigtig strandtur. To kilometer fra os er der en super badestrand. Efter morgenmaden, opvask og oprydning er det tid at pakke. Klokken er 11, 20 børn vil gerne på stranden, så af sted går det. Fiskegrejet kommer med. De resterende 10 børn bliver på pladsen sammen med Ebba.

Vi nyder alle livet. Bader, når vi er for varme, leger i strandkanten, spiser is, soler os og kommenterer piger. Det bliver lidt for højlydt, så drengene foreslås at sætte sig op på skrænten, hvor der er bedre udsyn.

Efter tre timer har vi fået nok sol, så hjemad går det for de fleste. Dog er der en lille gruppe drenge, som vil ud at fiske. John tager med dem. Det var dejligt at være på stranden, ingen problemer overhovedet, alle overholdt de udstukne regler.

Vel hjemme igen faldt der ro og ferie over os alle. Gruppen hjemme havde været ude i vandet næsten hele tiden, de havde strøget rejer og andet bundkravl, så der nu var madding til ålekrogene næste gang. Der var også blevet flettet nogle fine ting i pil.



Afskedsfest. Programmet for i aften står helt i 3. klasses tegn. De arrangerer en afskedsfest for os andre, da de stopper i Tudsen efter kolonien. De har på egen hånd samlet 30 kroner ind pr. barn i 3. klasse. De køber slik i campingkiosken for alle pengene, så det er et helt slikorgie, vi skal igennem.

På næsten egen hånd får børnene frembragt et flot program. Vi kaster med vandballoner efter tre friske fyre ude i vandet, går gennem sivene, kaster med gummistøvler, flytter en tændstik fra mund til mund i en rundkreds (stor jubel), kommer ind i et spøgelsestelt og rører ved underlige ting, og lægger så lang en række af vores tøj som muligt. Slik uddeles ved bålet.

John og Christian (2. klasse) havde fremstillet en stor trold, som blev fyldt med raketter og krudt. Da det blev mørkt klokken 23.30, blev den tændt, og vi sendte 3. klasse videre på deres færd gennem livet. Rigtig god og hyggelig tradition.

Sen sengetid - forhåbentlig sover de længe i morgen.



Fredag. Vi sover til klokken ni. Fredag er en dum dag. Vi skal pakke, nedlægge en god koloni og finde vores ting. Mange af os ville hellere blive en uge mere end pakke. Det er varmt. 28 grader. Alle pakker. Enkelte kan intet finde, deres ting ligger over hele pladsen, en gummistøvle her, den anden i den anden ende af pladsen. I min bivuak var der otte par underbukser, tre bluser og fire håndklæder, som ingen ejede (vi var tre drenge og en voksen).

Vi samler alt, som "ingen" ejer, i en kæmpe stor murerbalje. Der er rigtig top på.

Der bliver tid til en rigtig strandtur for dem, som vil, To voksne og halvdelen af børnene stikker af et par timer.

Klokken 17 er der gløder på bålpladsen. Alle forældre kommer med madkurven under armen. Vi hygger os et par timer i fællesskab og får berettet om små, sjove og alvorlige episoder med deres børn. Børnene er trætte og glade for en god, veloverstået koloni med mange positive oplevelser.

Ja, det er vi også. Meget trætte og godt brændte af solen sover vi de første par dage, og selvfølgelig tager vi af sted igen til næste år.



Fakta om SFO Tudsen

Vi er en SFO med 82 børn (skolen har 175 elever) og ligger i udkanten af Næstved. Vi er grøn institution i naturskønne omgivelser, har mange dyr og et jernalderlanghus. Vi arbejder med det historiske perspektiv, lærer børnene om deres rødder og underviser i mange gamle håndværk. Vi smeder, snitter i træ, fletter pil, arbejder med uld, slår flint og meget andet. Det meste af året er vi ude. Vi laver næsten hver dag noget spiseligt på båIpladsen eller i langhuset. Vores koloni er derfor en form for eksamen - ja, højdepunktet, hvor man, inden ens Tudse-liv (efter fire år) er slut, skal vise, at tiden på Tudsen har båret frugt.

SFO Tudsen, Næstved

v/ Margit Ærenlund